Regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020 betyder desværre også, at Esbjerg Festuge 2020 aflyses. Esbjerg Kommune ser frem til at komme stærkt igen med en festuge i 2021.
Foto: Torben Meyer
Esbjerg Festuge plejer at summe af god energi og samle rigtigt mange mennesker i et fællesskab om gode oplevelser, men sådan bliver det ikke i år. Regeringen har på grund af risikoen for coronasmitte forbudt større forsamlinger til og med august 2020, og det betyder desværre også, at Esbjerg Festuge 2020 må aflyses.
Nødvendigt at aflyse
- Det er rigtigt trist, at vi i år desværre må aflyse festugen, som plejer at være et højdepunkt af glæde og nærvær i vores by og kommune både for lokale borgere og gæster udefra. Men i den aktuelle situation er det et helt nødvendigt skridt at tage, for at vi kan stå sammen hver for sig og passe på hinanden, og vi bakker naturligvis fuldt ud op om regeringens beslutning. Vi håber i stedet at komme stærkt igen næste år, så vi sammen kan se frem til en fantastisk festuge i 2021, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.
Festugen skulle have fundet sted i perioden 7. – 16. august 2020. Den er et typisk sommerarrangement, og sammen med den usikkerhed, der fortsat vil være omkring coronasituationen, har kommunen vurderet, at det ikke vil give mening at flytte festugen til et senere tidspunkt på året. Også chef for kommunens eventafdeling, Villy Grøn, beklager aflysningen:
- Vi var allerede i fuld gang med at planlægge årets festuge og er kede af, at kommunens borgere nu må undvære en god fest. Vi har også rigtigt mange gode samarbejdspartnere, som berøres af aflysningen, og vi vil i den nærmeste fremtid tage kontakt med alle involverede, siger eventchef i Esbjerg Kommune, Villy Grøn.