Af May-Britt Andrea Andersen, Ribe
Foto: Christina Simonia Straarup
For, det der føles som en halv menneskealder siden, stod jeg overfor et vigtigt valg, som alle unge mennesker kommer til at stå overfor. Det valg som for nogen ligger i kortene fra barns ben, og for andre som mig, var det absolut et af de sværeste valg i livet – at træffe et uddannelsesvalg.
Jeg husker, at jeg havde det som om at det var noget jeg skulle lænkes til resten af mit liv, og det gjorde ikke mit valg lettere. Jeg tror ikke engang jeg på det tidspunkt anede hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på, et overblik som jeg i øvrigt hører mange af nutidens unge også har svært ved at finde.
De fleste af mine skolekammerater, vidste præcis, hvad de ville læse efter deres gymnasielle uddannelse var afsluttet, men mange var også i tvivl ligesom jeg var. Jeg var ret sikker på jeg ville noget med mennesker, så jeg startede på socialrådgiveruddannelsen. Enten var det ikke mig, eller også var det en præmatur beslutning. I hvert fald endte jeg med at stoppe efter tre måneder. I stedet tog jeg, det man i dag vil kalde for et fjumre-år, hvor jeg afprøvede forskellige jobs. Når jeg ser tilbage på min ungdom, så var det nok den bedste beslutning jeg kunne træffe for mig selv, fordi jeg fik modenhed og livserfaring med i rygsækken. I det hele taget forstår jeg ikke hvorfor et såkaldt fjumre-år, høster så meget kritik, jeg tror faktisk på at unge har godt af at prøve kræfter med at stå på egne ben, finde ud af at pengene der ruller ind på kontoen, dem arbejder man for, det er ikke nogen der bare kommer dumpende fra et usynligt pengetræ.
Efter et fjumre-år med diverse jobs, så kom jeg frem til et valg. Jeg ville læse til folkeskolelærer, men når folk spurgteom hvad der drev mig, vidste jeg ikke helt hvad, men blot at arbejdet med mennesker er det der tiltaler mig. Efter tre år på læreruddannelsen ramte det mig så, igen. Det føltes heltforkert.
Jeg fortalte min far om mine overvejelser med at droppe ud. Jeg var pinlig, frustreret og bekymret for fremtiden.
Jeg glemmer aldrig de ord jeg fik med på vejen, for selvom vi altid har haft det sådan hjemme, at vi altid kunne komme hjem og sige alt, så forventede jeg nok at få lidt en formaning med på vejen. Men min far spurgte om han måtte give mig et godt råd – det måtte han. Min far fortalte om sit eget uddannelsesvalg og hans karrierevej som også var kørt ad omveje. Egentlig kendte jeg godt historien, men jeg havde ikke skænket den en tanke. Min far spurgte mig om det ikke var bedre at tage uddannelsen færdig, når nu der var så kort tid tilbage og have den på papirer, og som han sagde; “der er jo ingen der siger, at fordi man har én uddannelse, så skal man arbejde med det til man går på pension”. Dette udsagn tog jeg til mig og jeg tog uddannelsen færdig. I dag tænker jeg det var godt givet ud at bide tænderne sammen og blive færdig, for den uddannelse har givet mig en masse med i rygsækken. Jeg søgte aldrig en lærerstilling i Folkeskolen, men derimod søgte jeg den socialpædagogiske verden, som optog mig meget, indenfor hvilken jeg også videreuddannede mig. Her fandt jeg min rette, om end midlertidige, hylde.
For som bekendt gik det jo sådan, at det politiske optog mig mere og mere.
For mig var dét at vælge forkert, grunden til at jeg senere fik valgt den rigtige vej for mig. Det gav mig mod på livet, hår på brystet og livserfaringer med i baggagen. Det er okay at vælge forkert, man behøver ikke nødvendigvis have en fast plan, for man kan sagtens skabe sig et godt liv med masser af spændende muligheder selvom man kommer til at skyde ved siden af.