Home Tags Kriminalitet

Tag: kriminalitet

Skal i fængsel for at overtræde opholdsforbud i forbindelse med dom for bandekriminalitet

0

En 30-årig mand er blevet dømt for i to tilfælde at have overtrådt et fireårigt forbud mod at opholde sig i Esbjerg by.

En 30-årig mand blev i sidste uge idømt tre måneders fængsel ved Retten i Esbjerg for i to tilfælde at have overtrådt et fireårigt forbud mod at opholde sig i Esbjerg by.

Den 30-åriges opholdsforbud blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom i april 2019 for bandekriminalitet.

Efterfølgende er manden to gange i år blevet opdaget af politiet i bybilledet i Esbjerg, dels i april, dels i juni, hvorefter den 30-årige blev anholdt.

Manden erkendte de to overtrædelser af opholdsforbuddet og modtog dommen.

Opholdsforbuddet dækker postdistrikterne 6700, 6705, 6710 og 6715 i Esbjerg.

Muligheden for at meddele et opholdsforbud i forbindelse med domme for bandekriminalitet blev vedtaget af Folketinget i 2017.

Nyt center skal bekæmpe it-relateret økonomisk kriminalitet

0

Tirsdag d 8 januar blev politiets nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) indviet. Det nye center styrker politiet i kampen mod kriminelle på nettet, og gør det lettere for borgere og virksomheder at anmelde sager.

Foto: Thomas Tolstrup

It-relateret økonomisk kriminalitet vokser hastigt og misbrug af betalingskort, phishing og online svindel, når der handles, rammer stadig flere danskere, efterhånden som hverdagen bliver mere digital. 

For at styrke indsatsen har politiet oprettet et landsdækkende center for indledende efterforskning og forebyggelse af sager vedrørende it-relateret økonomisk kriminalitet. Centret blev indviet med deltagelse af bl.a. justitsminister Søren Pape Poulsen og rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. 

“Med etableringen af LCIK tager vi endnu et skridt for at sikre os, at borgerne kan føle sig trygge – også når de færdes online. Vores nye center vil både sikre en bedre håndtering af de sager, hvor en borger eller virksomhed har været udsat for økonomisk it-kriminalitet og styrke den forebyggende indsats. Så vi er bedre rustet i kampen mod bedrageri på nettet,” fortæller rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.  

Nationalt center styrker politikredsenes arbejde 

Centret forankres i Københavns Politi, men kommer til at understøtte alle 12 politikredse i den indledende efterforskning.  

“It-relateret økonomisk kriminalitet udfordrer os i de enkelte kredse, fordi mængden af sager stiger voldsomt og ofte kræver specialiserede medarbejdere. En national løsning sikrer, at de sager, vi modtager i kredsen, allerede er kvalificeret af en, der har specialviden på netop det sagsområde. På den måde kan vi hurtigere komme i gang med efterforskningen her i kredsen,” siger Jørgen Abrahamsen, politidirektør i Sydøstjyllands politi. 

Over 450 sager den første uge  

Allerede den første uge modtog LCIK 465 sager, og en væsentlig rolle for LCIK bliver at skabe overblik over de mange sager, der måske enkeltvis kan være mindre sager, men som tilsammen kan være en del af noget større:

“Vi kommer til at tage os af de indledende skridt, fordi der netop her ligger et stort potentiale i forhold til at se mønstre og koble sager til hinanden på tværs af kredsgrænser,” fortæller Trine Møller, centerchef i LCIK. 

“Vi har senest set et eksempel på 49 borgere, som alle havde handlet på samme danske webshop uden at modtage de bestilte varer. Vi sammenkædede sagerne og fik hurtigt skabt et overblik. Fordi borgerne var fra ni forskellige politikredse, kunne det – før oprettelsen af LCIK – ellers have taget længere tid, før sagerne blev koblet sammen, og der kunne gribes ind over for gerningsmanden.” 

