Plejehjemmet Østergården i Gørding slår efter en renovering dørene op til åbent hus torsdag den 11. april 2019 kl. 14.30 – 16.30. Her kan man bl.a. se nærmere på den flotte træningssal, en ny krolfbane og en ny sygeplejeklinik. Samtidig kan man høre om plejehjemmets planer om at blive et senioridrætscenter, prøve sjove spil, prøve kræfter med krolfbanen og meget gerne selv bidrage med forslag til fremtidige idrætsaktiviteter.

Foto: Esbjerg Kommune

Faciliteterne til træning og aktivitet på plejehjemmet Østergården er blevet renoveret, og en ny sygeplejeklinik er kommet til. Derfor inviterer plejehjemmet nu alle interesserede til åbent hus på Nørremarken 23 i Gørding torsdag den 11. april 2019 kl. 14.30 – 16.30, hvor man kan se nærmere på de nye, fine rammer.

 

Både træningssal og spisestue har fået sig en overhaling i samarbejde med støtteforeningen Østergårdens Venner, skiltningen på plejehjemmet er forbedret, når man kommer ind ad hovedindgangen, og en ny krolfbane er kommet til, hvor plejehjemmets beboere og borgere fra lokalområdet kan mødes til en dyst. Det kan man alt sammen se nærmere på, når plejehjemmet holder åbent hus. Her kan man også se den nye sygeplejeklinik, der nu er en del af Østergården.

 

Senioridrætscenter

Østergården har planer om at blive certificeret senioridrætscenter i samarbejde med Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI). Østergården er det syvende plejehjem i Esbjerg Kommune, som har valgt at sætte ekstra fokus på idrætsaktiviteter til glæde for krop og sjæl, og i forbindelse med åbent hus vil der også være mulighed for at høre mere herom. Der vil være mulighed for at prøve sjove spil, prøve kræfter med krolfbanen og meget gerne selv bidrage med forslag til fremtidige idrætsaktiviteter.

 

– Jeg glæder mig over, at endnu et plejehjem i vores kommune har valgt at arbejde hen imod at blive et senioridrætscenter, så medarbejdere og beboere får redskaber til i endnu højere grad at gøre idræt og bevægelse til en del af hverdagen i samarbejde med frivillige og lokalområdet, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

 

Læs mere om senioridrætscentre på: http://dai-sport.dk/articles.php?article_id=240

 

Leave a Reply