Tobakken får en økonomisk saltvandsindsprøjtning af Det Faglige Hus, der netop har indgået en Hovedpartneraftale med spillestedet. Tobakkens direktør håber, at andre virksomheder vil gøre som Det Faglige Hus og bakke op om Esbjergs rytmiske spillested
I mange år har Det Faglige Hus været en af Musikhuset Esbjergs største økonomiske støtter, og nu bliver fagforeningen og a-kassen med hovedsæde i Esbjerg også storsponsor for Esbjergs andet store livevenue, det rytmiske spillested Tobakken.
”Vi er glade for at være de første, der indgår en sponsoraftale med Tobakken og forhåbentlig baner vejen for andre sponsorer. Jeg synes, at det er vigtigt, at de større virksomheder i vores by bakker op om byens aktiviteter, herunder også kulturen. Det kan være med til at tiltrække nye unge borgere til byen, som vi har stort behov for som medarbejdere i vores virksomheder og organisationer. Så jeg hilser Tobakkens fortsatte eksistens meget velkommen, og i Det Faglige Hus vil vi gøre vores til, at den bliver et trækplaster og kan være med til at gøre Esbjerg til en attraktiv by at bosætte sig i,” siger landsformand i Det Faglige Hus Johnny Nim.
Det Faglige Hus indgår en Hovedpartneraftalen, der giver en række fordele i form af blandt andet koncertbilletter. Til gengæld modtager Tobakken et betydeligt støttebeløb, der ubeskåret vil blive brugt til at lave koncerter og andre kulturarrangementer på Tobakken.
”Det er helt afgørende for Tobakkens succes, at virksomhederne i Esbjerg bakker op, men det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om, at de vil. Vi har de seneste måneder oplevet, at mange af vores nuværende partnere i Musikhuset og andre virksomheder har viststor interesse for at hjælpe med at få Tobakken op at køre. Nu viser Det Faglige Hus vejen, og jeg tror, at mange flere snart vil følge efter,” siger direktør for Tobakken og Musikhuset Esbjerg Torben Seldrup.
Musikhuset Esbjerg overtog Tobakken den 1. august 2024. I løbet af efteråret vil de første koncerter på spillestedet bliver afholdt, men først i midten af 2025 forventes spillestedet at være i fuld drift.
Foto: Tobakken