Home Tags 112

Tag: 112

Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi går i dialog med de erhvervsdrivende for at undgå corona-problemer i Esbjergs centrum

0

Kommunen og politiet indskærper over for butikkerne i Kongensgade, at de skal overholde de gældende regler om placering af udstillingsstativer, så der er tilstrækkelig plads til de gående. Politiet øger desuden den tryghedsskabende patruljering.

Foto:Politiet

Samfundet er langsomt ved at åbne sig op igen, under skarp hensyntagen til, at corona-krisen endnu ikke er overstået. I tilgift er foråret godt på vej, og mange butikker genåbner i Kongensgade i Esbjergs centrum. Med andre ord er der udsigt til mere liv i bymidten, og at folk samles i klynger.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune er på den baggrund gået sammen for at sikre, at borgerne fortsat holder afstand, uanset om det er i Esbjerg midtby eller på andre populære steder, som for eksempel Hjerting Strandpromenade.

Politiet og kommunen har det som øverste prioritet, at forsamlingsforbuddet overholdes – og man dermed mindsker risikoen for smitte med covid-19 mest muligt.

Vigtigt at holde fast

– Borgerne har i 99 procent af tilfældene gjort det rigtig godt og fulgt myndighedernes regler og anbefalinger. Det er vi rigtig glade for, men det er utroligt vigtigt, at vi holder fast nu. De forretningsdrivende har meget brug for at kunne åbne deres butikker og forretninger igen, og borgerne glæder sig til at komme ud og handle. Det kan også lade sige gøre, bare vi står sammen ved at holde afstand. Fra kommunens side hjælper vi med tydelig skiltning og vejledning på hjemmesiden og de sociale medier, og vi har også været i tæt dialog med cityforeningen for at sikre, at butikkerne bakker 100 procent op om denne indsats, siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

Øget patruljering

Politiet har også sat en lang række aktiviteter i gang for at stoppe forsamlinger og en fornyet spredning af coronavirus.

– Vi ønsker at være på forkant, da vi kan forudse, at der ellers kan opstå udfordringer i Esbjergs centrum, forklarer politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

En væsentlig faktor i denne sammenhæng er at sikre, at borgerne har god plads til at bevæge sig rundt i Kongensgade.

Kommunen og politiet indskærper således over for butikkerne i strøggaden, at de skal overholde de gældende regler om placering af udstillingsstativer, så der er tilstrækkelig plads til de gående. Og myndighederne anbefaler også forretningerne, at de indskrænker brugen af udstillingsstativer mest muligt.

– Det er vigtigt, at borgerne ikke klumper sig sammen i Kongensgade, fordi de ser på de udstillede varer. Sker det, kan der hurtigt opstå udfordringer med, at der står for mange personer på et for lille område, fremhæver politidirektøren.

Politiet øger fra nu af den tryghedsskabende patruljering i Esbjergs centrum med blandt andet gående patruljer.

Mere synlig

– Både borgere og forretninger vil opleve, at vi er endnu mere synlige end tidligere. Vi vil også hurtigt være konsekvente, hvis vi kan se, at den nuværende ordning ikke fungerer. I så fald kan der blive tale om at indføre et opholdsforbud i området, pointerer Jørgen Meyer.

Sundhedsstyrelsen gør status ved indgangen til 8. epidemiuge

0

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag den sjette statusrapport om COVID-19 epidemien.

Foto og kilde: Sundhedsstyrelsen

Vi har over de seneste tre uger set et faldende smittetryk, og at epidemien er bøjet af. Ved indgangen til den 8. epidemiuge har vi fortsat kontrol over epidemien i Danmark. Det er forudsætningen for at kunne foretage og fortsætte en gradvis og kontrolleret genåbning af samfundet.

Danmark er i første fase af en kontrolleret genåbning af samfundet. Fokus er fortsat at sikre, at genåbning af samfundet og aktivitetsomlægningen af sundhedsvæsenet sker sikkert og trygt. På samme tid bliver grundstenene lagt til en langsigtet sundhedsfaglig indsats under COVID-19.

Efter en nedlukning af dele af samfundet er der blandt mange udviklet en forståelse for, at de forebyggende indsatser er nødvendige, men der er også nogle, der har udviklet et højt bekymringsniveau, som kan medføre unødig isolation.

