MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring har et spændende program klar for det nye år. Der er både populære gengangere og nye tiltag i kalenderen, og du kan få overblik over arrangementer og ture i den nye folder.
MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring har netop offentliggjort sin folder med arrangementer og guidede ture i 2020. Året byder på mange forskellige aktiviteter lige fra høstmarked, friluftsliv og svampeture til astronomiforedrag og naturpleje.
“MYRTHUEs naturvejledere og formidlere glæder sig meget til at møde folk til vores brede vifte af tilbud i år. Alle er velkomne, og vi har lagt os i selen for at tilbyde noget for enhver smag. Vi er så heldige at bo midt i et helt unikt naturområde, og derfor håber vi, at mange vil komme med ud at dele oplevelser og lære om, smage og nyde naturen”, siger Dorte Vind, leder af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring.
Oplevelser til alle årstider
Det nye års første arrangement foregår allerede i januar, og tilbuddene fortsætter helt til december. Kalenderen afspejler årstidernes forskellige muligheder, så der i starten af året er spændende indendørs arrangementer fra markeringen af Auschwitzdagen og Pecha Kucha til astronomiforedrag. I det tidlige forår kan man varme op til fejringen af Genforeningen 2020 med sønderjysk kaffebord på Kratskellet, og senere er der mulighed for at prøve kræfter med friluftslivet, når den nye grænsesti åbner inden sommerferien. Efteråret byder traditionen tro på høstmarked og svampetur, og endelig bliver der i år lavet julemad fra bunden på Myrthuegård midt i december.
Oplevelser i hele kommunen
MYRTHUE tilbyder arrangementer og guidede naturvejledningsture på og omkring Myrthuegård, Midtgård, Guldager Naturskole, Digehytten, Naturskolen Kratskellet og Esbjerg Museum. Der er populære gengangere som Familiedagen på Midtgård og Svampeturen ved Myrthuegård sammen med helt nye tilbud som Alsang, De vilde blomsters dag, Julemad, Pecha Kucha, Højskolesang og endnu flere.
I maj er der Nationalparkdagen og Marbækdagen på og omkring Myrthuegård, og i september holder Midtgård Økologisk Høstmarked. Du kan også møde MYRTHUE til Børnedagen på Torvet under Esbjerg Festuge.
Du kan finde MYRTHUEs folder med aktiviteter i 2020 her.
Foto: Esbjerg Kommune