Piotr Pawlicki bliver A-kører hos Esbjerg Vikings sammen med Niels-Kristian Iversen til den kommende sæson, hvor holdet igen har ambitioner om at blande sig i toppen.
Foto: Benny Skou
Han har tidligere givet prøver på sit store talent på Granly Speedway Arena, og nu kan fans af Esbjerg Vikings se frem til igen at se 25-årige Piotr Pawlicki på de danske baner. Den unge polak er tidligere U21-verdensmester og har desuden erfaring fra det stærke polske landshold og Grand Prix-serien, ligesom han i den seneste sæson var lige omkring top 10 i den stærke, polske liga.
– Det er en rigtigt spændende kører, som vi ser frem til at byde velkommen tilbage. Han har bygget på siden, men jeg tror faktisk stadig på, at han har endnu mere i sig, selvom han allerede kører lige op med de allerstærkeste kørere i den polske liga. Han er desuden også en ret underholdende kører, som altid kæmper for alle point, og det er den tilgang, vi gerne vil se hos Esbjerg Vikings. Vi løfter tingene sammen, og der tror jeg, at Piotr Pawlicki vil vise sit værd, fastslår holdleder Tom Paarup Madsen, som dermed har en solid backup for Niels-Kristian Iversen.
– Med to så stærke A-kørere er vi godt garderet, og jeg synes, at vi har en trup, hvor der både er konkurrence og kvalitet på alle pladser. Vi er meget bevidste om, vi hele tiden skal udvikle os, og jeg synes også, at vi får bygget videre på de ting, som gjorde at vi fik sølvmedaljer sidste år. Piotr Pawlicki har alderen til, at vi har mulighed for at fortsætte samarbejdet i flere år, og vi håber på, at det kan blive til mange flere sæsoner. Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan gøre truppen så stærk som mulig, men vi har en god stamme på plads nu, og jeg tror på, at vi igen kan være med, hvor det er sjovt. Det er helt klart planen, konstaterer Tom Paarup Madsen.