Stigende coronasmitte lukker Præstegårdsskolen Urban midlertidigt

0
332

Smitten med coronavirus stiger i Esbjerg, og efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed lukker Esbjerg Kommune nu midlertidigt Præstegårdsskolen Urban, idet der midlertidigt er fastsat forbud mod adgangen til eller brugen af skolen. Tiltaget er en del af den samlede indsats for at dæmme op for smittespredningen i området.

Som et led i indsatsen for at dæmme op for udbrud af coronasmitte i Esbjerg Kommune lukker kommunen efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed nu Præstegårdsskolen Urban foreløbigt frem til den 23. marts. Lukningen betyder, at der i perioden er forbud mod adgang til eller brug af skolen. Lukningen omfatter også Specialundervisningscenter Urban og den afdeling af børnehaven Børnehuset Bøndergårdsvej, som i øjeblikket har til huse på Præstegårdsskolen Urban.

Anbefaling om test

Også Præstegårdsskolen Urban har mærket konsekvenserne af den stigende smitte, og flere elever og ansatte er blevet testet positiv for coronavirus. Den udvikling skal den midlertidige lukning gerne være med til at bremse, så skolen hurtigt igen kan tage del i den gradvise genåbning.

Konkret bliver elever og ansatte sendt hjem fra tirsdag den 16. marts og må tidligst møde op på skolen igen den 23. marts. I den periode foregår undervisningen i stedet på distancen, sådan som både elever og ansatte har prøvet det før.

Elever, forældre og ansatte er blevet orienteret om den midlertidige lukning, og skolen anbefaler på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed, at alle ansatte, elever og deres familier lader sig teste i løbet af den næste uge, så smitten kan blive opsporet og smittekæderne brudt.

Fortsætter opsøgende indsats

Esbjerg Kommune følger udviklingen af smitten i området tæt, og en række forskellige tiltag er allerede sat i værk for at opspore og begrænse smitten og rådgive de smittede i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og lokale aktører i området:

”Allerede i sidste uge har vi lokalt sat ind med en fokuseret og opsøgende indsats, hvor vi informerer og opfordrer til at lade sig teste og gå i isolation, hvis man er smittet eller nær kontakt til en smittet. Det fortsætter vi selvfølgelig med. Samtidig har vi udbygget indsatsen, så vi nu kontakter alle smittede i området for at spørge, om der er noget, vi kan hjælpe med, og oplyse om muligheder for test og isolation og råd om adfærd under isolation, så vi kan få bremset smitten. Et af værktøjerne er at lukke Præstegårdsskolen Urban i en kort periode. Jeg håber, at både familierne og skolens ansatte kan trække på de tidligere erfaringer med hjemmeundervisning, til det igen bliver muligt at møde på skolen”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Der er og vil fortsat være lokale testmuligheder i området i de kommende dage. Interesserede kan se alle teststeder på: www.esbjerg.dk/om-kommunen/corona/teststeder.

Leave a Reply