Esbjerg Kommunes Tilflytterservice har stor succes med at matche tilflyttere med lokale, der gerne vil byde på en kop kaffe og dele ud af deres gode tips og tricks om lokalområdet. Søndag den 19. september 2021 holdes ’Kaffe med en lokal’ for 6. gang.
Det kan være svært at komme ind på livet af folk, når man flytter til en ny by – og en ny kommune. Derfor har Esbjerg Kommunes Tilflytterservice siden 2015 med stor succes arrangeret ’Kaffe med en lokal’, hvor tilflyttere til alle byer i Esbjerg Kommune får mulighed for at blive inviteret på kaffe hjemme hos en lokal vært.
Faktisk er arrangementet så stor en succes, at de lokale i år står i kø for at få lov til at blive vært for en tilflytter. Én af dem, der er blevet matchet med en tilflytter, og derfor skal være vært på søndag, er 44-årige Sara Lundbjerg Brandt og hendes familie fra Ribe:
”Vi er en meget international orienteret familie qua vores job, og derfor har vi selv prøvet at flytte til en ny by, hvor vi ikke kendte en levende sjæl. Derfor ved vi, hvor vigtigt det er, at der er nogle, der tager godt imod én. Bare det, at der er nogle, der kender området, det er guld værd,” fortæller Sara Lundbjerg Brandt, der er vært for anden gang og fortsætter:
”Så ud over, at vi kan byde nye mennesker velkommen til vores dejlige by og kommune, så møder vi også selv nye kulturer, og det er altid spændende.”
Muligt at møde lokale i hele kommunen
I år har 25 lokale familier, par og et par enkelte enlige fra hele kommunen meldt sig for at åbne deres hjem for en tilflytter. 15 tilflyttere har efterlyst mere kontakt med nogle af de lokale, og derfor er der lavet 15 kaffeaftaler på søndag fra klokken 14-16.
Og det er et vigtigt arrangement for at få tilflytterne til at føle sig som en del af deres nye by og kommune, fortæller Pia Enemark, bosætningskoordinator hos Tilflytterservice:
” Vi har mødt folk, som har boet i Esbjerg i 8-10 år, som aldrig har været indenfor døren i et lokalt hjem. Mange synes, at det er rigtig svært at skabe den kontakt. Derfor har vi siden 2015 arrangeret det her arrangement ’Kaffe med en lokal’.”
Derfor er det også vigtigt, at der bliver skabt et godt match, fortæller Pia Enemark:
”Vi gør meget ud af, at en børnefamilie skal matches med en børnefamilie, par med par osv. Kan det ikke lade sig gøre, bestræber vi os på, at de har nogle af de samme interesser, når det kan lade sig gøre. Vi kan se, at det er givet godt ud, for der er nogle der bliver ved med at ses efterfølgende.”
En god måde at lære dansk kultur
En af dem, der har prøvet at træde over dørtærsklen hos en fremmed her i kommunen for at drikke kaffe, er Ekhlas Fouad Ahmed Mekki. Hun og manden, der begge kommer fra Sudan, havde boet fire år i København og flyttede så til Esbjerg med deres to – nu tre – børn, og var til kaffe hos en lokal tilbage i 2018:
”Det har givet os en mulighed for at lære den danske kultur bedre at kende. Vi ses stadig med den familie, som vi blev matchet med– både hos dem og os – og det er vi bare rigtig glade for. For os har det betydet, at vi nu har danske venner, den mulighed havde vi ikke i København,” fortæller Ekhlas Fouad Ahmed Mekki.