Home Tags May-Britt Andrea

Tag: May-Britt Andrea

Lad musikken spille i nye øvelokaler

Med et tilskud fra Kultur & Fritidsudvalget får musiklivet i Esbjerg otte nye øvelokaler og en caféscene, som står klar til årsskiftet. Det nye sted i Stormgade bliver et løft til musiklivet og kommunens kreative profil.

Musiklivet i Esbjerg får nu endnu flere tangenter at spille på. Kultur & Fritidsudvalget har nemlig netop sendt 190.000 kr. afsted som støtte til, at Musikby Esbjerg kan etablere nye øvelokaler og en caféscene.

Bag projektet ligger et forløb, hvor musikmiljøet er blevet inddraget, og her stod det klart, at der mangler øvelokaler til musikerne i Esbjerg midtby. Det behov kan det nye sted forhåbentlig være med til at dække. De lokale musikere har selv været med til at finde både løsninger og samle penge ind til at realisere ønskerne.

Fast base og bandhotel

Otte nye øvelokaler bliver der plads til i det nye musikmiljø i Stormgade 21, som Musikby Esbjerg selv har fundet frem til. Øvelokalerne kommer til at fungere både som fast base og som såkaldt bandhotel for en række bands, og på caféscenen er det tanken, at der skal være mindre koncerter og aktiviteter for musikere og musikbranchen.

Musikby Esbjerg er en folkeoplysende forening, og det kommer aktiviteterne og medlemskabet i Stormgade 21 til at afspejle, så stedet bliver for amatører og ikke professionelle musikere.

Flere lokale fonde har allerede givet tilskud til projektet, og Musikby Esbjerg har også fået doneret udstyr til lokalerne, lige som lokale kunstnere har tilkendegivet, at de vil hjælpe med at udsmykke lokalerne.

Esbjerg på landkortet

Det nye sted i Stormgade 21 står efter planen klar til at lade musikken spille ved årsskiftet, og for Esbjerg Kommune er det helt i tråd med visionerne for kulturlivet. Her er det nemlig en klar ambition at prioritere vilkårene for musiklivet højt, og derfor er formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, glad for, at der bliver sat handling bag ordene.

”Jeg glæder mig til at se projektet blive til virkelighed. Det giver et løft til vores lokale musikmiljø og styrker kommunens kreative profil, som er med til at sætte Esbjerg på landkortet. Samtidig er det endnu et godt eksempel på, at vi tit finder de gode løsninger, når kommunen og engagerede borgere arbejder sammen”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Læserbrev: Plastplanen er en gevinst for Esbjerg Kommune

Læserbrev af:

Anne Marie Geisler Andersen, gruppeformand for Radikale Venstre i Esbjerg Byråd

Og

May-Britt Andrea Andersen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Esbjerg Byråd

I november 2018 blev der rejst en sag i byrådet om forbud mod opsendelse af heliumballoner, som ikke vandt flertal. Vores nej til forslaget handlede mest om, at vi fandt forslaget for smalt; at det ikke ville få den store betydning, idet heliumballoner langt fra er den største synder, når det kommer til plast i naturen. Ligeledes så vi intet formål med et decideret forbud, som alligevel ikke ville kunne håndhæves, hvorfor vi ønskede en politik i stedet. 

Derfor stillede vi i Radikale og Konservative et forslag om at lave en strategi med et langt bredere fokus rettet mod flere typer af plast. Forslaget mødte bred opbakning, hvorfor sagen blev tilbagesendt til Plan- og Miljøudvalget, som skulle arbejde på en strategi med fokus på mere end blot heliumballoner. Først i 2020 mundede dette ud i en plaststrategi, som er i fin tråd med de ambitioner, vi i kommunen har på klima- og miljøområdet, hvilket vi kun kan være tilfredse med. 

Debatten var næppe opstået uden heliumsballonforslaget. Men den var næppe heller landet i bred enighed uden vores ændringsforslag. I stedet for at kæmpe om at tage æren for dette, vil vi gerne anerkende de gode løsninger, der kan komme ud af det, når flere politikere giver deres besyv med. Ligesom det er glædeligt at mærke den store opbakning, der er hele vejen rundt i byrådet til at være ambitiøse med den grønne omstilling; en af de vigtigste udfordringer i vores tid.

Med få hegnspæle er folkeskolens frihed på plads

0
Både fra Christiansborg og Esbjerg Byråd har ganske få hegnspæle sat den overordnede retning for den frie folkeskole i Esbjerg Kommune. Det store projekt rykker godt fremad, og snart er det tid til at få alle de gode kræfter rundt om folkeskolen på banen.

Skridt for skridt er Esbjerg Kommune godt på vej ind i den frihed, som statsministeren i efteråret sendte af sted mod den lokale folkeskole. I de næste tre skoleår sætter velfærdsaftalen kommunens ni skoler med 26 afdelinger stort set fri fra både statslige og kommunale regler, og som den helt afgørende præmis for projektet er friheden nu på plads.

Fra Folketinget er der sat få hegnspæle op, og de handler blandt andet om, at det skal være gratis at gå i skole, lige som eleverne skal slutte skoletiden af med en afgangsprøve. Skolerne skal leve op til det, der normalt bliver krævet fagligt i folkeskolen, og der skal være støtte til elever, som har brug for en ekstra hånd.

