Danmarks nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn gæstede i går Esbjerg og fik sig en særlig oplevelse med i bagagen.
Foto: Christina Simonia Straarup
Anders Kronborg (MF) havde inviteret den nye minister på 3 forskellige virksomhedsbesøg, der alle er indenfor ministerens fagområde.
Første besøg Anders Kronborg bød på var et gårdbesøg ved mælkeproducent Laust Bendix, næste besøg var rejekutteren Scottia og sidste visit var på Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Yesbjerg var med på dagens to sidste besøg – først ved Tony som ejer rejekutteren Scottia. Her deltog blandt andre næstformand i Danmarks Fiskeriforening Jesper Juul Larsen, som havde et par skarpe spørgsmål i ærmet til den nye minister. Jesper Juul Larsens gamle båd Ditte sejler endnu med næste generation af rejefiskere.
Kapacitetsloven i Danmark siger, at vi ikke må øge vores hestekræfter på fartøjerne. Det må de andre lande i EU, mens 221 KW er grænsen for kapacitet i Danmark.
Jesper Juul Larsen vil derfor gerne have ministeren til at undersøge, om ikke vi kan få lige vilkår i EU.
Rationsfiskeri og invasive arter
Danmark er forpligtet til at holde visse invasive arter nede, herunder muslinger.
Vi har 70.000 tons muslinger og dem kunne vi jo godt tænke os at fiske lidt af. Vi har endda tilbudt at lægge nye muslinger ind i bytte for dem vi tager, vi kan lande dem og sælge dem.
Jesper Juul larsen
Tyskerne fiskede ca. 10.000 tons sidste år, men de danske kuttere har ikke lov til at fiske dem.
Vi har i Danmark påbud om at lande alt det, vi fisker. Vi har rationefiskeri.
Jesper Juul Larsen fortæller om en uheldig sag for et af hans medlemmer:
“Sidste uge kom et medlem ind, han måtte fiske 6 tons rødspætter om ugen i Skagerak og er kommet til at fange 8 tons. Den sidste dag vælter det ind med fisk i nettet, og han beder om at få lov til at betale det gennem puljerne. Han ender med en politisag på nakken for at have brudt loven. Samtidigt risikerer han at få points. Får man 9 points, bliver man erklæret uantagelig, dvs. at hvis du har fået tilskud til ombygning af dit fartøj, så skal du betale det tilbage.”
Pointsene forsvinder først efter 3 år og fiskerne er rædselsslagne for at få points.
Tony har 0 points på Scottia.
Danmark er nr. 3 i verden til at dele de her points ud, og pointsene kommer på skibet, så skal du sælge dit skib med points, får du måske under det halve af værdien for dit fartøj, hvis der er points på.
Et vildt fiskereventyr og en udfordring til ministeren
Næste stop er Fiskeri- og Søfartsmuseet. I dagens anledning er Laurits og Ulla Tørnæs mødt op. Laurits Tørnæs er selv én af de udstillede fiskere i samlingen Danmarks Vildeste Fiskereventyr.
Museumsdirektør David Dupont-Mouritzen tager imod og viser rundt, mens Laurits Tørnæs kan berette om, hvad de forskellige værktøjer dengang blev brugt til, og hvad man fiskede efter.
I det hele taget er Laurits Tørnæs én stor vidensbank i sig selv, og han deler altid gerne ud af den.
Efter en god rundvisning på museet, er det planen at ministeren skal prøve at røre/klappe en fisk i akvariet.
Med opsmøgede ærmer og lidt belæring fra Laurits Tørnæs omkring, hvordan man skal tage fat i en fisk, lykkedes det ministeren ret godt at røre ved en pighvar.
Du kan se videoen med, hvordan det gik på Yesbjergs Facebookkanal.