Folkeskolens frihed giver nu forældre til kommende skolebørn mulighed for selv at vælge, om deres barn skal begynde et år tidligere eller senere i skole end normalt. Beslutningen skal dog altid tage udgangspunkt i barnets behov og bygge på en tæt dialog mellem forældre, daginstitution og skole.
Børn skal som udgangspunkt begynde i skole til august i det år, hvor de fylder seks år. Den del af Folkeskoleloven gælder stadig i Esbjerg Kommune, hvor skolerne som et led i velfærdsaftalen med regeringen er sat fri. Dog åbner friheden en ny dør for forældrene, der under de tre års frihedsforsøg selv kan beslutte, om de ønsker, at deres barn skal begynde et år tidligere eller senere i skole. Hidtil har det skullet godkendes af byrådet, der har uddelegeret kompetencen til skolelederne, men nu er den endelige beslutning altså forældrenes.
Bygge på dialog
Derfor har Børn & Familieudvalget netop godkendt en ny procedure for tidligere eller udsat skolestart, og her står det klart, at barnets behov altid skal være i centrum. Beslutningen om at lade et barn begynde tidligere eller senere i skole skal altså bygge på en dialog med daginstitutionen, skolen og eventuelt fagprofessionelle, der også kender barnet. Det betyder, at forældrene kan beslutte, om deres barn skal begynde i skole et år tidligere eller senere, hvis det bakker bedst op om deres barns udvikling.
”Forældrene kender selvfølgelig deres barn bedst, og derfor er deres viden og fornemmelser omkring deres barns behov og udvikling helt afgørende i vurderingen af, om barnet får den mest optimale start på skolelivet ved måske at vente et år. Det vigtige er, at der hele vejen er tæt kontakt mellem forældrene til hvert enkelt barn og de professionelle kompetencer rundt om, så beslutningen er velovervejet og bliver truffet på et sagligt grundlag”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.
Møde med forældre
Konkret bliver forældrene som det første inviteret til et møde med repræsentanter fra daginstitution og den kommende skole, når de ønsker tidligere eller udsat skolestart for deres barn. Det gælder også, hvis det er daginstitutionen, der vurderer, at barnet skal vente et år med at starte i skole. Uanset hvad vil praktiske forhold som klassestørrelser og elevsammensætning aldrig få indflydelse på vurderingen.