Formand for HK Handel Sydjylland Hanne K. Mathiasen,Skovløbervænget 15, Varde, skriver:
De fleste har nok bemærket, at priserne på en masse varer er steget. Det er en ærgerlig, men uundgåelig konsekvens af den forfærdelige krig, der lige nu udkæmpes i Europa.
Det kan mærkes på pengepungen. Men det skulle ikke gerne kunne mærkes på arbejdsmiljøet i landets butikker.
Derfor vil jeg komme med en indtrængende opfordring til alle butikskunder: Lad være med at lade din frustration over prisstigninger gå ud over butiksmedarbejderen. Han eller hun har ikke mere at sige over, hvad varen skal koste, end du har. Faktisk rammes medarbejderen dobbelt, hvis du forpester hans arbejdsdag pga. prisstigningerne, for han skal jo også selv leve med, at tingene er blevet dyrere. Og nogen fyrstelig løn kan man dog ikke påstå, at medarbejdere i detailhandlen får.
Så nu, hvor mundbindet heldigvis er væk, så stik din butiksmedarbejder et stort smil i stedet for brok. Jeg er sikker på, du får ét igen, og det er sådan, vi kommer bedst gennem kriser sammen.
Foto: HK