Termansen fortsætter koncerterne

0
336

På onsdag (d.3.3.) har Termansen besøg af intet mindre end to (!) kontrabassister, nemlig Morten Ramsbøl og Torben Bjørnskov.

Grafik: Termansen

D. 10.3. gæster Emil De Waal og Gustav Ljunggren den gamle renæssancebygning.

D. 17.3. byder Jazz på dansk op til en hyggelig aften

D. 24.3. er det Jacob Fischer og Martin Schack, der forkæler publikum.

D. 31.3. Kommer kongen af freestylerap og den største ordsmed, Per Vers, sammen med Turkman Souljah + special guests.

Alle koncerterne streames på Termansens facebookside(https://www.facebook.com/Termansens). Når koncerterne er streamet, så bliver de liggende på Termansens facebookside og kan også genopleves der.

NOTE: Til en del af koncerterne bliver det muligt at ønske et nummer et par dage før, og så vil musikerne inkorporere det i settet. Der vil også være rig mulighed for at spørge og kommentere undervejs i koncerten.  Streamen starter kl.19.30. Alle musikere får løn for at optræde,  og der er mulighed for at støtte spillestedet via mobilepay og PayPal under streamingerne.

Detaljeret program:

3.3.: Morten Ramsbøl og Torben Bjørnskov – double bass deluxe:
Morten Ramsbøl 
er bassist og arbejder i dag som professor i jazzbas ved University of Music and Performing Arts i Graz i Østrig. Herudover er han  en flittigt efterspurgt studie-og orkestermusiker  samt producent ved Musikkens Hus i Aalborg, hvor han arbejder med jazzprogramlægning  og tværgående kunstneriske aktiviteter. 

Torben Bjørnskov er musiker og komponist og spiller ca. 100 koncerter årligt. Han har optrådt/turneret i det meste af verden og arbejdet sammen med musikere fra en lang række lande særligt U.S.A og de skandinaviske lande. Koncerterne har fundet sted fra de helt små spillesteder til eksempelvis store internationale steder som North Sea Jazzfestival og Royal Festival Hall i London. Derudover medvirker han på en lang række studie og liveindspilninger, herunder en række albumudgivelser i eget navn.

10.3.: Emil de Waal og Gustav Ljunggreen:

Emil de Waals professionelle liv som musiker begyndte, da han i 1987 var med til at stifte “Bagdad Dagblad”. Siden da har han spillet trommer med stort set alt og alle i Danmark, lige fra undergrund over jazz og rock til sommetider mere stuerene genrer i diverse tv-husorkestre .

Gustaf Ljunggren er – ud over at være den tavse svenske kapelmester fra Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen – en fuldstændig fabelagtig musiker, som faktisk kan spille på stort set alle instrumenter. Altid en overraskelse at lytte på.

Gustaf Ljunggren og Emil de Waal udgav 3. juli 2020 deres andet duo-album ”Måne”.

17.3.: Jazz på dansk:

Mange musiker har gennem tiderne gjort den danske sangskat til grobund for jazzfortolkninger. Vores fælles arv – de danske sange, salmer og viser er en regulær guldgrube og en evig kilde til inspiration for danske jazzmusikere – således også for pianisten, og arrangøren Martin Schack, der sammen med sin kvartet “Jazz på Dansk” har markeret sig som tidens nok allermest succesfulde og sammenspillede bud på genren, og på netop det der er – Jazz på dansk. Gruppen består foruden kapelmester og arrangør Martin Schack, af tenorsaxofonist Michael Olsen, kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, og en af Europas bedst sammenspillede rytmegrupper, bassistenMorten Ramsbøl og trommeslager Morten Lund. Spilleglæden, formidlingen, nærværet og ikke mindst lysten til at tage på nye eventyr i det i forvejen så kendte og elskede repertoire er i højsædet, og derfor er en aften med “Jazz på Dansk” en helt unik jazzoplevelse…og i øvrigt er man altid velkommen til at synge med.

24.3.: Jacob Fischer og Martin Schack:

Guitarist Jacob Fischer og pianist Martin Schack er et musikalsk makkerpar, vis samarbejde går langt tilbage. Begge har været akkompagnatører for violinisten Finn Ziegler, som havde sit helt eget repertoire, som bestod at alt muligt godt fra jazzens evergreens til danske sange fortolket på smukkeste vis. Jacob og Martin udgav sammen pladen “Blues” i 2010, og vil denne aften bl.a. spille musik fra deres fælles bagkatalog.

31.3.: Per Vers og Turkman Souljah + Special guests

Per Vers er kongen af freestylerap og vaskeægte ordsmed. Og når nu hans 25 års studenterjubilæum på Ribe Katedralskole blev aflyst pga. corona, må vi jo invitere ham på anden vis. Derfor kommer han nu til Ribe de Janiero og giver os en hel særlig livestream-oplevelse på Termansens!

Per Vers er blevet prisbelønnet med bl.a. Modersmål Prisen og Dan Turèll Medaljen for sit arbejde med det danske sprog (bl.a. i DR-programmetRejsende i dansk sammen med Niels Hausgaard), og har været vidt omkring, siden han som 25-årig pensionerede sig selv som ubesejret skandinavisk battle-rap-champion.

Hele otte albums i eget navn – og derudover hele 16 fuldlængde udgivelser –  er det blevet til for den produktive og poetiske hiphopper, men det på live-scenerne, at  han for alvor hører hjemme.

Per har fået et fantastisk samarbejde med TURKMAN SOULJAH, tredobbelt og ubesejret danmarksmester i DJ-mix. En kreativ og kunstnerisk sjæl, der ikke bare scratcher og mixer plader sammen som en drøm, men også spiller fantastisk klaver. Samspillet mellem Turkmans maskiner og Pers motormund skal opleves. Det er intenst, nærværende og inderligt – fuldt af humor og overraskelser. Og når de begiver sig ud i improvisation, hvor Per freestyler over emner, som I giver ham under koncerten, er det intet mindre end enestående.

Leave a Reply