Krisestaben i Esbjerg Kommune har igangsat arbejdet med næste fase af genåbningen

0
213
 Statsminister Mette Frederiksen har netop meldt ud, at store dele af samfundet nu genåbnes. Det betyder blandt andet, at skoleeleverne i 6. til 10. klasse skal tilbage på skolebænken fra den 18. marts, at de udendørs idrætsaktiviteter kan genoptages og bibliotekerne igen kan låne bøger ud. De enkelte direktørområder arbejder nu videre med, hvordan regeringens og forligspartiernes planer bliver til virkelighed. Her venter Esbjerg Kommune blandt andet mere detaljerede input fra sundhedsmyndighederne og KL. En udmelding om, hvordan planerne omsættes i detaljer, kan således tidligst forventes i starten af næste uge.    
 “Det fører selvfølgelig en masse spørgsmål med sig. Vi har derfor netop haft møde i Esbjerg Kommunes krisestab, og nu arbejder de enkelte direktørområder videre med, hvordan vi skal omsætte regeringens og forligspartiernes planer til virkelighed. Vi vil tidligst kunne melde noget ud i starten af næste uge, idet vi venter på mere detaljerede informationer fra sundhedsmyndighederne og KL”, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune og fortsætter:   “Jeg ved godt, at de store skoleelever er ivrige efter at vende tilbage til en mere almindelig hverdag, men vi skal også sikre, at det bliver en forsvarlig genstart, så vi får eleverne tilbage på skolebænken i sikre og sundhedsforsvarlige rammer. Det samme gælder selvfølgelig genstart af idrætslivet, som i første omgang kun kan finde sted udendørs, og selvfølgelig skal overholde kravene om afstand, og at man ikke må være mere end 10 personer i en gruppe. I de kommende dage vil Esbjerg Kommune arbejde på højtryk for at få etableret rammerne for denne genåbning, og så vil vi hurtigst muligt melde ud via relevante kanaler, når vi er klar til det”, fastslår borgmesteren.    

Leave a Reply