13 anholdt i kæmpe hvidvaskskandale

0
550

Syd- og Sønderjyllands Politi har i løbet af torsdagen anholdt 13 personer som del af en landsdækkende politiaktion mod hvidvask og muldyr.

13 personer blev anholdt, da Syd- og Sønderjyllands Politi i dag var en del af en landsdækkende politiaktion mod hvidvask. 

Målene for aktionen var såkaldte muldyr, der er mistænkt for at hvidvaske penge, der stammer fra organiseret kontaktbedrageri. 

Hvidvasken er sket ved, at de sigtede har overført penge eller har stillet deres bankkonto til rådighed for kriminelle bagmænd for dermed at sløre et pengespor. 

De hvidvaskede penge stammer fra bedrageri, hvor især ældre borgere er blevet kontaktet af gerningsmænd, der udgiver sig for at komme fra eksempelvis Nets, banken eller politiet, for at franarre ofrene personoplysninger eller penge.

Dagens aktion blev gennemført i samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) samt landets øvrige politikredse.

Anholdelser flere steder

Anholdelserne har fundet sted i Esbjerg, Haderslev, Vejen og Sønderborg kommuner.

11 af de anholdte er mænd i alderen mellem 18 og 47 år, mens to af de anholdte er kvinder på 24 og 58 år.

Der har ikke været grundlag for at fremstille nogen af de anholdte i grundlovsforhør. Personerne blev derfor løsladt efter endt afhøring, men sigtelserne er opretholdt. 

– Vi er meget tilfredse med dagens aktion. Vi har sendt et signal om, at det har konsekvenser at være muldyr og bistå med hvidvask af penge fra kriminel aktivitet, understreger politiinspektør Henrik Thrane Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Faktabokse

Gode råd mod kontaktbedrageri over telefonen:

  • Udlevér aldrig bekræftelseskoder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen
  • Søg selv myndighedens eller banken telefonnummer frem på internettet og ring til dem
  • Læg røret på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig

Undgå at blive et mulddyr:

  • Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre 
  • Hæv ikke penge for andre
  • Er det svært at sige nej, og bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay

 

Leave a Reply