Esbjerg Ensemble har gjort sin sæsonafslutningskoncert fredag 24. maj mere lækker for de unge.
Koncerten foregår for det første i rammer, der normalt tiltrækker unge mennesker, nemlig GAME Streetmekka.
Unge under 25 og studerende kommer ind for bare 50 kr. – mod normalt 150 kr. Man betaler kontant eller på MobilePay i døren.
To medlemmer fra ensemblets nye Young Advisory Board YAB vil som værter tage godt imod det unge publikum. Det er MGK-elev Christian Nygaard Krogh Hansen og kulturtalentelev Maja Jacobi.
De unge kan tage et par venner under armen, slænge sig i Fatboys sækkestole under koncerten og lade sig opsluge af Mahlers 10. Symfoni. Den rummer kærlighed, dødsangst og skønhed. Ensemblets tidligere hornist mark Smith har arrangeret en version for kammerensemble.
Hvis man er nysgerrig efter at opleve en klassisk koncert i afslappede og festlige rammer, kan man blot dukke op på fredag på GAME Streetmekka, Nørrebrogade 1C, 6700 Esbjerg. Dørene åbner kl. 16.30, og koncerten begynder kl. 17. After party fra 18:45 til 21.
Læs mere om koncerten på Esbjerg Ensembles hjemmeside: http://esbjergensemble.com/event/mahler-i-maj/