Indtrængning af fugt har medført problemer med skimmelsvamp i GAME Streetmekka Esbjerg. Det er skater- og parkourområdet i den gamle remise, som er ramt og derfor er blevet lukket midlertidigt. Nærmere undersøgelser skal nu fastslå omfanget, så problemet med skimmelsvamp kan blive løst, inden den gamle remise igen slår dørene op for byens børn og unge.
Foto: Christina Simonia Straarup
På grund af fugt er der opstået problemer med skimmelsvamp i den del af GAME Streetmekka Esbjerg, som hedder Brick Mekka, hvor stedets skaterarena, parkourområde og kontor ligger. Det er udelukkende den gamle remise, der er ramt, men af praktiske grunde er hele GAME Streetmekka foreløbig blevet lukket.
Mistanke om skimmelsvamp har i oktober ført til undersøgelser af den gamle remise, hvor der er konstateret skimmelsvamp i taget. Samtidig er der fundet en sort belægning i loftet, og det skal nu undersøges, om det er sod fra de gamle lokomotivers dieselmotorer. I så fald kan det være sundhedsskadeligt at opholde sig i bygningen.
Det er Esbjerg Kommune, der ejer bygningen, hvor GAME Streetmekka Esbjerg ligger, mens gadeidrætsorganisationen GAME driver stedet, som er populært blandt mange børn og unge. Både Esbjerg Kommune og GAME tager situationen alvorligt og ser derfor den foreløbige lukning af GAME Streetmekka som den rigtige løsning.
“Det har været vigtigt for os straks at handle på vores viden om skimmelsvamp, og derfor har vi i samarbejde med GAME lukket for adgangen. Nu skal et rådgivendeingeniørfirma undersøge den gamle remise nærmere og derefter komme med en planfor udbedringen,”
Mads Stendorf, kulturchef i Esbjerg Kommune
Hos GAME ligger fokus hos medlemmer og medarbejdere.
“Vi vil aldrig gå på kompromis med medlemmers og medarbejderes trivsel, så det er vigtigt, at der kommer helt styr på forholdene, inden vi åbner som normalt igen,”
Mikkel Selmar, Chef for faciliteter i GAME
Esbjerg Kommune har kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed og afventer nu en vurdering af, hvorvidt det kan være sundhedsskadeligt at opholde sig i den gamle del af GAME Streetmekka Esbjerg.