Politi er klar til festlig weekend i Esbjerg

0
301
Unavngivet 2 1

Politiet venter mange mennesker i byen i Esbjerg fredag og lørdag og er klar til at sørge for tryghed og sikkerhed ​

Syd- og Sønderjyllands Politi venter mange mennesker i byen i Esbjerg i weekenden og er klar til at sørge for, at borgerne får en sikker og tryg oplevelse. Esbjerg Festuge er i fuld gang med fest for de unge på Torvet fredag aftenog afslutningsfest lørdag. Samtidig er der lagt op til fodboldfest, når EfB fejrer oprykning til 1. division efter sæsonens sidste kamp lørdag eftermiddag

Der er dog ikke kun lagt op til festlige arrangementer i Esbjerg i weekenden. Samtidig med de arrangementer, som skal skabe rammen om en festlig weekend i Esbjerg, kan politiet konstatere, at bandegrupperingen Comanches formentlig afholder et arrangement på Brolæggervej og politiet vil i den anledning være tilstede og konsekvent skride ind over for utryghedsskabende adfærd, uro og kriminalitet.

”Vi er klar til at sørge for, at alle byens borgere får en tryg og sikker oplevelse ved festugens arrangementer og under fodboldfejringen. Vi accepterer ikke utryghedsskabende adfærd fra bandegrupperinger og er massivt tilstede byen hele weekenden. Vi opfordrer borgerne til at kontakte politiet, hvis de oplever noget, der gør dem utrygge, så vil vi tage hånd om det”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Bandegrupperingen Comanches har planer om at køre en tur i samlet flok på en rute rundt om Esbjerg:

”Der vil politiet være til stede. Ikke for at give bandegrupperingen støtte, men fordi vores erfaring siger os, at en sådan kørsel kan skabe farlige situationer i trafikken for borgerne. Det vil vi forhindre og er derfor i området for at gribe ind over for adfærd, der udfordrer trafiksikkerheden”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Man vil på grund af de mange arrangementer kunne møde flere betjente i bybilledet end på en normal weekend:

”Vi er der for at sørge for, at borgerne kan få en god og sikker oplevelse – uanset om de er til musik eller fodbold”, siger politiinspektøren.

Også fra Esbjerg Kommunes side er opmærksomheden fuldt rettet mod borgernes tryghed under de festlige begivenheder.

“I Esbjerg Kommune arbejder vi tæt sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi, og vores fælles dagsorden er, at borgerne i tryghed og glæde kan tage del i de positive begivenheder, der skaber fælles liv og energi i vores by. Det skal være det, der fylder i Esbjerg, og vi er glade for, at politiet kommer til at være massivt til stede i byen i den kommende weekend, hvor mange mennesker samles i forskellige festlige anledninger,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Oplever du utryghedsskabende adfærd, så ring til politiet på telefon 1-1-4. Er der tale om noget akut så ring 1-1-2.

Leave a Reply