”Bekymring og frygt for smitte med COVD-19 har fyldt meget, og vi kan mærke, at det særligt fylder her under genåbningen. Uvisheden om, hvordan man sikrer sig selv og sine nære mod smitte fylder af gode grunde, men det er vigtigt, at bekymringen ikke tager overhånd. Husker man god håndhygiejne, holder afstand og følger Sundhedsstyrelsens generelle råd, kan man langt hen ad vejen forebygge smitte, og det vil på den måde for de fleste være trygt at bevæge sig ud,” siger centerchef Helene Bilsted Probst i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen vil i den kommende tid i endnu højere grad have fokus på at afhjælpe uvished og unødig høj bekymring. Det skal bl.a. ske ved vidensbaseret rådgivning samt gode og håndterbare anbefalinger, der er let omsættelige til hverdagslivet.

Nogle borgere kan være i øget risiko for at blive syge med COVID-19, og derfor skal der med genåbningen være en øget opmærksomhed på at beskytte disse borgere mod smitte.

”Det er vigtigt, at vi sikrer vores mest sårbare og udsatte borgere mod at blive smittet. Helt overordnet vil personer med særlig risiko stadig blive beskyttet mod smitte, ved at alle fortsat følger de generelle råd om håndhygiejne, afstand og isolation ved symptomer eller konstateret smitte, men der er også behov for, at vi intensiverer vores arbejde for at forebygge smittespredning på institutioner som plejehjem. Det kræver altså en indsats hos både befolkningen, personalet, beslutningstagere og myndigheder, når vi skal passe på vores sårbare borgere, og vi vil derfor i den kommende uge sætte fokus på vores alles ansvar i smitteforebyggelsen,” siger centerchef Helene Bilsted Probst i Sundhedsstyrelsen.

Politirapporten

0

Patrulje tirsdag nat sendt til muligt indbrud, hvor kvindelig beboer havde hørt lyde fra stuen. Viste sig at være et billede, der var faldet ned fra væggen. Kvinden beroliget med, at det nok blot var det lokale genfærd, som havde været på spil. #politidk

Hastighedsindsats på Esbjergmotorvejen samt Nordre Strandvej Esbjerg i går eftermiddags. Resultatet blev 13 sager med 3 betingede frakendelser. Højeste 183 km på mtv. #færdselsafd #politidk #vagtchefen

Tyv pågrebet i Bilka

0

Esbjerg: 39 årig butikstyv pågrebet i Bilka. Han havde stjålet duftevand og plejeartikler for ca 575 kr. Personale lugtede lunten og nu kan han snuse til en bøde på 1200 kr. Betalt straks, da han ikke er bosiddende i Danmark. Vagtchefen ved Politiet. #politidk

Syddanske sygehuse har rustet sig til den kommende tid med coronavirus

0

Der er blevet uddannet, udvidet og indkøbt for fuld kraft i Region Syddanmark som et led i arbejdet på at kunne håndtere patienter i de kommende uger og måneder.

Sygehusene i Region Syddanmark har været i fuld gang med at tilpasse sig den virkelighed, som coronavirussens udbredelse har medført. Flere intensivpladser, mere personale og et uvant stort forbrug af værnemidler er nogle af de udfordringer, som sygehusledelserne og medarbejderne har skullet forholde sig til. Heldigvis har det vist sig, at smittekurven er stagnerende, hvilket har medført færre indlagte patienter med COVID-19 end frygtet. Dermed peger alt på, at de syddanske sygehuse vil kunne håndtere de kommende uger og måneder.

En mangedobling af intensivpladserne

I Region Syddanmark oprettes der løbende intensivpladser, som der bliver behov for det. Der er mulighed for at oprette i alt 164 intensivpladser, der kan stå klar til at modtage patienter med COVID-19. Fordelt ud på sygehusenhederne ser tallene således ud:

  • OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus – 67
  • Sygehus Lillebælt – 46
  • Sygehus Sønderjylland – 28
  • Sydvestjysk Sygehus – 23

Derudover har Region Syddanmark 74 intensivpladser, der er reserveret til patienter med andre problematikker. På den baggrund forventer Region Syddanmark, at sygehusene kan modstå et eventuelt højere pres. Sammen med intensivpladserne har sygehusene sat gang i en stort arbejde med at efteruddanne omkring 800 sygeplejersker til at kunne assistere på intensivafdelingerne. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har respekt for, at sygehusene har formået at løfte en kæmpe opgave: – Jeg har kun ros til overs for det enorme arbejde, som medarbejderne på sygehusene og i administrationen har lagt for dagen, og jeg synes – særligt med smittekurven taget i betragtning – at det ser fornuftigt ud. Både på intensivpladser og efteruddannelsen af medarbejderne er vi godt med.

