Flere end 3000 unge i 7., 8., 9. og 10. klasse i Esbjerg Kommune har svaret på spørgsmål om deres liv og hverdag i Ungeprofilundersøgelsen, som netop er offentliggjort og viser flere positive tendenser.
De ældste elever i Esbjerg Kommunes folke- og privatskoler har det godt og lever helt almindelige teenageliv med skole, venner, motion, fritidsinteresser og alt, hvad der ellers hører til et godt ungeliv. Det viser Ungeprofilundersøgelsen, som flere end 3000 lokale unge i 7., 8., 9. og 10. klasse har deltaget i. Her står det også klart, at langt de fleste unge – faktisk hele 95 procent – har et rigtig godt forhold til deres forældre, som de ovenikøbet nyder at tilbringe tid sammen med.
Ungeprofilundersøgelsen giver UngEsbjerg et solidt datagrundlag og vigtig konkret viden til de forebyggende indsatser og det professionelle arbejde med børn og unges trivsel.
”Man kan i medierne godt få det indtryk, at rigtig mange unge døjer med ensomhed, angst, mistrivsel og misbrug. Hos os i SSP møder vi netop også ofte de unge, som har det svært, og man kan godt risikere at blive lidt ’fartblind’. Derfor er det vigtigt med data, som slår fast, at det store flertal trives rigtig godt. På den måde kan vi sikre, at vores indsatser og tiltag rettes derhen, hvor der faktisk er brug for dem – i stedet for at basere sig på indtryk, fornemmelser og forbigående fænomener”, siger Lise Møller Rasmussen, der er leder af SSP & Forebyggelse under UngEsbjerg.
Dialog om unges onlineliv
Et eksempel på et område, der har overrasket positivt i undersøgelsen, er de såkaldte ”puff-bars” – eller elektroniske engangs-e-cigaretter.
”Vi har haft en fornemmelse af, at brugen af puff-bars var steget voldsomt, men undersøgelsen viser, at 72 procent af eleverne i udskolingen aldrig har prøvet at bruge puff-bars eller andre nikotinprodukter. Det er klart, at 28 procent, som har prøvet det, stadig er alt for højt et tal, som kalder på fortsat opmærksomhed, men det er ikke så højt, som vi kunne have frygtet ud fra fornemmelsen af udbredelsen”, siger SSP-konsulent Alexandra Felski, som har stået for dataindsamlingen i Esbjerg Kommune.
Til gengæld viser undersøgelsen, at selv om de fleste teenagere oplever, at de har gode og støttende forældre, så er der nogle punkter, hvor det halter med involveringen. Det gælder blandt andet de unges færden på internettet, som f.eks. to tredjedele af eleverne i 7. klasse giver udtryk for, at deres forældre ikke interesserer sig for. Den viden gør det nemmere at italesætte den manglende involvering over for forældrene og gå i dialog med både elever og forældre om de unges onlineliv og forældrenes rolle i det.
Om Ungeprofilundersøgelsen
Ungeprofilundersøgelsen er gennemført i perioden fra den 1. november 2023 til den 31. januar 2024 med deltagelse af både folke- og privatskoler i Esbjerg Kommune. Den samlede svarprocent for 7., 8., og 9. klasse er 82. Undersøgelsen udbydes af BørnUngeLiv og er gennemført af UngEsbjerg.