I en fyldt sal 8, sad vi i aftes 80 mennesker side om side for at mindes dig med din sidste biografpremiere. Bilal Hussain 1992 -2025.

Vi har alle lige skrevet med dig, talt med dig i telefonen eller set dig. For du var en verdensmand i Esbjerg, du kendte så mange mennesker og havde altid god tid til en snak med dem, du mødte på din vej. Derfor føles det så uvirkeligt, at du nu ej mere er i blandt os – i hvert fald ikke i live, for dit minde og dine film lever videre, og i dem vil du altid være os nær.
I biografen rejser Bilals far Akbar Hussain sig op og takker for fremmødet og kærligheden til Bilal. “Jeg er en stolt far”, siger han og sætter sig ned, mens mørket falder på i biografen, og filmen går i gang.
Filmen vi skulle se, hedder “Dette er for dig min engel“, og ingen havde troet den skulle drage relationer til, at du ikke selv er her mere. Flere gange i filmen kunne man ikke undgå at tænke på, hvordan de budskaber, der er i filmen, nu giver mening på så mange andre måder.
I filmen siger en psykiater til sin klient, der har mistet sit barn: “Sorg er kærlighed, der ikke længere har noget sted at bo”. Filmen var som de foregående en reminder om, hvor talentfuld en ung mand, Bilal var.
“Det er en benhård branche, men hvo intet vover intet vinder”
Bilal Hussein
Bilals store passion var at lave film og drage verden rundt for at deltage i filmfestivaller med disse. Væggene derhjemme var da også fyldt med awards fra hele verden, et bevis på at Bilal kunne noget særligt, når det kommer til at fortælle historier og sætte fokus på tabuer som eksempelvis handicap og seksualitet på det store lærred.
Lad os håbe, alle en dag får muligheden for at se de fantastiske film, Bilal har produceret.
1992 – 2025 står der på biograflærredet sammen med et stort fint billede af dig.
Filmen er slut. Stående klapsalver, 1 minuts stilhed og trillende tårer.
Fra alle medvirkende i filmen sendes hermed en kærlig hilsen og dybfølt tak til Bilals forældre for at holde filmfremvisningen lige som Bilal drømte om det, for altid at behandle os som Bilals filmfamilie og for altid at støtte Bilal i at nå sine drømme.
Æret være dit minde Bilal.