Home Tags Plan

Tag: plan

Læserbrev: Plastplanen er en gevinst for Esbjerg Kommune

Læserbrev af:

Anne Marie Geisler Andersen, gruppeformand for Radikale Venstre i Esbjerg Byråd

Og

May-Britt Andrea Andersen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Esbjerg Byråd

I november 2018 blev der rejst en sag i byrådet om forbud mod opsendelse af heliumballoner, som ikke vandt flertal. Vores nej til forslaget handlede mest om, at vi fandt forslaget for smalt; at det ikke ville få den store betydning, idet heliumballoner langt fra er den største synder, når det kommer til plast i naturen. Ligeledes så vi intet formål med et decideret forbud, som alligevel ikke ville kunne håndhæves, hvorfor vi ønskede en politik i stedet. 

Derfor stillede vi i Radikale og Konservative et forslag om at lave en strategi med et langt bredere fokus rettet mod flere typer af plast. Forslaget mødte bred opbakning, hvorfor sagen blev tilbagesendt til Plan- og Miljøudvalget, som skulle arbejde på en strategi med fokus på mere end blot heliumballoner. Først i 2020 mundede dette ud i en plaststrategi, som er i fin tråd med de ambitioner, vi i kommunen har på klima- og miljøområdet, hvilket vi kun kan være tilfredse med. 

Debatten var næppe opstået uden heliumsballonforslaget. Men den var næppe heller landet i bred enighed uden vores ændringsforslag. I stedet for at kæmpe om at tage æren for dette, vil vi gerne anerkende de gode løsninger, der kan komme ud af det, når flere politikere giver deres besyv med. Ligesom det er glædeligt at mærke den store opbakning, der er hele vejen rundt i byrådet til at være ambitiøse med den grønne omstilling; en af de vigtigste udfordringer i vores tid.

Dialogforum præsenterede anbefalinger for landbruget

0

Plan & Miljøudvalget har den 18. januar godkendt anbefalingerne, som et dialogforum indenfor landbrugsområdet er kommet frem til. Anbefalingerne drejer sig om, hvordan processen med at søge om store udvidelser af landbrugsbedrifter kan forbedres.

Foto: Esbjerg Kommune

Landbrugsudvidelser af en vis størrelse kan indeholde flere udfordringer og opmærksomhedspunkter, og derfor nedsatte Plan & Miljøudvalget i juni et dialogforum, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan landbruget kan styrke dialogen med omverdenen og kommunen i netop de sager.

Dialogforummet bestod af lokale repræsentanter fra otte store husdyrbrug, repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer og repræsentanter fra Sydvestjysk Landboforening som har mødtes med borgmester Jesper Frost Rasmussen, formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini, næstformand Kurt Bjerrum og repræsentanter fra Teknik & Miljø.

Det første møde blev holdt den 22. september 2020. På dette møde blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle arbejde videre med i alt fem temaer. Arbejdsgruppen har holdt tre møder.

”Landbruget er et vigtigt erhverv i Esbjerg Kommune, og fra kommunens side er vi optaget af at være med til at udvikle erhvervet, hvis vi kan. Den præmis har været det samlende punkt i dialogforummet. Efter gode snakke og videndeling rundt om bordet, har vi alle fået en større forståelse for hinanden og det afspejles i de nye anbefalinger”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

I slutningen af december mødtes dialogforummet for sidste gang for at lægge sidste hånd på de omtalte anbefalinger, som landbrugserhvervet kan tage udgangspunkt i, når en udvidelse af et landbrug er på tale. De gode råd er samlet i et let overskueligt format, hvor det gennemgående tema i teksten er dialog. Anbefalingerne er rettet mod store udvidelser, men der vil være inspiration at hente for alle landbrug, der planlægger en udvidelse.

”En udvidelse bliver ofte en kompleks proces, og der er mange interessenter at holde styr på. Derfor tager anbefalingerne udgangspunkt i nogle faktuelle ting, som kan gøre ansøgningen bedre, men i bund og grund handler det mest om ikke bare at informere naboer og folk i lokalsamfundet, men derimod at søge dialogen tidligt i processen”, siger Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening.

På samme måde taler anbefalingerne for at række ud til kommunen tidligt, når der er tanker om at udvide et landbrug.

”I kommunen har vi selvfølgelig erfaring med at håndtere ansøgningsprocesserne med respekt for, at alle sager er forskellige. Gang på gang ser vi dog at den tidlige dialog kommer projektet og landmanden til gode og tager hensyn til omgivelserne. Udnyt de kompetencer kommunen har og søg sparring og vejledning”, opfordrer formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Plan & Miljøudvalget har netop godkendt anbefalingerne, og derfor bliver de nu sendt ud til forskellige landbrugsinteressenter.

Borgmester møder regeringens ghettorepræsentanter

Ghettoplanens omfattende konsekvenser for Esbjerg Kommune er kernen i budskabet til regeringens ghettorepræsentanter, når de
besøger Stengårdsvej i dag den 20. december.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Boligområdet Stengårdsvej i Esbjerg står på ghettolisten, som det er regeringens mål inden 2030 at komme til livs for at undgå parallelsamfund i Danmark.
De tre ghettorepræsentanter er udpeget til følge op på ghettoplanens initiativer og sikre fremdrift.
Fremme positiv udvikling
Rammen om mødet er Stengårdsvejs nybyggede midtpunkt Bydelshuset Krydset.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, sammen med kommunaldirektør, Rikke Vestergård, og en række af kommunens direktører og politiske udvalgsformænd tager imod regeringens ghettorepræsentanter.

På mødet vil borgmesteren og de kommunale direktører præsentere gæsterne for de omfattende konsekvenser, som ghettoplanen forventes at få lokalt, og samtidig fortælle om nogle af de tiltag og aktiviteter, som Esbjerg Kommune har sat i værk for at fremme den positive udvikling på Stengårdsvej.
Målet med initiativerne er netop en bevægelse væk fra de kriterier, der gør Stengårdsvej til en ghetto.
“Vi går naturligvis konstruktivt ind i arbejdet med ghettoplanens krav, men vil benytte os af lejligheden til at fortælle ghettorepræsentanterne om den drastiske effekt, ghettoplanen vil få på virkeligheden både økonomisk og menneskeligt.
Det er samtidig vigtigt for os at fremhæve den indsats, som vi lokalt tror på i det lange løb kan løfte vilkårene for beboerne på Stengårdsvej og boligområdet som helhed,” siger borgmester, Jesper Frost Rasmussen. 
Daginstitutioner udhules
Med regeringens ghettoplan følger konkret lovgivning, som får konsekvenser for flere områder i Esbjerg Kommune.
Det gælder især kommunens seks daginstitutioner i området omkring Stengårdsvej, som ghettoplanen risikerer at udhule, fordi der fra 2020 højst må optages 30 procent børn, som bor i området.
Det kan derfor blive nødvendigt at lukke nogle af daginstitutionerne og udvide kapaciteten eller bygge helt nye daginstitutioner uden for området. 
Som en anden markant konsekvens skal andelen af familieboliger på Stengårdsvej bringes ned til højst 40 procent, og med det mål for øje skal Esbjerg Kommune og den almene boligforening Ungdomsbo, som administrerer boligerne på Stengårdsvej, sammen udarbejde en udviklingsplan.