Budgetforligets 10 mio. kr. til et løft af indsatsen over for ordblinde børn og unge stiger nu med 5,7 mio. kr. fra Egmont Fonden. Alle børn screenes for ordblindhed, og hver distriktsskole får sin egen ordblinderådgiver. Samtidig etableres en særlig linje for ordblinde elever i udskolingen.
Foto: Christina Simonia Straarup
Alle elever i Esbjerg Kommunes folkeskoler skal blive så dygtige, som de kan. Selvfølgelig også de 560 elever, hvis ordblindhed udfordrer deres læring. Derfor har Esbjerg Byråd netop godkendt en række konkrete initiativer til at give indsatsen et løft, og foruden de 10 mio. kr. ekstra fra budgetforliget bliver økonomien nu styrket af 5,7 mio. kr. fra Egmont Fonden. For at sikre en tidlig indsats bliver alle børn i Esbjerg Kommunes folkeskoler fremover screenet for ordblindhed i slutningen af børnehaveklassen eller starten af 1. klasse, og hver af kommunens syv distriktsskoler får sin egen ordblinderådgiver, hvis primære opgave bliver at følge hver enkelt ordblinde elev. Samtidig bliver der på en af kommunens skoler etableret en såkaldt tonet linje for elever, der er konstateret ordblinde. Det betyder, at eleverne i 7., 8. og 9. klasse kan søge om optagelse på linjen, der får max. 16 elever i hver af de tre klasser.
Støtte til hele elevens miljø
Med bidraget fra Egmont Fonden kan Esbjerg Kommune sætte et forløb i værk, hvor fokus ligger på at udvikle redskaber og metoder, som støtter op om hele elevens læringsmiljø. Det gælder eksempelvis fælles kurser for nykonstaterede ordblinde elever, undervisning af forældre, træning i brug af hjælpemidler og støtte i overgangen til en ungdomsuddannelse.Børn & Familieudvalget har besøgt Højmeskolen i Odense Kommune og er her blevet inspireret til, at Esbjerg Kommune også tænker et særligt fokus på ordblindhed hos elever i specialpædagogiske tilbud ind i indsatsen.
“Jeg er glad for, at vi nu tager nogle helt konkrete skridt til at forbedre indsatsen, så vi for alvor kan lykkes med at støtte den del af eleverne, som er udfordrede af ordblindhed. Det svækker deres læring og desværre nogle gange også deres trivsel, og derfor er det vigtigt, at de hurtigt får den rette hjælp, der giver dem det samme udgangspunkt som deres kammerater,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.
Årstema er ordblindhed for Egmont Fonden danner Esbjerg Kommunes ambition om at styrke indsatsen over for ordblinde elever en rød tråd til fondens årstema, der i 2018 netop er ordblindhed. “Hos Egmont Fonden er vi glade for at kunne bidrage til en så ambitiøs kommunal indsats som Esbjerg Kommunes nye ordblindesatsning. Vores forhåbning er, at tilbuddet både bidrager til at minimere karakterforskellene mellem ordblinde og deres jævnaldrende, og at de ordblinde børn rustes til senere at kunne tage en ungdomsuddannelse. Hvis indsatsen viser sig at være virksom, håber vi, at den kan spredes til andre kommuner og dermed komme mange flere ordblinde børn til gavn”, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.