H V A D V A N D G E M M E R er en workshop for børnehaver og 0. klasser på Esbjerg Kunstmuseum i anledning af julen.

Grafik: Yesbjerg / Adobe

Frem til d. 20. december (mandage og weekender undtaget) inviterer Esbjerg Kunstmuseum alle daginstitutionsbørn og 0. klasses elever indenfor til forundring og (tanke)eksperimenter i særudstillingen WUNDERKAMMER 1 – Flydende form.

Udstillingen blander fysikeksperimenter og billedkunst og er lavet i samarbejde med professor i fysik Tomas Bohr. Han er stærkt optaget af, hvordan vand, som vi kender det fra vores hverdag, bevæger sig på utrolige måder – og i eksperimenterne har han gjort noget, vi synes, vi kender, synligt på en ny måde.

Sammen med museets pædagogiske medarbejder skal børnene på en tur gennem udstillingen, der bl.a. indbefatter et brusebad i lyden af vand og kunstværker lavet af tårer og sved! Selv skal de forvandles til en bølgende skulptur, og naturligvis lægges der op til samtaler om alt det, børn og voksne undrer sig over og kommer til at tænke på undervejs.
Det hele omsættes i laboratoriet, hvor børnene selv skal være videnskabsmænd og -kvinder og prøve at lade væsker flyde sammen i en magisk lille julekugle.

Leave a Reply