Vi har idag sigtet/anholdt en mand som d. 6/11 under et besøg på Sydvestjydsk sygehus i Esbjerg frakoblede dele af brandalarmsystemet. Manden er sigtet for straffelovens §263 og efterfølgende løsladt idet forholdet skønnes sket i kådhed.
/Vagtchefen #politidk
Politi: mand sigtet på sygehuset i Esbjerg
International kunstner bag kunstprojekt på Dokken
Et helt unikt kunstværk er på vej til Englandskaj på Dokken i Esbjerg. Det er den verdensberømte internationale kunstner, Monira Al Qadiri, der er i fuld gang med at skabe et spændende lokalt forankret værk, der afsløres og indvies i sommeren 2025. Værket bliver Al Qadiri´s største permanente offentlige kunstværk til dato og hendes allerførste permanente udsmykning i Europa.
Den internationalt anerkendte kunstner Monira Al Qadiri skal opføre værket, som placeres på Englandskaj på Dokken.
Foto: Miro Kuzmanovic og Esbjerg Kommune
Esbjerg har fået en gave. Et kunstværk, som uden tvivl vil give kunstinteresserede fra hele verden endnu et fantastisk monument at besøge i Danmarks femte største by. Det er nemlig lykkedes Kunstbureauet Creator Projects og Esbjerg Kommune at få den internationalt anerkendte kunstner Monira Al Qadiri til at opføre værket, som placeres på Englandskaj på Dokken.
”Vi glæder os virkelig til at kunne afsløre Monira Al Qadiri’s værk her på havnenfronten i Esbjerg. Med værkets placering ved Englandskaj på Dokken får vi bundet havn og by endnu bedre sammen og igen slået et tyk streg under Esbjergs nye kurs, der skaber flere oplevelser og mere kultur i byen. Der skal lyde en stor tak til de to esbjergensiske fonde for denne gave til byen,” siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.
Det er Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden der generøst giver byen det nye kunstværk, som opføres og afsløres i sommeren 2025.
En del af Kyst og Kunst
Monira Al Qadiri’s bidrag til Esbjergs havn udspringer af et mangeårigt og frugtbart samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Creator Projects. Dette partnerskab nåede et vigtigt højdepunkt i 2021 med rapporten “Kyst og Kunst” – et forprojekt udviklet for Esbjerg Kommune af Creator Projects i tæt samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, turismeekspert Lars B. Jørgensen og konsulentbureauet Tvarnø&. Rapporten viser, hvordan en harmonisk integration af landskabsarkitektur og kunst langs kysten kan skabe nye og spændende turismemuligheder i og omkring Esbjerg. Creator Projects og Esbjerg Kommune ser med stor forventning frem til, at Al Qadiri’s kunstværk bliver den første konkrete realisering af denne vision.
Internationalt udsyn
“Valget af den internationalt anerkendte kunstner er et ambitiøst valg, der afspejler Esbjergs internationale udsyn som voksende energimetropol. Det var samtidigt vigtigt for alle parter i kurateringsprocessen, at det stedsspecifikke kunstværk var lokalt vedrørende og lokalt reflekteret. Monira Al Qadiri´s praksis er researchbaseret og fokuseret omkring temaer som havmiljø, energiudvinding og råstoffer, hvilket skaber et naturligt, men interessant slægtskab mellem Al Qadiri og Esbjerg Havn,” siger Simon Friese, direktør, Creator Projects.
Følg med!
Vi ser meget frem til at løfte sløret for flere detaljer omkring kunstværket og udfolde hvordan Al Qadiri´s research af området materialiserer sig i et kunstværk, som i fremtiden vil berige Dokken med et æstetisk åndehul og nye perspektiver på miljøet i og omkring havnen – og ikke mindst vores omgang hermed.
“Jeg er meget begejstret for udsmykningen til Esbjerg Havn, der bliver mit største permanente offentlige kunstværk til dato. Placeringen af skulpturen ved vandet føles naturgivent. Esbjerg er et skønt sted, og jeg håber at folk i fremtiden vil rejse dertil for at opleve værket,” siger Monira Al Qadiri
Om Monira Al Qadiri
Monira Al Qadiri (f. 1983, Dakar, Senegal) er en kuwaitisk kunstner, uddannet i Japan og nu bosat i Berlin hvorfra hun også arbejder. Al Qadiris alsidige praksis spænder over skulptur, installation, film og performance, og er primært baseret på forskning i Golfregionens kulturelle historie. Hendes fortolkning af Golfens “petrokultur” kommer til udtryk gennem spekulative scenarier, der henter inspiration fra science fiction, selvbiografi, traditionelle praksisser og popkultur, hvilket resulterer i foruroligende og subversive værker.
