Til kamp mod digital mobning: Pædagogstuderende vil undervise folkeskolen i digital dannelse

For at forebygge nye Umbrella-sager og digital mobning har fire pædagogstuderende fra UC SYD i et valgfag udviklet undervisningsmateriale til folkeskoleelever. Og dét har de gjort så godt, at Esbjerg Kommune nu har hjulpet med at gøre materialet tilgængeligt for alle landets lærere.

Bøger til projektet 2.jpg
undervisningsmat.png

Nogle børn deler nøgenbilleder af andre børn på Facebook. Skriver krænkende kommentarer på YouTube og TikTok. Og opretter hemmelige hadeprofiler på Instagram.

FOTO: UC SYD

Men der er også børn, som udsættes for grooming. Hvor barnet bliver forført af en fremmed med seksuelle bagtanker. Eller udsættes for catfishing, hvor en fremmed udgiver sig for at være én anden og misbruger barnet enten følelsesmæssigt eller økonomisk.

Der er mange farer forbundet med sociale medier og dét at være online. Og derfor kan det måske for nogle virke oplagt at forbyde børn et digitalt liv. Men “nej” er lige præcis, hvad den 23-årige pædagogstuderende Christoffer Snoghøj Østermark ikke vil sige.

-Jeg synes, vi skal erkende, at alle de her ting desværre kan ske, og i stedet for at sige nej og afskrække skal vi sørge for, at børnene bliver superbrugere på de sociale medier. Både hvad angår det tekniske, men også det sociale, forklarer han.

Vil forebygge Umbrella-sager

Derfor har Christoffer og tre medstuderende i et valgfag på pædagoguddannelsen på UC SYD i Esbjerg valgt at arbejde med folkeskoleelevers digitale dannelse. Valgfaget “Digital kultur” har gjort det muligt. For formålet med faget er, at de studerende tager ud i en folkeskole eller SFO og arbejder med at udvikle et bestemt område.

-Jeg havde på dét tidspunkt lige læst artikler om Umbrella-sagen, hvor en pige fra Esbjerg også er blevet dømt for at videresende nøgenbilleder på Facebook. Hun påpeger, at børn allerede i folkeskolen burde undervises i digital dannelse. Jeg ved, at der lige nu er en forsøgsordning med faget “teknologiforståelse” i folkeskolen, og det er selvfølgelig en start. Men det er et lærerfag – ikke et pædagogisk fag – og er derfor ikke orienteret mod sociale fællesskaber og trivsel, siger Christoffer og fortsætter:

-Så min studiegruppe og jeg kunne se en idé i at udvikle noget pædagogisk undervisningsmateriale og teste det af på en folkeskoleklasse. Og vi tog udgangspunkt i titlen “Slut med forbudt”, fordi vi ikke ville sige: “Nej, du må ikke skrive med fremmede”, men i stedet sige: “Det her skal du være opmærksom på, når du skriver med fremmede”.

Pædagogisk undervisning i digital dannelse

Christoffer og studiegruppen er startet ud med at søge råd hos Jonas Ravn, der er en del af Medierådet for Børn og Unge og ansat ved Center for Digital Pædagogik. Og de har fundet værdifuld viden i fagbøger skrevet af medieforskere som Stine Liv, Malene Charlotte Larsen, Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks. Alt dét har de kombineret med deres egen pædagogiske viden og undervisernes erfaringer.

Nogle af de fagbøger, som Christoffer og studiegruppen har fundet værdifuld viden i: “LIKE”, “Undersøgelser af børn, unge og medier” og “Børn, unge og medier”.

-Vi planlagde undervisningen ud fra, at eleverne først skulle have en masse viden og værktøjer, som de bagefter skulle demonstrere brugen af. Blandt andet gennem dét, vi kalder “Debatklubben”, som er en aktivitet, vi har lært på pædagoguddannelsen, der handler om perspektivdannelse. Vi ville have eleverne til at reflektere over digitale problematikker, for eksempel deling af billeder uden samtykke, så vi delte dem ind i tre grupper, hvor én gruppe skulle argumentere for, én imod, og den sidste gruppe skulle vurdere argumenterne.

Christoffer og hans medstuderende har også fokuseret på at gøre undervisningen aktuel og virkelighedsnær. Ved blandt andet at komme ind bag kulisserne på de sociale medier, som børnene også selv befinder sig på. Noget, der heldigvis har været muligt for de fire unge pædagogstuderende, som er vant til at bevæge sig rundt på selvsamme platforme.

