Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, har indgået en aftale med Dansk Håndbold Forbund om at varetage posten som landstræner for kvindelandsholdet frem til 30. juni 2023. Sideløbende fortsætter han uændret sit virke i Team Esbjerg, hvor han foreløbig har kontrakt frem til sommeren 2022.
– Jeg er med i et vanvittigt fedt projekt i Team Esbjerg, som jeg på ingen måde er færdig med. Samtidig ser jeg det som en yderst spændende opgave at være med til at bringe kvindelandsholdet tættere på målet om at vinde medaljer ved de store mesterskaber og være en fast del af top otte i en meget tæt verdenstop. Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensen har formået at gøre spillerne bevidste om, hvor hårdt et arbejde det er at være landsholdsspiller, og de har grundlagt en god kultur, som jeg vil bygge videre på. Jeg kommer med et nyt syn på de enkelte spilleres kvaliteter og vil tilføre nogle af de elementer, vi er lykkedes med i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.
Han udtrykker taknemmelighed over den fleksibilitet og åbenhed, Dansk Håndbold Forbund repræsenteret ved generalsekretær Morten Stig Christensen og sportschef Morten Henriksen har udvist, og at det samme har været tilfældet i Team Esbjergs ejerkreds og bestyrelse.
– Vi har i processen snakket rigtig meget om forudsætningerne for, at jeg kan fungere i begge job. Jeg er meget glad for at være i Esbjerg, og jeg er overbevist om, at jeg bliveren dygtigere landstræner ved at have en dagligdag i en dansk topklub, siger Jesper Jensen.
Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, inviterede Jesper Jensen til et møde, da der første gang blev peget på klubbens cheftræner som mulig landstræner. Begge var enige om vigtigheden af, at de høje sportslige målsætninger i Team Esbjerg, som Jesper Jensen selv har været med til at fastlægge, ikke måtte blive kompromitteret af et eventuelt landstrænerjob.
– Vi har stor tillid til, at Jesper fortsat vil have hjertet og engagementet 100 procent med i sit arbejde i Team Esbjerg. Det er hans klub, og han er ikke bare træner. Jesper har i de tre år som cheftræner udviklet sig fantastisk, og vi er glade for og stolte af, at også Dansk Håndbold Forbund ønsker at gøre brug af hans evner, siger Bjarne Pedersen.
Jesper Jensen, 42 år, spillede selv i 13 sæsoner på topniveau i Skjern Håndbold. Efter den lange aktive karriere, der inkluderer 120 landskampe, blev han i 2013 cheftræner for Vejen EH i Dameligaen og året efter Aalborg Håndbold i herrernes liga. I foråret 2017 tiltrådte han som cheftræner i Team Esbjerg efter en kort periode som assisterende cheftræner under Lars Frederiksen. Han førte i 2017 klubben til den første pokaltitel og i 2019 til finalen i EHF Cup og det andet danske mesterskab, der siden er fulgt op af en meget succesfuld deltagelse i EHF Champions League.
Første officielle arbejdsopgave for landstræner Jesper Jensen og assistenttræner Lars Jørgensen bliver en samling i dagene 18.-29. marts. Samlingen afsluttes med to landskampe mod Brasilien i Gråkjær Arena i Holstebro 28. marts og Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors 29. marts. Team Esbjergs landsholdsspillere deltager i tilsvarende samlinger i samme periode, og assistenttræner Ana Razdorov Lyø vil være ansvarlig for træningen af de øvrige spillere i truppen.
Jesper er blevet præsenteret som ny landstræner ved et pressemøde hos Sparekassen Kronjylland i Kolding mandag kl. 12.30.