Der er nu sat navn på Cosmosskolens nye skoleleder, og det bliver Daniel Hald, der fra den 1. oktober står i spidsen for skoledistriktet med Spangsbjergskolen Cosmos, Boldesagerskole Cosmos og Bakkeskolen Cosmos. Det betyder, at Darum Børneby skal have ny skoleleder, og den proces bliver sat i gang med det samme.
Foto: Privat
Det er en erfaren lærer og leder, der fra den 1. oktober bliver skoleleder på Cosmosskolen. Daniel Hald kender nemlig Esbjerg Kommunes skolevæsen særdeles godt og har i mange år arbejdet med både undervisning og ledelse på kommunens skoler. Derfor tager han både værdifuld viden, erfaring og netværk med sig ind i sit nye job.
Daniel Hald blev uddannet lærer fra Ribe Seminarium i 2003, og frem til 2015 underviste han på Kvaglundskolen, hvor han herefter var pædagogisk leder i seks år. Sideløbende har han i en periode været souschef for Signaturskolen, indtil han i foråret 2021 blev først konstitueret og siden fastansat som skoleleder i Darum Børneby.
Udvikling af fremtidens folkeskole
Ifølge skolechef, Morten Mærsk Schmidt, var det et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Daniel Hald som Cosmosskolens nye skoleleder, og han ser frem til at fortsætte samarbejdet med Daniel Hald som en del af skoleledergruppen.
”Vi havde et felt af meget kvalificerede ansøgere, og jeg er glad for, at Daniel Hald var en af dem. Han kender vores skolevæsen og har både solid erfaring og en ledelsesstil, som passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil drive skole på i Esbjerg Kommune. Med frihedsforsøget er vi midt i en spændende tid, hvor politikere, elever, forældre, medarbejdere og ledere udvikler fremtidens folkeskole sammen. Jeg glæder mig til, at Daniel sammen med alle de dygtige mennesker i og omkring Cosmosskolen vil fortsætte alt det gode, der er på Cosmosskolen, og med tiden endda gøre en god skole endnu bedre,” siger Morten Mærsk Schmidt.
Tre gode skoler
Også Daniel Hald ser frem til at begynde i sit nye job.
”Jeg glæder mig til at tage hul på opgaverne på Cosmosskolen. Det er et veldrevet skoledistrikt med tre skoler, som alle fungerer godt og har stærke hold af kompetente og engagerede medarbejdere, og sammen kan vi fortsætte den gode udvikling og gribe de muligheder, som frihedsforsøget har åbnet for. Min tid i Darum Børneby har været rigtig god og lærerig, og jeg har været meget glad for samarbejdet med alle i og omkring børnebyen, så jeg tager kun herfra, fordi der bød sig en virkelig spændende mulighed for mit videre arbejdsliv,” siger Daniel Hald.
Processen med at finde en ny skoleleder til Darum Børneby er nu sat i gang. Foreløbigt har souschef, Hanne Friisgaard, overtaget ledelsen, og stillingen som skoleleder bliver slået op hurtigst muligt.
Privat bor Daniel Hald i Hjerting sammen med sin hustru Christina og deres to børn på 11 og 13 år.