Royal overværelse af samarbejdsaftale

0
578

H.K.H. Kronprins Frederik overværede underskrivelsen af en samarbejdsaftale mellem Esbjerg og Hai Phong, der er den tredjestørste by i Vietnam med 2 millioner indbyggere.

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen og Nguyen Van Tung borgmester i Hai Phong underskrev samarbejdsaftalen. På billedet ser du fra venstre mod højre: Nicolai Prytz (Dansk ambassadør i Vietnam), Esbjerg Kommunes borgmester Jesper Frost Rasmussen, H.K.H Kronprins Frederik, Hai Phongs borgmester Nguyen Van Tung, og bagved Luond Thanh Nghe repræsentant for regeringen.

Foto: Esbjerg Kommune

Formålet med aftalen er at etablere et tæt samarbejde med aktørerne i Vietnam, hvor man planlægger at investere stort i vindmøller på havet. Man mangler dog samarbejdspartnere med viden og erfaring til at gøre det i praksis. Byen og havnen i Hai Phong i den nordlige ende af Vietnam er et af steder, der skal være omdrejningspunkt i målet om at realisere 160 GW vind over de kommende årtier.

“Det er en fantastisk mulighed for Esbjerg, Esbjerg Havn og vores mange virksomheder i branchen til at skabe helt nye kontakter for at dele erfaringer og blive en del af den vækst, vi vil se i Vietnam i de kommende år. Hai Phong i Vietnam har ambitioner om at blive den førende offshore vind by i det asiatiske område, men de har ikke infrastruktur, viden eller virksomheder til at realisere planerne uden hjælp udefra. Det er blandt andet derfor at Esbjerg er inviteret med til vindenergikonferencen her i Hanoi,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Udenrigsrigsministeriet, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Eksportforening har længe arbejdet på at styrke samarbejdet mellem Vietnam og Danmark, og med de planer Vietnam har lagt for omstilling til grøn energi, har man inviteret 35 danske virksomheder og kronprinseparret i at deltage i en to dages vind- og energikonference i Hanoi og Hai Phong fra 1.-2.november.

Under konferencen blev der indgået ikke mindre end 14 samarbejdsaftaler. Heriblandt to samarbejdsaftaler med Esbjergvirksomheden Semco Maritime som også deltog.

“Der er en meget spændende udvikling i gang, og vi ser masser af muligheder i Vietnam og Hai Phong. Vi har blandt andet etableret aftaler om transformatorstationer til konkrete projekter, og jeg er sikker på, at der vil følge mange flere opgaver i kølvandet med de store ambitioner Vietnam lægger for dagen. Det er godt at se, at Esbjerg Kommune fortsat understøtter virksomhederne og deler ud af erfaringerne fra Danmark. Esbjerg bliver fremhævet som eksemplet på, hvordan en by kan blive internationalt førende når det gælder vind og den grønne omstilling,” siger Steen Brødbæk, der er CEO i Semco Maritime.

Hai Phong interesseret i verdens energibyer

Efter at samarbejdsaftalen med Hai Phong og Esbjerg var underskrevet, fik Jesper Frost Rasmussen også mulighed for at fortælle Nguyen Van Tung mere om samarbejdet i verdens energibyer, WECP.

Lige nu er 19 byer verden over medlem i WECP.

Leave a Reply