-Fordi det handler om virkeligheden, skal det være realistisk. Børnene ser YouTube, og derfor er det lærerigt for dem at prøve at være på den anden side af kameraet. Så vi lavede en YouTube-profil for klassen, hvor børnene skulle lave Q&A-videoer, ligesom de kendte youtubere gør, hvor de som en slags brevkasse besvarer spørgsmål fra deres følgere. Børnene fik spørgsmål som “Er det okay at være på TikTok, når jeg ikke er gammel nok til det?”. Dét skulle de besvare ud fra deres nye viden og erfaring og uploade det som en YouTube-video, som vi efterfølgende har set og diskuteret i fællesskab på klassen.

Interesse fra Esbjerg Kommune

Meget tyder på, at Christoffer og hans medstuderende har fundet frem til en fin formel for at forberede børn til livet på de sociale medier. For ikke alene har responsen fra eleverne og læreren været rigtig god, hvor de fire pædagogstuderende har oplevet engagerede elever, som har taget redskaberne til sig. Også til eksamen har undervisningsprojektet fået stor ros.

-Det har i virkeligheden været meget taknemmeligt at undervise eleverne, fordi de fra start har givet udtryk for, at undervisningen er spændende, og det skyldes jo, at sociale medier er så stor en del af deres liv. Men det var meget motiverende også at høre fra censor til eksamen, at vi har gang i noget vigtigt. Han sagde, at det næsten er, som om vi er ude i udviklingen af et nyt fag, uddyber Christoffer.

Johnny Hvilshøj, Christoffers underviser i faget “Digital kultur”, kan også se potentiale i projektet, og derfor har han opfordret de fire pædagogstuderende til at præsentere det for Esbjerg Kommune. Og med god grund. For også her har de mødt et menneske, der fra start har vist interesse.

-Vi kom i kontakt med Jacob Elholm, som er IT-konsulent ved Esbjerg Kommune. Og han ville gerne ud og høre mere om projektet. Så vi fremlagde det for ham, og han vendte tilbage med tilbuddet om at lægge undervisningsmaterialet på Meebook, så det ville blive tilgængeligt for alle lærere i Danmark, siger Christoffer.

-I projektet har vi haft fokus på kvalitetssikring, som er et centralt begreb inden for pædagogik. Det betyder, at når vi har sagt farvel til eleverne, så skal vi vide, at den aktive indsats, vi har gjort, stadig fungerer. Og dét, at kommunen vil have projektet til at leve videre, sætter et stort flueben ved kvalitetssikringen af vores pædagogiske arbejde, tilføjer han.

Undervisningsmateriale til den travle lærer

For at kunne få projektet til at blive en del af Meebook har det krævet en tilpasning af materialet. Blandt andet at indsnævre det til at handle om to overordnede temaer: digital bevidsthed og digital mobning. Derfor har Christoffer valgt at dedikere sig fuldt ud til opgaven ved at sætte studiet på standby.

Christoffers undervisningsmateriale i “Digital bevidsthed og mobning”, som netop er landet på Meebook.

-Det var vigtigt for mig, at materialet ville blive en reel hjælp for læreren, som er presset i en travl hverdag. At det ikke kræver en stor indsats, og at han/hun ikke skal til at sætte sig hundrede procent ind i emnet for at kunne bruge materialet i praksis. Så jeg har forsøgt at gøre det til et slags katalog, hvor læreren hurtigt kan danne sig et overblik over, hvad de som klasse kan opnå med materialet og så ellers bare springe ud i det, siger han.

Men Christoffer har også haft andre tanker med sin orlov fra studiet. Hans plan har været at tage kontakt til flere folkeskoler og tilbyde sin hjælp med at varetage undervisningsprojektet – som en konsulent, der kommer ud og rådgiver klasserne til at få mest muligt ud af materialet. En idé, som han fik fra sin underviser Johnny. Men så kom corona, og så blev den frivillige pause fra studiet afløst af en tvungen pause fra projektet.

-Verden er, som verden er, så det kan jeg ikke gøre noget ved. Men lige så snart det bliver muligt igen, vil jeg se, om jeg ikke kan komme ud og være konsulent i nogle folkeskoleklasser. Og så tænker jeg også, at der ligger et godt potentiale til et fremtidigt bachelorprojekt, hvor jeg kan bygge videre på det, jeg allerede har, forklarer Christoffer og tilføjer:

-Men uanset er det fedt at se, hvad projektet rent faktisk er endt med at blive til. Jeg havde aldrig troet, at jeg som studerende allerede kunne skabe så meget med min uddannelse. Og det kunne jeg ikke have gjort, hvis jeg ikke havde fået den opbakning fra vores underviser Johnny. Det har gjort, at jeg virkelig har fået øjnene op for, at pædagogik er meget mere, end hvad man lige kan se ved første øjekast.

Leave a Reply