Udvalgte soloudstillinger: “Benzene Float” (Halle Verriere, 2024); “Haunted Water” (UCCA Dune, 2023); “Mutant Passages” (Kunsthaus Bregenz, 2023); “Holy Quarter” (Guggenheim Museum Bilbao, 2022); “Refined Vision” (Blaffer Art Museum, Houston, 2022); “Holy Quarter” (Haus der Kunst, München, 2020); “Empire Dye” (Kunstverein Göttingen, 2019); “The Craft” (Gasworks, London, 2017); “Attempts to Read the World Differently” (Stroom Den Haag, Haag, 2017); og “Muhawwil” (Sultan Gallery, Kuwait, 2014).
Udvalgte gruppeudstillinger: Desert X Al Ula (Al Ula, 2024); 24th Biennial of Sydney (Sydney, 2023-24); 8th Borås Biennial (Sverige, 2024); Sharjah Biennial 15 (Sharjah, 2023); 15th Triennial of Small Sculpture, Fellbach (2022); Asia Art Biennial (Taiwan, 2021); Dubai Expo 2020 (2021); “Our World is Burning” (Palais de Tokyo, Paris, 2020); “Theater of Operations: The Gulf Wars” (MoMA PS1, New York, 2019-20); Asia Pacific Triennial (Brisbane, 2018); Luleå Biennial (Sverige, 2018); Athens Biennial (Athen, 2018).
I 2022 deltog Al Qadiri i den centrale udstilling “The Milk of Dreams” på Venedig Biennalen.
Fakta
Kunstværket af Monira Al Qadiri er kurateret af Creator Projects og realiseret i samarbejde med Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn. Projektet er finansieret af Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden. Udsmykningen til Esbjerg Havn opføres i sommeren 2025 og er Monira Al Qadiris første permanente kunstprojekt i Europa og hendes største permanente offentlige kunstværk til dato.
Dokken ligger på Esbjerg Havn og er en del af den overordnede plan for renovering og revitalisering af havneområdet. Med sin attraktive beliggenhed ved indsejlingen til Fanøfærgen vil Al Qadiris kunstværk fungere som et markant fyrtårn eller monument, der årligt byder 1,8 millioner færgepassagerer en god rejse. Lokale vil desuden kunne bemærke, at Al Qadiris kunstværk, med sin placering på den gamle Englandskaj, skaber en interessant dialog med stedets historiske rolle som afsæt for internationalt udsyn og global udveksling.
Creator Projects er et kunstbureau der har 10 års erfaring med at gøre samtidskunst til en større del af hverdagen i Danmark og internationalt. Vi er et team af kuratorer, arkitekter og projektledere, der er dedikeret til problemfrit at integrere kunst i urbane miljøer, eksisterende bygninger og nye byggeprojekter. Gennem strategisk og kunstnerisk rådgivning konceptualiserer, kuraterer, leder, udvikler og udfører vi udstillinger, udsmykninger og strategisk byudvikling for institutioner, kommuner, festivaler og private virksomheder. Vores arbejde er baseret på et højt ambitionsniveau, professionalisme, en stor praktisk og teknisk ekspertise og et globalt netværk, som giver os mulighed for at udtænke og kuratere meningsfulde, stedsspecifikke og innovative kunstopgaver.
Følg med i processen omkring kunstværkets tilblivelse frem mod indvielsen i 2025 på Creator Projects´ Instagram samt Esbjerg Kommunes sociale medier og hjemmeside for kunstværket.
Seniorfestival 2025 i Esbjerg
Under Esbjerg Kommunes Ældreråds Temaeftermiddag i sidste uge: ”Sammen om det gode seniorliv – om Fællesskaber”, kom det frem, en lille gruppe arbejder målrettet med at stable en flere dages SeniorFestival på benene i Esbjerg i 2025.
