Img 0342 1

Kom og vær med til at byde Kronprinsparret velkommen til Esbjerg, når Deres Kongelige Højheder den 4. november 2023 besøger både det nye Folkehus i Kvaglund og Maritimt Center på Esbjerg Strand.

Så er det tid til at finde flag, kongekroner og diademer frem fra gemmerne. Lørdag 4. november får Esbjerg nemlig fornemt besøg af Kronprinsparret. D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen skal besøge både Folkehuset Kvaglund og Maritimt Center på Esbjerg Strand, og begge steder er der plads til at stå og vinke og få et glimt af Kronprinsparret.

”Jeg glæder mig til, at vi skal have Kronprinsparret med rundt til et par besøg i Esbjerg. De skal besøge to helt unikke steder og samarbejder, som vi er meget stolte over, at vi kan vise frem, og jeg håber, at esbjergenserne vil være med til at tage godt imod Kronprinsparret, når de kommer rundt i byen, så det bliver to festlige besøg,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Se her, hvor og hvordan du kan være med til at byde Kronprinsparrets velkommen.

Kronprinsparret besøger Esbjerg i anledning af, at Esbjerg er værtsby for det storslåede show, Kronprinsparrets Priser, hvor Kronprinsparret skal på scenen i Musikhuset Esbjerg lørdag aften for at uddele fire priser.

Folkehuset Kvaglund

Kronprinsparrets første besøg er hos Folkehuset Kvaglund kl. 14.30. Folkehuset ligger i den ’urbane landsby’ Kvaglund, en forstad til Esbjerg by, der gennem årene har kæmpet med en række sociale udfordringer, men dem ønsker borgerne selv at være med til at forandre.

En af de stærkeste aktører i området er Kvaglund Kirke, som driver en omfattende social og tværkulturel indsats. Med udgangspunkt i næstekærligheden favner kirken alle områdets trosretninger og etniciteter. Så da pladsen blev for trang til alle arrangementerne, og det nærliggende bibliotek stod halvtomt, fik kirken lov til at købe bygningen af kommunen og det er nu indrettet som hele bydelens dagligstue.

”Vi glæder os virkelig til at vise Folkehuset Kvaglund frem for Kronprinsparret. De skal blandt andet opleve vores hyggelige café, hvor mange forskellige kulturer mødes om alt dét, vi er fælles om. Det være sig lige fra skolens elever, der kommer forbi til en kop kakao efter skole til vores fællesspisninger, foredrag, koncerter og forskellige mande- og kvindeklubber,” fortæller Allan Skovgaard Jensen, leder af Folkehuset Kvaglund.

Maritimt Center

Fra Kvaglund går turen mod Maritimt Center på Esbjerg Strand, hvor Kronprinsparret klokken ca. 15.20 kan se frem til en rundvisning på Esbjergs nye fritids-, sports-, og kulturcenter i det nye havneområde på Esbjerg Strand. Maritimt Center har netop modtaget to fornemme arkitekturpriser både Danish Wood Award 2023 og den internationale IOC IPC IAKS Architecture Prize. Huset er med sine ca. 2800 m2 blevet et nyt arkitektonisk vartegn for Esbjerg, der samtidig fungerer som et moderne samlingssted for byens maritime foreninger.

”Vi er meget beæret over, at Kronprinsparret besøger Maritimt Center. Vi er meget stolte og ydmyge over stedet, der er blevet både smukt og anderledes end noget andet – og ikke mindst er det et sted, der fungerer for os”, fortæller Lars Bisgaard fra Esbjerg Roklub, der som talsmand for Maritimt Centers brugerråd skal være med til at vise Maritimt Center frem for Kronprinsparret og han fortsætter:

”Samarbejdet her i huset er helt unikt, og vi esbjergensere har virkelig fået mulighed for at bruge vandet omkring os. I Esbjerg Roklub har Maritimt Center givet os en helt ny synlighed, vi har fået mange nye medlemmer og vi kan allerede med kun et lille års tid på bagen se at tingene griber om sig, vi har blandt andet på denne korte tid startet en ny ungdomsafdeling her i roklubben,” fortæller Lars Bisgaard.

FAKTA
Kronprinsparrets Priser

  • D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen uddeler hvert år Kronprinsparrets Priser for at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde. Der uddeles fire priser.
  • Kronprinsparrets Priser afholdes hvert år i skiftende danske byer, og i år holdes showet i Esbjerg.
  • Læs mere om Kronprinsparrets Priser her.

Foto: Presse

Leave a Reply