Syd- og Sønderjyllands Politi gennemfører ekstra spiritus- og narkokontroller den kommende uge
Fra i dag sætter Syd- og Sønderjyllands Politi ekstra fokus på promiller i trafikken. Politikredsen deltager i en fælles europæisk færdselskampagne, der sætter særlig fokus på spiritus- og narkopåvirkede trafikanter.
”Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Det tal er alt for højt og derfor sætter vi fokus på det,” siger operativ leder af Færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi politikommissær Mads Bruhn Lund.
Det er ikke kun de høje promiller, der udgør en fare. Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket i let grad, og risikoen stiger eksplosivt med stigende promille.
Hvis du kører i trafikken med en promille mellem 0,5 og 1,2 får du en bøde, skal op til ny teori- og køreprøve og på et ANT-kursus (Alkohol-, narko- og trafikkursus). Er din promille mellem 1,2 og 2 får du en bøde, skal på ANT-kursus og mister kørekortet i tre år. Kører du med en promille over to, er der tale om vanvidskørsel og straffen er bøde og betinget fængsel, ligesom du mister kørekortet i tre år og din bil kan blive konfiskeret.
”Det handler om trafiksikkerhed for syd- og sønderjyderne. Derfor kontrollerer vi,” siger politikommissær Mads Bruhn Lund.
Kampagnen varer fra onsdag den 4. maj til og med den 11 . maj og har fokus på både spiritus- og narkokørsel.