Langt flere respiratorer i regionen

En intensivplads er ikke nødvendigvis lig med en respirator til at hjælpe med at trække vejret, men med coronavirussen har det været nødvendigt også at sikre sig endnu flere respiratorer. Virussen medfører sygdommen COVID-19, der kan påvirke patienternes evne til at trække vejret. Region Syddanmark har bestilt 35 ekstra respiratorer, som man håber på at modtage denne uge, og medio maj vil regionen modtage yderligere 20 respiratorer. Region Syddanmark har med anskaffelse af ekstra respiratorer en kapacitet på ca. 300 anæstesiapparater og respiratorer, som begge kan bruges til at hjælpe patienterne med at trække vejret.

Beskyttelse af personalet er i fokus

Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været endog meget vanskeligt at anskaffe værnemidler nok til sygehusene. Forbruget af værnemidler såsom visirer, mundbind og kitler er med virussens ankomst steget markant, og samtidig har efterspørgslen på markederne været voldsom. Region Syddanmarks indkøbsansvarlige arbejder intenst på løbende at få produkterne hjem, og her har regionen oplevet en enorm opbakning fra danske virksomheder. Stephanie Lose (V) siger: – Vi får rigtig mange henvendelser og tilbagemeldinger fra danske firmaer, der gerne vil hjælpe, så vi eksempelvis i løbet af denne uge og efter påske får 100.000 ansigtsvisirer fra en virksomhed i Aabenraa, men vi oplever også opbakning for helt almindelige danskere, der med deres 3D-printere kan levere 10.000 ansigtsvisirer. Det er fantastisk og enormt motiverende, at vi på den måde samarbejder og står sammen, og jeg kan forsikre om, at vi gør alt, hvad vi kan for at få værnemidler nok. Regionerne samarbejder om at få købt varer hjem, og hjælper på tværs, hvis der opstår mangelsituationer.

En flot jobbank i ryggen

Region Syddanmark oprettede – i stil med de resterende regioner – en jobbank, hvor studerende, pensionister og andre social- og sundhedsprofessionelle kan melde sig, hvis der bliver behov for ekstra hænder. Opfordringen blev taget op af syddanskerne, og i dag er der over 2.100, der har meldt sig til at hjælpe til på sygehusene og de sociale tilbud, og de første vikarer er allerede begyndt deres arbejde i regionen.

Netop fundet i god behold: mand søges stadigt – sidst set i Oksbøl

0

Leif er endnu ikke fundet. Vi har fået oplysninger om, at han sidst er set i området omkring Tranebærvej v/ Grærup / Oksbøl, hvor vi har ledt hele natten. Hvis Du observerer Leif eller hans bil hører vi meget gerne fra dig på tlf. 114. Vagtchefen. #politidk

Fængselsstraf til 19-årig for at overtræde opholdsforbud i Esbjerg

0

Det var tredje gang, manden overtrådte opholdsforbuddet.

En 19-årig mand fra Esbjerg blev søndag anholdt og sigtet for at have overtrådt sit forbud mod at opholde sig i store dele af Esbjerg by.

Opholdsforbuddet fik han i forbindelse med en dom afsagt af Retten i Esbjerg i juni 2019, hvor han blev dømt for banderelateret kriminalitet. 

Det var tredje gang, manden overtrådte opholdsforbuddet. 

Den 19-årige blev derfor mandag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. 

Manden erkendte sig under grundlovsforhøret skyldig i at have overtrådt opholdsforbuddet og blev idømt fire måneders ubetinget fængsel. 

Retten afsagde straks efter kendelse om varetægtsfængsling, frem til afsoningen af straffen kan ske.

35 årig nægter sig skyldig

0

En 35-årig indisk mand blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vold mod en 52-årig mand i Esbjerg. Sigtede nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen. #politidk #anklager

Tryghedsskabende politi i Sønderris efter drab i aftes

0

Den mobile politistation er til stede på Vædderens Kvarter i Esbjerg i dag mellem klokken 11.00 og 13.00 for at skabe tryghed efter drabet på en 62-årig mand og anholdelsen af en 49-årig kvinde, der er sigtet i sagen.

Borgerne er velkomne til at henvende sig til betjentene, hvis de har noget på hjertet, lige som politiet også gerne vil i dialog med personer, der muligvis har set noget af interesse for efterforskningen #politidk

Tre unge mænd varetægtsfængslet for vold i Esbjerg

0

De sigtede nægter sig skyldige og har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

Tre mænd på henholdsvis 25, 25 og 33 år blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vold mod en ligeledes 25-årig mand.

Hændelsen fandt sted tirsdag den 24. marts klokken 18.10 nær Stengårdsvej 38 i Esbjerg, hvor den 25-årige pådrog sig skader i ansigtet som følge af overfaldet.   

De tre sigtede er fra Esbjerg og blev anholdt onsdag aften i byen.

De sigtede nægter sig skyldige og har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.