Målmænd vinder håndboldkampe

0
567

Man siger, at målmænd vinder håndboldkampe. I så fald trak Team Esbjergs unge keeper Amalie Milling sig sejrrigt ud af mødet med sine tidligere holdkammerater fra København Håndbold i Blue Water Dokken onsdag aften.

Med en redningsprocent over 40 var Milling det store lyspunkt i Team Esbjergs på papiret sikre sejr på 31-23.

Da Andrea Hansen bragte gæsterne foran 9-8 efter 18 minutters spil, kunne hun ikke vide, at der skulle gå 12 minutter, før københavnerne igen fandt vej til netmaskerne og reducerede hjemmeholdets pauseføring til 13-10.

Det var i de 12 minutter Amalie Milling blomstrede op med flere store redninger. Hu blev hjulpet godt på vej af et stærkt forsvar, hvor Kathrine Heindahl og Kristine Breistøl udgjorde en solid midterakse. Redningsprocenten var på det tidspunkt oppe på 55.

Det var selvsagt de 12 minutter, cheftræner Jesper Jensen hæftede sig ved, da han efter kampen blev spurgt om, hvor tilfreds han var. Og det var Milling og forsvaret han fremhævede.

Amalie Milling var valgt til kampen frem for mere rutinerede Rikke Poulsen ud fra devisen om, at det er en større fordel for målmanden at kende skytterne end omvendt.

Men hun har stået godt hele sæsonen, og det samme gælder Rikke, så jeg er fortrøstningsfuld omkring målmandspladsen, sagde Jesper Jensen.

Det haltede lidt mere i den anden ende af banen. Træneren ærgrede sig lidt over, at der manglede fem procent i intensitet, men forklarede det med, at det kan være svært at sætte sig op til en onsdagskamp i ligaen oven på en storkamp i Champions League om søndagen.

_ Og så er bagspillerne ikke spillet ordentligt sammen, fordi flere af de bærende kræfter har været plaget af skader. Men det giver plads til nye spillere. I denne sæson satser vi på at kunne spille bredere end i sidste sæson, da vi kørte igennem med en smal trup, lød det fra Jesper Jensen.

Kampen i tal

Team Esbjerg – København Håndbold 31-23 (13-10).

Målscorere, Team Esbjerg: Henny Reistad 6, Beyza Türkoglu 5, Anne Petersen 5, Mette Tranborg 4, Vilde Mortensen Ingstad 3, Nora Mørk 3 (2), Kathrine Heindahl 2, Kaja Kamp 1, Michala Møller 1, Kristine Breistøl 1.

Topscorer, København: Silje Brøns 6 (1).

Udvisninger: Team Esbjerg 2, København 5.

Tilskuere: 1780.

Leave a Reply