Foto: Esbjerg Kunstmuseum
Torsdag d. 6. juni klokken 16.30 spiller RecorderRecorder koncerten I Nærheden af Overfladen i Esbjerg Kunstmuseums særudstilling BEVIDSTunderBEVIDST. Bag navnet RecorderRecorder står musiker og blokfløjtenist Stine Benjaminsen, som gennem kombinationer af blokfløjter, stemmer, improvisation og elektroniske effekter skaber et unikt og poetisk univers. Her smelter ord, lyde og blokfløjtens klang sammen, men skaber samtidig kontraster, så de forskellige udtryk og stemninger i musikken står endnu stærkere. Esbjerg Kunstmuseum lagde sidste år udstillingsrum til Stine Benjaminsens første solooptræden med RecorderRecorder, og den oplevelse gav både publikum, musiker og museum lyst til at fortsætte samarbejdet. Det aktuelle koncertprojekt har oplagte snitflader med særudstillingen BEVIDSTunderBEVIDST, og med koncerten ønsker Stine at undersøge, om musikken sammen med kunsten kan få os til at forholde os til det bevidste og det underbevidste på nye måder. Hun siger selv:
‘I Nærheden af Overfladen’ er der, hvor det ulmer, hvor bølgerne går højt, eller hvor alt er stille, blankt og poleret. Musikken ved koncerten beskæftiger sig med det at være nær overfladen. Man kan være i nærheden fra begge sider og altså befinde sig under overfladen, hvor det er muligt at drukne, eller over overfladen, hvor alt føles så let, at man kan gå på vandet. Overfladen er også det ydre, polerede og overfladiske, men samtidig det lyse, lette, tilgængelige og tilfredstillende. Under overfladen er det skjulte, undertrykte og mystiske. Samtidig er dét under overfladen uundværligt, fordi det også er her, vi finder eftertænksomhed og dybere mening. Ved koncerten inviteres publikum til at opleve uden fordomme eller forventninger, med et åbent sind og mulighed for at dvæle ved både billedkunsten og musikken – og alt det, der opstår ind i mellem.
Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg.
Hvornår: Torsdag d. 6. juni kl. 16.30
Fri entré