Poul Juhl Rasmussen, daglig leder af Kultur & Fritidshuset i Skolegade, fortæller til KomEsbjerg, at baggrunden for den kommende festival er den store succes, Kultur & Fritidshuset havde med sommerens ”Havefest”, som afvikledes i samarbejde med ÆldreSagen i Esbjerg og Fanø. Arrangementet samlede en torsdag eftermiddag i juni mere end 300 seniorer til en eftermiddag fyldt med bl.a. musik, arbejdende værksteder, grill og socialt samvær på Kultur & Fritidshuset -og især gården bag.
Den store tilslutning til sommerens arrangement har fået Poul Juhl Rasmussen til at gå videre med idéen om en egentlig SeniorFestival – i første omgang over et par dage – og igen med Huset i Skolegade som den samlende lokation.
En foreløbig idégruppe med repræsentanter fra bl.a. Kultur & Fritidshusets brugere, ÆldreSagen i Esbjerg og Frivilligforeningen Træfpunkt Sædding har siden sommer været i gang med at søge fonde og samarbejdspartnere til festivalen, som planlægges afviklet hen over en weekend i sommeren 2025.
Fotos: Arkivbilleder fra sommerens Havefest, Kultur & Fritidshuset
20-årig mand idømt ubetinget fængsel for vanvidskørsel og for at udsætte andre for fare
Først var han involveret i et trafikuheld, så kørte han videre i bilen, som var i uforsvarlig stand, og derefter udsatte han andre for fare ved overhaling.
En 20-årig mand fra Aarhus Kommune kørte en februar-aften i år vanvidskørsel i Esbjerg og Varde Kommune. Det er han nu dømt for.
Manden var først indblandet i et færdselsuheld mellem Korskro-rundkørslen og Varde, hvorfra han kørte, inden sagen var håndteret. Uheldet var så voldsomt, at et dæk var punkteret, og bilens airbags var udløst. Det gjorde, at manden blandt andet ikke havde udsyn, da airbags dækkede for flere bilruder.
Alligevel kørte han videre mod Varde, hvor han forsøgte at overhale en forankørende bil. På grund af tilstanden på den 20-åriges bil tog overhalingen længere tid, og det påvirkede, at en modkørende bilist måtte bremse meget kraftigt op og svinge bilen ud i rabatten. Der var tale om en civil politibil.
En patruljebil kom til stedet og kunne anholde manden. Han blev sigtet, ligesom bilen, som ikke var hans egen, blev beslaglagt. Der blev også udtaget blodprøve på den 20-årige mand, og det viste sig, at han havde stoffet THC i blodet. Det blev han også sigtet for.
I denne uge blev sagen afgjort ved Retten i Esbjerg. Den 20-årig mand blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, ligesom han er frakendt kørekortet i halvandet år. Han skal derudover betale en bøde på 6.000 kroner, ligesom bilen skal konfiskeres.
”Når man optræder på den måde i trafikken, hvor man både kører vanvidskørsel og udsætter andre for fare, har det en konsekvens. Det er en alvorlig forseelse, hvilket også ses i den dom, som retten har afsagt”, siger anklager Karen Lykke Pedersen, som har ført sagen i retten for Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 20-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til anke af dommen.
Fængselsdom for omfattende butikstyverier i Esbjerg
En 45-årig mand skal ni måneder i fængsel for blandt andet 26 tyverier af skrabelodder, kød, tøj og alkohol fra butikker i det centrale Esbjerg.
En 45-årig mand fra Esbjerg er ved Retten i Esbjerg blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for blandt andet 26 tyverier af skrabelodder, kød, tøj og alkohol fra butikker i det centrale Esbjerg.
Butikstyverierne fandt sted i 2022 og 2023, og de stjålne varer repræsenterede en værdi på i alt 70.000 kroner.
Der var tale om en udeblivelsesdom, der blev afsagt i sidste måned.
Politi opfordrer til at slette video
Politiet søger vidner til et overfald, der blev filmet
Syd- og Sønderjyllands Politis politi søger vidner til et overfald, der fandt sted mandag kort før klokken 18 i Havnegade i Esbjerg.En 14-årig dreng blev overfaldet af en gruppe på fem unge mellem 12 og 16 år.
Fire af de unge udsatte den 14-årige dreng for vold i form af slag og spark, mens en femte filmede overfaldet. Videoen er senere blevet delt på sociale medier. Politiet opfordrer til, at man undlader at dele videoen og sletter den.