Aftale mellem skole og byråd

I Esbjerg Kommune har byrådet netop kridtet banen op lokalt, og alle politikker, strategier og retningslinjer på skoleområdet har været oppe at vende. Også her står kun få hegnspæle tilbage, og de markerer en fælles linje og ambition om at sikre læring og trivsel for alle børn og unge. Kernen bliver en samarbejdsaftale mellem hver skole og byrådet.  

”Skolernes frihed skal selvfølgelig være reel, så de i praksis hver især kan gå den vej, der skaber udvikling og løfter skolen lokalt. Derfor har vi politisk fokuseret på værdierne og de store linjer, så der også er en fælles retning. Hele vejen rundt er der god energi i processen, der skrider flot fremad mod det nye skoleår. Som et af de næste skridt inddrager vi de gode kræfter rundt om folkeskolen, fordi vi ved, at de også kan og vil styrke det her ambitiøse projekt. Det bliver på et webinar den 7. april”, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Frihed åbner nye døre

Børn & Familieudvalget ser frem til at lade friheden åbne nye døre på skolerne.

”Skolerne får stort rum til at handle selv, og de har også retten til at udfordre både de lokale og nationale hegnspæle, hvis de ikke giver mening hos dem. Den åbenhed ligger i friheden, og der skal være plads til at eksperimentere, tænke vildt og stort, lave fejl og lykkes. Meningen er, at alle bliver klogere undervejs i de tre år, og så vil projektet forandre og udvikle sig med den viden og de erfaringer, skolerne samler op. Sådan går vi vejen mod fremtidens folkeskole”, siger udvalgsformand Diana Mose Olsen.

Sammenhæng mellem skole og fritid

Kultur & Fritidsudvalget har særligt øje for den tid, der ligger uden for den normale skolegang.

”For os er helheden vigtig, så skolerne tænker friheden på tværs af skoledag og fritidstilbud og får skabt nogle spændende sammenhænge og naturlige overgange for børnene, hvor skole og fritid i højere grad tager del i hinanden. Derfor skal der også fortsat være et førskoletilbud, så børnene får et godt og trygt skifte fra børnehave til skole. Samtidig er det en hegnspæl, at skolerne trækker en linje til kulturlivet og giver eleverne den læring og dannelse, der ligger i det”, siger udvalgsformand May-Britt Andrea Andersen.

Præstegårdsskolen Urban bliver mester i orkester

For fuld musik sætter Præstegårdsskolen Urban og Esbjerg Kulturskole ind på ambitionen om, at kultur skal være for alle. Som en del af den nationale OrkesterMester-ordning lærer eleverne at spille instrumenter, så de kan være med i skolens eget symfoniorkester.

Esbjerg Kulturskole vil genoplive traditionen for skoleorkestre, og et nyt samarbejde med den nationale OrkesterMester-ordning er et vigtigt skridt på vejen. Det betyder nemlig, at Præstegårdsskolen Urban allerede fra næste skoleår bliver makker med Esbjerg Kulturskole og får sit eget symfoniorkester.

Det er selvfølgelig Præstegårdsskolen Urbans egne elever, der skal spille i skoleorkestret, og derfor er skolen og kulturskolen efter sommerferien klar til at undervise flere end 50 elever i 2. og 3. klasse i instrumenter som violin, klarinet, trompet og cello. Både antallet af elever og instrumenter bliver udvidet hen ad vejen.

Udforske kulturens verden

OrkesterMester er sat i gang af Danske Kultur- og Musikskoler og støttet af blandt andre Slots- og Kulturstyrelsen, og i Esbjerg Kommune er tanken om skoleorkestre ikke ny. Tilbage i 1949 blev de første skoleorkestre og kor nemlig oprettet på kommunens skoler, og på den måde trækker historien en rød tråd til i dag, hvor kommunens kulturpolitik netop sætter fokus på, at alle børn og unge tidligt skal have mulighed for at udforske kulturens verden.

“Kultur er med til at danne og udvikle børn og unge, fordi den åbner deres øjne for nye kompetencer og nye perspektiver på hinanden og verden omkring dem. Derfor er jeg sikker på, at samarbejdet med OrkesterMester bliver til stor gavn og glæde for alle deltagere, og det er da også en fornøjelse for alle os andre, der får lov til at lytte til den gode musik”, siger May-Britt Andrea Andersen, formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

Kunst og kultur i skoledagen

Netop Præstegårdsskolen Urban er et oplagt sted at skyde OrkesterMester i gang, fordi hele Urbanskolen som kulturprofilskole tænker kunst og kultur ind i skoledagen. Det er ambitionen, at skolens to andre afdelinger, Rørkjær Skole Urban og Danmarksgade Skole Urban, også skal have musikklasser, så Urbanskolen kan få et samlet skoleorkester.

Skolestolthed og spilleglæde

Også hos OrkesterMester ser projektleder Bent Hjort frem til at sætte musikken i gang i Esbjerg.

“OrkesterMester er hele klasser, der spiller. Dermed passer projektet helt perfekt i forhold til Esbjerg Kommunes kulturpolitik, som overordnet har fokus på, at kulturen skal være for alle. Jeg forventer, at det kommende skoleorkester på Præstegårdsskolen Urban blandt elever, skole og forældre vil understøtte selvtillid, sammenhold, skolestolthed og spilleglæde”, siger Bent Hjort.