I endnu to år vil World Energy Cities Partnership stå under dansk lederskab. En enig generalforsamling har netop genvalgt Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, til en ny toårig periode som præsident for sammenslutningen bestående af 18 energibyer fra hele verden.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune, har netop sikret sig genvalget som præsident for sammenslutningen af verdens energibyer, WECP, da organisationen var samlet til generalforsamling i Stavanger. Ved samme lejlighed valgtes borgmester Jyoti Gondek (tv) fra Calgary, Canada, til vicepræsident. De ses her sammen med borgmester Sissel Knutsen Hegdal (th) fra Stavanger, som var værtsby for mødet. Foto: Esbjerg Kommune.
I disse dage samles borgmestrene fra den globale sammenslutning af energibyer i Stavanger, Norge. På dagsordenen i World Energy Cities Partnership (WECP) er blandt andet valget af præsident for de kommende to år. I den forbindelse har borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Esbjerg Kommune valgt at stille sig til rådighed for en ny toårig periode i spidsen for sammenslutningen af verdens energibyer. Et tilbud, som deltagerne på generalforsamlingen enstemmigt valgte at tage imod.
Jesper Frost Rasmussen, der dermed kan se frem til endnu to år som præsident for WECP, blev første gang valgt til præsident i 2022. Han har siden arbejdet ihærdigt for at styrke samarbejdet mellem verdens førende energibyer med henblik på at fremme bæredygtig energiproduktion. Blandt de nye tiltag er et øget fokus på business-to-business-samarbejder og akademiske partnerskaber, som skal styrke udveksling af viden og skabe nye forretningsmuligheder energibyerne imellem.
Esbjerg blev optaget i foreningen i 2013 efter en nominering fra Stavanger. Siden har Esbjerg været en yderst aktiv partner i sammenslutningen, og medlemskabet har understreget Esbjergs identitet som den ubestridte danske EnergiMetropol.
Verden henter inspiration i Esbjerg
Esbjerg går forrest i den grønne omstilling og har ved mange lejligheder budt velkommen til delegationer fra både WECP-medlemsbyer og andre byer fra nær og fjern, som vil hente inspiration i Esbjerg. På trods af byens størrelse har Esbjerg spillet en vigtig rolle i at udvide WECP’s fokus fra udelukkende at være på olie og gas til også at omfatte vedvarende energi og omstilling til mere bæredygtige energikilder som f.eks. offshore vind og grøn brint.
-Jeg er glad og stolt over den tillidserklæring, som de andre medlemsbyer viser ved igen at pege på mig som præsident. For Esbjerg har både medlemskabet af WECP og min første periode som præsident fungeret som et unikt udstillingsvindue, hvor vores grønne omstilling i den grad har inspireret de andre byer. Selvom Esbjerg størrelsesmæssigt ikke kan måle sig med nogle af de andre medlemsbyer, så er der blevet lyttet opmærksomt, når jeg har fortalt om, hvad vores virksomheder kan, og hvor langt vi er nået på vores vej mod en mere bæredygtig hverdag. I Esbjerg taler vi ikke bare om den grønne omstilling, vi får den til at ske i praksis, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Fakta om World Energy Cities Partnership
World Energy Cities Partnership (WECP) opstod i 1995, og i dag tæller sammenslutningen følgende byer:
Esbjerg, Danmark
Stavanger, Norge
Aberdeen, Storbritannien
Groningen, Holland
St. John’s, Canada
Halifax, Canada
Calgary, Canada
Houston, USA
Barranquilla, Colombia
Perth, Australien
Cape Town, Sydafrika
Luanda, Angola
Dammam, Saudi-Arabien
Daqing, Kina
Dongying, Kina
Karamay, Kina
Kobe, Japan
Ulsan, Sydkorea
Foto: Esbjerg Kommune