Fra årets Sommerlivspulje er der uddelt 260.000 kr. til 42 spændende og gratis arrangementer i kulturens verden. Tilbuddene fordeler sig rundt i kommunen, og der er noget for enhver alder og interesse.
Foto: Christina Simonia Straarup
Selv om coronavirus har sat en stopper for den populære Sommerunderholdning, kommer der alligevel masser af sommerstemning i Esbjerg Kommune. Fra slutningen af juni til slutningen af august støtter årets Sommerlivspulje nemlig hele 42 arrangementer i Esbjerg, Ribe, Bramming og Gørding, så kommunens borgere og gæster kan glæde sig til at mødes til gratis kulturoplevelser i sommerlandet.
Fra opera til dragebyggeri
Alle undtagen private virksomheder har kunnet søge om støtte fra Sommerlivspuljen, og heldigvis har mange kulturelle ildsjæle grebet chancen. Faktisk er der kommet ansøgninger ind for knap en halv million kroner, og der er uddelt ca. 260.000 kr.
De mange arrangementer spænder bredt, og der er noget for enhver alder og interesse. De forskellige tilbud dækker alt fra jazzkoncerter og opera til dragebyggeworkshop og børneteater.
Et skud glæde og fællesskab
Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over den store interesse for Sommerlivspuljen.
”Ideen med puljen er at bakke op om det lokale kulturliv og skabe god stemning i en sommertid, hvor vi i år har ekstra meget brug for gode oplevelser at samles om. Jeg er imponeret over den kreativitet og gejst, som arrangørerne med kort varsel har budt ind med. Derfor er det lykkedes at stable et spændende og alsidigt program på benene, og forhåbentlig kan de mange aktiviteter være med til at give os alle et ekstra skud glæde og fællesskab hen over sommeren”, siger May-Britt Andrea Andersen.