Politiet efterlyser fører af rød bil i forbindelse med hændelse i Esbjerg

0
775

En midaldrende mand i et køretøj ved Hjerting Skole forsøgte tirsdag at give en otte-årig pige et lift, hvilket hun afviste. Politiet ønsker at få klarlagt det præcise hændelsesforløb.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser føreren af en rød bil i forbindelse med efterforskningen af en hændelse i Esbjerg.

Episoden fandt sted tirsdag den 9. maj 2023 mellem klokken 13.00 og 14.00 ved Hjerting Skole, Afdeling Nordvang, Hjertingparken 202, i Esbjerg, hvor en otte-årig pige var på vej hjem fra skolen og blev kontaktet af en midaldrende mand i et rødt køretøj.

Manden tilbød pigen et lift, hvilket hun afviste.

Politiet har i forbindelse med efterforskningen af sagen fået videoafhørt pigen.

Politi kan for nuværende ikke klarlægge hensigten i kontakten, hvorfor det ikke kan afvises, at der ikke er noget kriminelt i episoden. 

Politiet ønsker derfor at komme i kontakt med den midaldrende mand i køretøjet for at få afklaret det præcise hændelsesforløb.

Signalement

Signalement af føreren:

  • Mand.
  • Lys i huden.
  • Kraftig af bygning.
  • Cirka 50 – 60 år gammel.
  • Skaldet med stubbe.
  • Skægstubbe i ansigtet.
  • Var iført blå skjorte og solbriller.

Signalement af køretøjet:

  • Rød personbil, muligvis stationcar.
  • Havde store klistermærker på højre bagside. Klistermærkerne forestillede tre drenge/mænd i forskellige størrelser. Figurerne på klistermærkerne var sorte med røde slips (samme type klistermærker, som er sat op på mange postkasser).

Personen i køretøjet bedes kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.
Politiet opfordrer desuden borgere, der måtte have lagt mærke til hændelsen, eller som måtte have relevant videoovervågning, om at henvende sig til Servicecentret på telefon 1-1-4.

Leave a Reply