Sidst jeg handlede i MENU i Hjerting ved Esbjerg, blev jeg ekspederet af en køn og sød ung hijap-bærende kvinde.
Hijab er en hovedbeklædning, som ærbare muslimske kvinder bære, og som dækker både deres hår og hals.

Jeg har talt med et utal af unge hijapbærende kvinder. De har alle haft ønske om at forblive jomfruer indtil den dag, de bliver gift. Hijap er deres varemærke.

For 50 år siden kæmpede danske mænd og kvinder for sexuel ligestilling. I 70`erne gjorde Danmark op med århundredes kvindeundertrykkende moralbegreber.
Kvinde skal ikke længere balancere på dydens smalle vej. Kvinder kan ligesom mænd have sex før indgåelse af giftemål.
Min farmor blev gravid uden for ægteskab i 1928. Hun blev kanøflet af datidens moralbegreber, og måtte give sit “uægte” søn bort. Den tid er forbi. Bliver ugifte kvinder gravide, tillader samfundsmoralen dem både at være stolte og glade for deres børn. Uægtebørn findes ikke og jomfrudom har heldigvis ikke længere nogen betydning.

Jeg vil ikke handle i en butik, hvor ledelsen tillader deres ansatte at bære politiske symboler, som promoverer værdi i at forblive jomfru indtil indgåelse af ægteskab. Jeg vil heller ikke handle i en butik, hvor ledelsen tillader ansatte at gå i T-shirts med logo “ imod fri abort” eller bære andre synlige politiske statements.

Kvinder må bære alle de tørklæder og politiske emblemer, de vil i deres fritid. Kvinder må mene, ønske og tro hvad de vil. Men jeg vil ikke, som kunde, konfronteres med et personale, som synligt bære symboler, som modarbejder min sexuelle frihed og mit lands kvindenormer.

Hijap er ikke et ligegyldigt eller uskyldigt symbol, men en trussel imod danske kvinders seksuelle frihed og ligestilling.

Læserbrev af Marianne Mørk Mathiesen