Politiet efterforsker sagen og har tirsdag været i kontakt med en af gerningsmændene. Der er tale om en dreng fra Esbjerg under den kriminelle lavalder.
”Vi opfordrer nu medgerningsmændene til at melde sig selv. Vi har både overfaldsvideoen og videoovervågning fra området, og vi føler os overbeviste om, at vi nok skal få identificeret de øvrige gerningsmænd, så de kan lige så godt selv henvende sig til os”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.
Politiet hører også gerne fra vidner til overfaldet. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
BREAKING: JOHNNY MADSEN ER DØD
Mindeord om Johnny Madsen
Det er med stor sorg, at vi tager afsked med Johnny Madsen, en sand legende fra Fanø og Esbjerg, som har efterladt et uudsletteligt præg på vores område og musikken. Johnny var ikke blot en musiker, men en kulturel institution, der med sin unikke stemme og karismatiske personlighed formåede at samle folk på tværs af generationer.
Johnny Madsen voksede op på Fanø, hvor hans kærlighed til musikken blev født. Han fandt inspiration i øens naturskønhed og de lokale fortællinger, som han på mesterlig vis vævede ind i sine sange. Hans musikalske rejse førte ham til Esbjerg, hvor han blev en central figur i byens musikliv. Med sin karakteristiske blanding af rock, blues og folk skabte han en lyd, der var både rå og poetisk.
Gennem årene har Johnny Madsen beriget vores liv med utallige koncerter og albums, der har sat dybe spor i dansk musik. Hans evne til at fortælle historier gennem musik har rørt mange hjerter, og hans koncerter var altid en fest, hvor publikum blev taget med på en følelsesmæssig rejse.
Johnny var også kendt for sit engagement i lokalsamfundet. Han støttede lokale initiativer og var altid klar til at give en hjælpende hånd, når det gjaldt. Hans varme og humor gjorde ham elsket af alle, der kendte ham.
På det personlige plan var Johnny kendt for sin jordnære tilgang til livet og sin evne til at finde glæde i de små ting. Hans hjem på Fanø var et fristed, hvor han kunne trække sig tilbage og finde ro i naturen og samværet med sine nærmeste. Johnny var også en passioneret kunstner, der udtrykte sig gennem malerier, som ofte afspejlede hans kærlighed til havet og landskabet omkring ham.
Vi vil altid huske Johnny Madsen for hans enestående bidrag til musikken og for den glæde, han spredte omkring sig. Hans ånd vil leve videre i hans sange og i de minder, vi deler om ham.
Johnny Madsen døde i sit elskede hjem på Fanø og blev 73 år.
Æret være Johnny Madsens minde.
Rapport danner grundlag for forbedring af arbejdsmiljøet i Familierådgivningen
Der er problemer med arbejdsmiljøet, og tonen i Familierådgivningen har været hård, det konkluderer arbejdsmiljørapporten fra det eksterne rådgivningsfirma Mindwork. Derfor er der allerede nu sat flere ting i værk for at forbedre arbejdsmiljøet i afdelingen.
Arbejdsmiljørapport giver godt afsæt til forbedringer i arbejdsmiljøet i Familierådgivnignen i Esbjerg Kommune.
Foto: Colourbox
I juni vedtog Social & Arbejdsmarkedsudvalget en genopretningsplan for Familierådgivningen. Med planen fulgte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i afdelingen, som det eksterne rådgivningsfirma Mindwork har lavet for Esbjerg Kommune.
91 % af medarbejderne i Familierådgivningen har deltaget i undersøgelsen. Den høje svarprocent sætter en tyk streg under den store opbakning medarbejderne i Familierådgivningen udviser i arbejdet med at rette op på forholdene. Rapporten peger på tre højrisikoområder, der nu skal arbejdes med: Stress, vold og trusler og krænkende handlinger og mobning.
En tredjedel af medarbejderne i Familierådgivningen har nemlig følt sig stresset og været påvirket af det i løbet af den sidste uge og hele 60 % den sidste måned.
22,5 procent af alle medarbejdere har oplevet krænkende handlinger og mobning, og to tredjedele fortæller, at det stammer fra enten en kollega eller en leder.
Mens hele 40 procent af medarbejderne indenfor det sidste år har oplevet vold eller trusler i deres arbejde.
”Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se,” siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked, Pia Niemann Damtoft og fortsætter:
Sårbart arbejde
”Rapporten sætter en tyk streg under, at Familierådgivningen arbejder med familier, der er i krise og ikke altid kan få de ydelser, som de ønsker. Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling,” siger Pia Niemann Damtoft.
Oveni det hele viser rapporten, at medarbejderne har været under massivt pres på grund af den store mediebevågenhed de sidste måneder, hvilket også har påvirket arbejdsmiljøet negativt.
”Jeg glæder mig til, at vi kan se fremad, nu vi har fået belyst, hvor vi skal sætte ind. Der er et stort arbejde foran os, hvor vi skal have genoprettet tilliden og indarbejdet nye arbejdsgange, så alle føler sig trygge i deres arbejde i Familierådgivningen,” siger Pia Niemann Damtoft.
Arbejdet er i gang
Med genopretningsplanen fra juni er der allerede igangsat arbejde med en ny mentorordning og antallet af sager pr. sagsbehandler er sat ned. Fremover bliver der et større fokus på kompetencer og efteruddannelse af medarbejdergruppen. Ligesom der netop er slået en teamlederstilling op på handicapområdet, så medarbejderne også på dette område, har let adgang til den sparring, de har brug for.
Rapporten viser desuden, at medarbejderne finder stor mening i deres arbejde, og mange beskriver, hvordan gode kollegaer og oplevelser med et godt kollegialt fællesskab har stor betydning for både trivsel og løsning af opgaverne.
”Den del skal vi have styrket, og jeg har stor tillid til, at alle medarbejderne i Familierådgivningen er klar til at se fremad, så vi kan gøre det sammen,” siger Pia Niemann Damtoft, konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked.
Udbedring af regnskader tager tid
Lovpligtige krav spænder ben for hurtig udbedring af skader på de vej- og stistrækninger i Esbjerg Kommune, som regnen skyllede væk i slutningen af september.
Størsbølvej forbliver spærret ved broen over Sneum Å.
“Hvorfor sender I ikke bare entreprenørerne ud med det samme?” Det spørgsmål har mange borgere naturligt stillet, efter det kraftige regnskyl i slutningen af september har ødelagt flere centrale vejstrækninger i Esbjerg Kommune.
Tre uger senere er der ikke sket meget på de ødelagte strækninger, og frustrationen blandt de mange, der dagligt bliver påvirket af de helt eller delvist afspærrede veje, er forståelig. Men løsningen er desværre ikke så enkel, som det kan synes. Strækninger som Vestervadvej, Ålbæk Møllevej, Størsbølvej og Spangsbjerg Møllevej er blandt de veje, hvor skaderne er mest omfattende.
Esbjerg Kommune er dog nødt til at følge en lovpligtig proces, som også sikrer kvalitet i reparationerne.
“Vi forstår til fulde borgernes ønske om hurtig udbedring af vejene. Det ønsker vi faktisk også,” siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudvikling i Esbjerg Kommune.
“Desværre er processen mere kompleks, når det drejer sig om offentlige projekter af denne størrelsesorden. Som offentlig myndighed er vi underlagt Tilbudsloven, som regulerer alle offentlige indkøb inden for bygge- og anlægsområdet. Det betyder, at vi skal følge en række procedurer for at sikre, at opgaverne løses til den bedste pris, på den bedste måde og af kvalificerede entreprenører.”
Før det fysiske reparationsarbejde kan begynde, kræver det en grundig og flere-ledet proces. Først og fremmest skal skadernes omfang vurderes af fagfolk, hvorefter der udarbejdes en detaljeret plan for, hvordan skaderne bedst udbedres. Når plan er udarbejdet, følger den lovpligtige udbudsproces, hvor opgaverne beskrives og udbydes til relevante entreprenører. Herefter skal tilbuddene vurderes for at sikre, at de lever op til de krav, der er stillet – både økonomisk og kvalitetsmæssigt. Først når alt dette er på plads, kan kontrakterne indgås, og det praktiske arbejde med at reparere vejene kan gå i gang.
Den samlede proces betyder, at der kan gå mellem 5-8 måneder, før de berørte vejstrækninger igen kan vende tilbage til normalen. Det kan virke som en lang tidshorisont, men Esbjerg Kommune arbejder løbende på at optimere processerne og minimere generne for borgerne undervejs.
Interesserede kan se mere på denne side www.esbjerg.dk/regnskader om arbejdet.
Foto: Esbjerg Kommune