Bedre betjening af borgere og virksomheder

Borgere, virksomheder og foreninger skal anmelde sager om it-relateret økonomisk kriminalitet via en digital selvbetjeningsløsning på det nye politi.dk. Et helt centralt element i udformningen af selvbetjeningsløsningen har da også netop været en brugerorienteret borger- og virksomhedsbetjening: 

“Ved at etablere et landsdækkende center, der understøttes af den nye digitale selvbetjeningsløsning, sikrer vi en professionel borger- og virksomhedsbetjening og en mere effektiv straffesagsbehandling på tværs af landets politikredse. Samtidig bliver det simpelthen lettere for borgerere at anmelde denne her form for sager via politi.dk frem for at skulle ringe eller møde personligt op,” siger Trine Møller. 

Hvilke sager håndterer LCIK?

LCIK varetager indledende efterforskning og forebyggelse inden for syv sagskategorier: Samhandel, misbrug af betalingskort, kontaktbedrageri mod borgere, kontaktbedrageri mod virksomheder/foreninger, misbrug af adgang til netbank/betalingstjenester, ransonware og bedrageri samt financielle institutioner og kreditgivere. 



Fire unge mænd tiltalt for våbenbesiddelse som led i bandekonflikt

2

Fire unge mænd fra Esbjerg på 21 år, 22 år, 23 år og 23 år er tiltalt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder som led i en bandekonflikt. Sagen behandles i retten i Esbjerg torsdag den 6. september.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

Våbnene er en pistol, som politiet mener, de fire har håndteret i oktober 2017. Der forventes dom den 21. september.

– Vi har fortsat et stort fokus også efterforskningsmæssigt på den verserende bandekonflikt i Esbjerg, siger lederen af afdelingen for Organiseret og økonomisk kriminalitet, vicepolitiinspektør Carsten Arentoft Andersen. Alle, der føler sig fristede til at gå bandernes ærinde, skal vide, at der er en høj risiko for at blive anholdt og at måtte tage konsekvensen af det.

Syd- og Sønderjyllands Politi har løbende omkring 20 personer fra bandemiljøet i Esbjerg fængslet.

To nye knivoverfald i Sædding søndag

0

Klokken 13.53 i dag, søndag, overværede et vidne, hvordan tre-fire mænd overfaldt to andre. Det skete i krydset Sædding Ringvej-Smedevej i Esbjerg.

Overfaldsmændene kørte i en mellemblå bil, mens de to ofre kørte i en blå bil. Efter overfaldet kørte begge biler ad Sædding Ringvej mod Gjesing.

Få minutter senere kom to mænd ind på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Begge med slagskader – den ene også med et knivstik, der dog ikke har været livstruende.

I går aftes udspillede et andet overfald sig i samme område. Det er fortsat Syd- og Sønderjyllands Politis formodning, at det drejer sig om opgør mellem to grupper i byen, der er i konflikt.

Politiet hører meget gerne fra alle, der har set eller hørt noget, der kan have forbindelse til det skete, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen.

Du kan ringe på telefon 114.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fortsat og indtil videre ekstra patruljering i Esbjerg.

Politiet lægger pres på banderne i Esbjerg

0

22-årig banderelateret mand fra Esbjerg sigtet for handel med narkotika.

Efter en længerevarende efterforskning mod bandemiljøet i Esbjerg anholdt Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg onsdag en 22-årig mand, som er bosiddende i Esbjerg.

Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg i dag, torsdag, kl. 11.00. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 omhandlende handel med narkotika.

Anklagemyndigheden vil begære grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre.

-Den lokalt verserende bandekonflikt i Esbjerg har meget høj prioritet for Syd- og Sønderjyllands Politi, og presset mod banderne vil også fortsætte fremadrettet siger vicepolitiinspektør, Carsten Arentoft Andersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

De unge mennesker, som enten er en decideret del af banderne, eller andre unge mennesker som bistår eller hjælper banderne, skal vide, at de på den måde kommer i politiets søgelys og vil have stor risiko for at blive varetægtsfængslet for deres kriminalitet, advarer han.