Esbjerg Kommune bakker op, når Alzheimerforeningen i samarbejde med TV 2 i uge 36 sætter fokus på demens. Lokale aktiviteter skal bidrage til, at vi alle får øjnene op for, hvordan vi kan være med til at gøre livet lettere for mennesker med demens og deres familier.
I uge 36 sætter Alzheimerforeningen i samarbejde med TV 2 fokus på demens under overskriften Husk Livet. Ugen igennem vil der blive sendt forskellige programmer og indslag på TV 2, som handler om de mange forskellige aspekter af livet med demens, og Esbjerg Kommune bakker op.
– I Esbjerg Kommune ønsker vi at bidrage til at skabe et alders- og demensvenligt samfund og ændre den måde, vi alle tænker, taler og handler i forhold til mennesker med demens. Derfor samarbejder vi med Alzheimerforeningen om at klæde mennesker på som demensvenner. Lokalt er målet at nå 5.000 demensvenner inden udgangen af 2018, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.
Bliv demensven
Som demensven bliver man klædt på med viden om demens, så man får en bedre forståelse af sygdommen, og af hvad man kan gøre for at hjælpe et menneske med demens. Og det behøver ikke at være meget – det kan være lidt mere tålmodighed i køen i supermarkedet, et anerkendende smil eller et spørgsmål til en kollega, hvis mor er ramt af demens. For ifølge mennesker med demens og deres familier er mere viden om sygdommen i samfundet et af de vigtigste skridt på vejen mod et demensvenligt samfund.
Vil man være demensven, kan man blive det på www.demensven.dk eller på en af de stande, som Esbjerg Kommune vil have rundt omkring i kommunen under demensugen.
Blandt de lokale aktiviteter i demensugen er:
- Åbent hus på rådgivnings- og aktivitetscenter for demens mandag den 3. september kl. 13.30 – 16.00 på Esbjerg Sundhedscenter, Spangsbjerg Kirkevej 51
- Sogneaften om demens i Grundtvigskirken i Esbjerg tirsdag den 4. september kl. 19.00 – 21.30
- Få en snak om demens ved en af kommunens stande i:
- Super Brugsen – Bramming, tirsdag den 4. september kl. 9 – 11
- Kvickly – Ribe, torsdag den 6. september kl. 9 – 11
- SuperBrugsen – Esbjerg Strandby Plads, fredag den 7. september kl. 9 -11
- Oplæg om livet med ældre familiemedlemmer med demens for børn i udvalgte børnehaver og skoleklasser
– Vi håber, at demensugen kan være med til at skabe opmærksomhed om, hvad det vil sige at leve med en demenssygdom, og om, hvordan vi alle sammen kan være med til at gøre livet lidt lettere for mennesker med demens og deres familier, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.