Godt lokalkendskab førte til hurtig sigtelse i sag om røveri i Esbjerg
Hændelsen fandt sted i påsken, hvor tre drenge i alderen 16 til 17 år begik røveri mod en 12-årig dreng.
En hurtig politiindsats og godt lokalkendskab førte til, at tre drenge i alderen 16 til 17 år er blevet sigtet for røveri mod en 12-årig dreng.
Røveriet fandt sted på Ulvevej i Esbjerg langfredag kort efter midnat, hvor drengen blandt andet var blevet frarøvet et kontantbeløb.
Politiet var hurtigt til stede på gerningsstedet og fik blandt andet et godt signalement af de tre gerningsmænd. Signalementet blev rundkastet til patruljerne i byen, hvor en kollega med et godt lokalkendskab genkendte en af de efterlyste.
Det førte til, at de tre drenge fra lokalområdet allerede samme nat blev anholdt og sigtet i sagen.
De blev efterfølgende løsladt, men er fortsat sigtede i sagen, og der venter dem nu et juridisk efterspil.
Den 12-årige dreng kom lettere til skade i forbindelse med røveriet.