Home Tags Sandrini

Tag: Sandrini

Esbjergs nye gågade indviet

0

6 år. 5 etaper. 1 million granitsten. Nu er renoveringen af Esbjergs gågadeområde færdig, og det fejrede borgmester Jesper Frost Rasmussen ved at lægge sidste sten på værket.

Foto: Esbjerg Kommune

Markeringen af Esbjergs nye gågade blev ikke den store folkefest, som lå i kortene. Med ambitionen om at skabe borgernes gade skulle netop borgerne også have spillet en vigtig rolle i fejringen af færdiggørelsen. Som med så meget andet i disse tider blev det til en lidt anderledes begivenhed tidligere i dag.

Under kyndig vejledning af de brolæggere, som har lagt hver en sten i den nye gågadebelægning, kunne borgmester Jesper Frost Rasmussen i dag sætte de sidste sten på plads. Brolæggerne har lagt liv og sjæl i at vise brolæggerkunstens finesser. Mønstret i belægningen er helt unikt for Esbjerg og findes ikke andre steder. Vadehavets foranderlige sandbund fungerer som inspirationen, og frem i gågaden træder et mønster af strømribber, som når tidevandet skyller ind over sandet. Ved at variere granitstenenes farve, størrelse, overflade og arbejde med belægningens fald kopieres naturens enestående mønstre.

Vadehavstemaet ses tydeligt i indretningen af gaden. Bænkene er udformet som bølger, marehalmen er hentet ind og står i de nye planteinstallationer, og gule ravklumper lyser op i gaden. Lege- og aktivitetsområder følger det maritime tema.

”Esbjerg får en gågade, som er en fornøjelse at opleve. Det er meget passende, at byens gågade afspejler havet, for havde det ikke været for Esbjergs beliggenhed ved havet, havde byen ikke udviklet sig til det, som vi kender i dag. Derfor fejrer vi, at Esbjerg får en gågade, som passer til byen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Stor velvilje

Det har været det muliges kunst at gennemføre renoveringen, som begyndte i august 2014. Hver af de fem etaper har fokuseret på et afgrænset område. Først er den tidligere belægning blevet fjernet, derefter har DIN Forsyning renoveret kloaksystemet, og til sidst blev der gjort klar til den nye belægning, og endelig kunne de nye bænke, lysarmaturer og legeredskaber komme på plads.

”En gågade har sit helt eget liv, og vi har igennem projektet forsøgt at tage hensyn til butikker, restaurationer og de handlende. Processen har naturligvis været langstrakt, og der skal lyde en stor tak til alle, som med deres velvilje har hjulpet projektet på vej. Der har været en god dialog i gaderne med beboere og butiksdrivende, og det har vores entreprenør bidt mærke i”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

I Kronprinsensgade er renoveringsarbejdet ikke helt slut endnu, men når det sker, ryddes p-pladsen i Borgergade for de skurvogne, som har udgjort basen for arbejdet.

Nyt momentum i udviklingen

Kongensgade blev sidst renoveret i 1983, og siden da er der sket meget i det centrale Esbjerg. En ny gågade skal være med til at give nyt momentum til udviklingen af bylivet.

”Det centrale Esbjerg ser meget anderledes ud, end det gjorde i 2014, da arbejdet med gågaden begyndte. Det var netop håbet, at en attraktiv gågade kunne tiltrække og inspirere til nye projekter. Gågaden blev startskuddet til en overordentlig positiv udvikling, som understøtter ambitionen om, at flere skal bo centralt, mens Esbjerg Kommune styrker det attraktive bymiljø med fx nye ruter, aktivitetszoner og opholdsrum”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

For at værne om gågademiljøet er et af de nye tiltag i gaden, at kørende trafik ikke længere er velkommen i gågaden i butikkernes åbningstid. Et nyt pullertsystem venter kun på de afsluttende tests, og derefter vil kørende trafik ikke have adgang til Kongensgade mellem 12-18 på hverdage og 10-16 på lørdage.

1400 paraplyer slippes fri

Som en gave til byen i anledning af indvielsen giver Esbjerg City og Esbjerg Kommune 1400 paraplyer til butikkerne. Paraplyerne kan man låne med hjem gratis, hvis regndråberne melder sig under shoppeturen. Paraplyen sættes tilbage i en af butikkerne ved næste besøg.

