Nu skal alle bestille tid til borgerservice

0
1010

Esbjerg Kommune indfører krav om tidsbestilling, hvis man ønsker personlig betjening i Borgerservice. Ved at bestille tid kan man komme til uden ventetid, og man kan selv vælge det tidspunkt, som passer bedst.

Spring køen over, book tid til personlig betjening i Borgerservice. Sådan har opfordringen allerede i nogen tid lydt til de borgere, der f.eks. vil bestille nyt pas, kørekort eller sundhedskort ved personlig betjening i Esbjerg Kommunes borgerservicecentre. Fremover bliver tidsbestilling ikke kun et tilbud, men et krav, hvis man møder op i Borgerservice.

Fordele ved at bestille tid

Der er mange fordele ved at bestille tid. Man kan blive betjent uden ventetid, og man kan selv vælge det tidspunkt, som passer bedst. Samtidig får man inden mødet en sms om, hvad man skal medbringe, så man er bedre forberedt til mødet i Borgerservice. Mange borgere har da også allerede taget tidsbestillingen til sig. Syv ud af ti, som skal have nyt pas, benytter sig f.eks. allerede i dag af muligheden for at bestille en tid.

– Vi håber, at borgerne vil tage godt imod tidsbestillingen og de fordele, som den medfører for dem. Samtidig ser vi frem til med dette tiltag at kunne drive vores borgerservicecentre endnu mere effektivt, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Henrik Vallø.

Fortsat muligt at møde op akut i særlige tilfælde

Kravet om tidsbestilling gælder alle henvendelser til Borgerservice undtagen enkelte kassebetjeninger og hjælp til selvbetjening. Tidsbestillingen er trådt i kraft, men medarbejderne i Borgerservice vil i en overgangsperiode frem til 1. februar være fleksible, hvis nogle skulle møde op og have glemt at bestille tid. Der vil også fortsat være mulighed for at møde op akut i særlige tilfælde, så ingen lades i stikken, hvis man f.eks. har mistet et kørekort, eller man skal ud at rejse inden for tre uger og opdager, at passet er udløbet.

Sådan bestiller man tid

Man kan bestille tid til betjening i Borgerservice via hjemmesiden esbjerg.dk eller ved at ringe til tlf. 76 16 16 16.

Leave a Reply