I begyndelsen af maj satte Esbjerg Kommune 27 nye grunde i Gørding til salg, og en måned efter er der allerede solgt otte grunde og endnu tre kan være tæt på et salg.
Foto: Esbjerg Kommune
Ca. 50 interesserede personer havde på forhånd skrevet sig op til at modtage salgsmaterialet, så snart at grundene på Bavnehøj blev udbudt. Det skete den 5. maj, og inden den 20. maj skulle potentielle købere skulle tilkendegive interesse for en eller flere grunde.
Esbjerg Kommune modtog henvendelser fra otte interesserede. Især to grunde tiltrak sig flere køberes opmærksomhed. Det resulterede i budrunder på de to grunde, og i sidste ende fik alle interesserede købere en grund.
”Otte solgte grunde står som en rigtig flot start for udstykningen på Bavnehøj, og interessen ser ud til at fortsætte med tre reserverede grunde. Gørding har meget at byde på, og vi har manglet at kunne styrke bosætningen i forhold til den gruppe, som ønsker at bygge i et nyt kvarter. Det har Gørding Lokalråd været opmærksomme, og de har skubbet på for at få udstykningen på plads”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Grundene i den nye udstykning varierer i størrelse fra 696 kvadratmeter og op til 1152 kvadratmeter, og størrelserne tager hensyn til, at man som nybygger har forskellige behov og drømme for et nyt hus. Køberne kan se frem at nyde den flotte natur i området samtidig med at få en central placering, da Bavnehøj er en sidevej til Aikevej, som forbinder Gørding og Bramming.