Anders Krogsgaard og Felix Scheel repræsenterer Energy på Heinz Ehlers seniorlandshold. Andreas Grundtvig, Oliver Kjær og Oliver Jessen udgør det vestjyske islæt på Olaf Ellers U20-landshold. Jonas G. Torbensen repræsenterer Esbjerg på U18-landsholdet.
Grafik: Yesbjerg/Adobe
Den resterende del af truppen arbejder hårdt under trænerteamets kyndige ledelse, men udtagelserne er med til at understrege, at Esbjerg Energy stadig formår at udvikle både egne og udefra kommende spillere. Det er jeg meget tilfreds med, understreger direktør Peder S. Krogsgaard fra Esbjerg Energy. Jeg er bevidst om, at vi sportsligt har valgt et set-up, som udfordrer os. Vi har aktivt valgt at give plads til flere unge uprøvede kræfter i gruppen. Vi har vanligt skiftet en del ud blandt vore udenlandske spillere, men på trods af en lidt skuffende placering vil jeg gerne fastholde, at vores målsætning stadig er en plads i top 3, fortsætter direktøren.
Esbjerg Energy er øjeblikkeligt placeret på Metal Ligaens 6. plads.
Vi er ca. en tredjedel inde i grundspillet, hvor vi grundet opførelsen af en ny hal spiller i den normale træningshal. Det glæder mig meget, at vi i Granly Hockey Arena, hal 2 mødes positivt af vore sponsorer og af publikum under vanskelige og primitive forhold. Vi skal sørge for at komme positivt igennem de kommende tre måneder, så vi er klar til at møde alle i nye flotte og langt mere tidssvarende rammer. Det glæder vi os rigtigt meget til, så vi kan tilbyde Esbjerg de forhold, som byen fortjener, fortsætter Peder Krogsgaard.
Opførslen af den nye Granly Hockey Arena skrider planmæssigt frem og forventes at stå indflytningsklar til slutspillets begyndelse i marts.
En ny arena i Esbjerg, som skal afløse den gamle hal fra 1974 er en unik og historisk situation. Den giver nye og bedre muligheder for at servicere publikum, fans og sponsorer i tidssvarende rammer. Vi ser frem til at vise vores sport og vort produkt frem på en ny og bedre måde.
Konkret arbejdes der i Esbjerg Energy på at finansiere holdets ottende udlænding via projektet Vores Spiller.
Vi afholder en event den 12. december, men jeg kan allerede nu konstatere, at vi møder megen positiv respons. Vi er i gang med at kontakte vore sponsorer, men er endnu ikke nået hele vejen rundt. Håbet er at finansiere en udlænding fra en ny og højere hylde.
Jeg vil gerne takke vore sponsorer for en enestående opbakning i en udfordrende tid. Den indstilling vi har mødt og den støtte vi har fået bekræfter os i, at ishockeyen også i fremtiden vil være en del af byens DNA, slutter Peder S. Krogsgaard.