Museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af januar 2021.
Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet
Museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af januar 2021.
David Dupont-Mouritzen har opsagt sin stilling som museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. David Dupont-Mouritzen blev ansat som museumsdirektør 1. marts 2016 og har efter knapt fem år i stillingen valgt at søge nye udfordringer. Han stopper derfor på museet med udgangen af januar 2021.
– Det er med beklagelse, at jeg har modtaget David Dupont-Mouritzens opsigelse. David har udført et meget stort stykke arbejde med at udvikle museet, og har bragt Fiskeri- og Søfartsmuseet ind i den næste vigtige fase, så det nu er på vej til at blive Danmarks museum for havet. Jeg takker David for hans indsats og ønsker ham alt det bedste på sin vej videre. Bestyrelsen vil nu søge hans afløser, som vil tage over på det store forarbejde, der er gjort, og drible bolden i mål med en realisering af de ambitiøse planer om at gøre museet til et oplevelses- og attraktionscenter, som vil skabe opmærksomhed både nationalt og internationalt, siger bestyrelsesformand for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Jakob Lose.
Efter at have lagt sidste hånd på forprojektet for museets udviklingsplaner, er museumsdirektør David Dupont-Mouritzen klar til at give stafetten videre:
– Det har været både spændende og berigende at stå i spidsen for Fiskeri- og Søfartsmuseet, og sammen med alle museets dygtige medarbejdere, at videreudvikle museets tilbud og profil, så museet i fremtiden fortsat kan være en maritim attraktion, der kan tiltrække både lokale besøgende og turister. Der ligger nu et forprojekt klar for den videre udvikling af museet, som jeg er sikker på, at bestyrelsen sammen med min efterfølger vil bære godt videre, siger museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen.
Om jobsituationen uddyber direktøren:
– Selvom det har været et stort privilegium at bestride posten som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, har jeg fået tilbudt et job, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg kan dog desværre endnu ikke afsløre, hvad jeg skal lave i fremtiden.
Bestyrelsen for Fiskeri og Søfartsmuseet mødes senere i december for at aftale den videre proces for rekruttering af ny direktør.