En medarbejder på Esehuset har coronavirus

0
364

En medarbejder på plejehjemmet Esehuset i Esbjerg er i dag konstateret smittet med coronavirus. Esbjerg Kommune følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af situationen og tager alle nødvendige forholdsregler.

En medarbejder på plejehjemmet Esehuset i Esbjerg er i dag konstateret smittet med coronavirus efter en rutinemæssig test i mandags. Esbjerg Kommune er i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering ved påvist COVID-19 på en institution.

Det betyder bl.a., at 15 beboere på plejehjemmet, som den smittede medarbejder kan have været i kontakt med, i dag bliver testet for corona. De 15 beboere skal så vidt muligt blive i deres egen bolig og vil blive testet igen efter syv dage. De pårørende til de 15 beboere vil blive kontaktet.

Som følge af den generelle situation med corona testes alle medarbejdere på kommunens plejehjem hver anden uge rutinemæssigt for corona. Det er efter en sådan test i mandags, at en medarbejder i dag er konstateret smittet. Den smittede medarbejder er isoleret hjemme. De medarbejdere, som er på arbejde i dag, bliver testet igen i dag.

Stort fokus på at beskytte beboere mod smitte 

– Ingen beboere på Esehuset har symptomer på corona. Vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at beskytte beboerne mod smitte. Foruden test af medarbejdere og de beboere, som medarbejderen kan have været i kontakt med, vil der derfor også blive gjort ekstra rent på de arealer i Esehuset, hvor den smittede medarbejder og de pågældende beboere, har befundet sig. Vi har også fortsat meget stort fokus på, at personalet bruger værnemidler, når de er i tæt kontakt med beboerne, så vi kan beskytte alle beboere bedst muligt mod smitte, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Når flere testes, findes også flere smittede 

– Det stigende smittetal i Esbjerg Kommune giver selvfølgelig anledning til bekymring og ekstra stor opmærksomhed, men vi må også forvente, at når vi tester flere, finder vi flere smittede. Gennem de rutinemæssige test af bl.a. alt plejepersonale med faste intervaller og test af grupper af personer i forbindelse med smitteopsporing vil vi være på forkant og finde så mange smittede som muligt, så vi forhåbentligt på sigt vil se et fald i smittetallet, slutter Arne Nikolajsen.

Leave a Reply