Renoveringens etaper

Etape 1: Smedegade til Kirkegade

Etape 2: Kirkegade til Torvet

Etape 3: Torvet til Englandsgade

Etape 4: Englandsgade til Jernbanegade

Etape 5: Smedegade til Stormgade

Biblioteksparken skal genopstå som Brammings grønne hjerte

Brammings centrale grønne anlæg står til en makeover i løbet af efteråret og vinteren, og arbejdet går i gang nu. Parkens fortrin skal fremhæves, og der er både planer om skabe mere traditionel park samtidig med flere opholdsmuligheder.

Foto: Esbjerg Kommune

En arbejdsgruppe har været involveret i arbejdet med at undersøge, hvad der skal ske med Biblioteksparken, som ligger bag Bramming Bibliotek. Det første skitser af planerne er blevet godt modtaget af Brammings områdefornyelse, Bramming Bibliotek og Vindrosen. Planerne er nu også blevet præsenteret for Plan & Miljøudvalget og Teknik & Byggeudvalget, som har nikket til gennemførelsen af projektet.

”Projektet er en del af områdefornyelsen, som jo er i fuld gang i Bramming. Et mere attraktivt parkområde, hvor folk har lyst til at gå tur og opholde sig vil bidrage positivt til helhedsindtrykket af byen”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini. 

Bibliotekssøen
Foto: Esbjerg Kommune

I dag kan man gå ind i parkområdet fra Jernbanegade, Skt. Knuds Allé og Søvej. De fire indgange skal gøres mere indbydende, og omkring søen skal der skabes en traditionel parkstemning. Området ser i dag slidt ud, men det ændres med en renoveret kantsikring omkring søen og flere blomster.

Mange af tiltagene handler om at fremhæve de kvaliteter, der allerede er i parken. Hvor de høje træer gror, gøres der mere ud af skovbunden fx med flere blomster og balancestubbe. Plænen ved biblioteket skal stadig kunne huse forskellige events, men i udkanten af plænen laves der forskellige muligheder for ophold.

”I projektet er der nogle ting, som skal gennemføres. Der er også en fin ønskeliste over elementer, som vi håber, at der bliver råd til. Det er fx hængekøjer, dækstole, frugttræer og staudebede i haven ved Vindrosen. I fælleshaven går vi i første omgang efter at forenkle og rydde op, og så vil tiden vise, om der er penge til at sprælle lidt mere”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.

Arbejdet i Vindrosens have begynder den 1. oktober i år.

Ny klima- og risikostyringsplan får input fra oversvømmelsestruede borgere

0
Plan & Miljøudvalget har netop godkendt rammerne for, hvordan en kommende klima- og risikostyringsplan skal udarbejdes for dele af Esbjerg. Beboere i oversvømmelsestruede og nærliggende kvarterer inviteres med i planprocessen i løbet af efteråret.    
Som led i EU’s oversvømmelsesdirektiv er der udpeget 14 områder i Danmark med væsentlig risiko for oversvømmelse, og hvor oversvømmelsen vil være til fare og stor skade med vidtrækkende konsekvenser.   
I 2018 blev dele af Esbjerg føjet til listen, og derfor har Kystdirektoratet bedt Esbjerg Kommune om at lave en risikostyringsplan, som undersøger, hvordan store mængder havvand skal håndteres. I Esbjerg kommer planen dog både til at handler om hav-, grund- og regnvand, som hver for sig og i kombination kan skabe oversvømmelser.  

Forebyggelse og sikring
Planen kommer til at indeholde mål for, hvordan oversvømmelser håndteres og hvilke indsatser, der kan sættes i gang før, under og efter en evt. oversvømmelse. Det handler både om forebyggelse, sikring og beredskabet under en oversvømmelse.   Processen er allerede gået i gang, og Esbjerg Havn, DIN Forsyning og Sydvestjysk Brandvæsen arbejder sammen med kommunen om at få udarbejdet en plan.  

Vandet skal samle vandene
I dag har Plan & Miljøudvalget godkendt, at planprocessen også kommer til at involvere en høj grad af borgerinddragelse. I tre udvalgte områder bliver beboere inviteret til at give deres besyv med, blandt andet via en app, når der skal arbejdes med konkrete tiltag, som skal mindske oversvømmelsesrisikoen. Et af områderne bliver i kvarteret omkring Esbjerg Rådhus.  

“Det lokalkendskab, som beboerne kan bidrage med, er vigtigt i forhold til at finde de smarte løsninger, som giver mening. Denne plan skal have mange ejere, fordi vi er fælles om at stå med problemet, når først vandet kommer. Med planen bliver vi i stand til at håndtere vandet på måder, som giver mening i et større perspektiv”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Klima- og risikostyringsplanen skal være færdig i midten af 2021, og inden planen vedtages, vil den også komme i offentlig høring.