Home Tags Fond

Tag: fond

Fire glade prismodtagere til årets Frivillighedsfest i Ribe

0

Fredag eftermiddag stod fritidscentret i Ribe på den anden ende. Det var nemlig første gang, centret skulle lægge gulv til årets Frivillighedsfest, og det gik over alt forventning.

Der var lagt op til et par festglade timer i frivillighedens tegn, da Social & Arbejdsmarkedsudvalget bød indenfor til den årlige Frivillighedsfest. Mere end 200 forventningsfulde frivillige havde taget turen til Ribe Fritidscenter, hvor de blev fejret som sig hør og bør på en fredag, hvor hele Danmark fejrede frivilligheden. Gæsterne var frivillige i foreninger og organisationer på socialområdet, og ud over en påskønnelse for deres store arbejde i året, der er gået, skulle årets vindere af Frivillighedsprisen 2019 og Johan Hoffmann Fondens pris findes.

Feltet af indstillede var stærkt og bestod af i alt 35 frivillige foreninger og organisationer, der alle på hver sin måde har gjort en vigtig indsats på det sociale område og havde vinderpotentiale, så det var ikke nogen nem beslutning for Social & Arbejdsmarkedsudvalget at vælge årets tre vindere.

Årets Frivillighedspriser gik til:

1.    pladsen – Unge for Ligeværd

2.    pladsen – Røde Kors Vågetjenesten i Bramming

3.    pladsen – Sind Syd-Vest

Johan Hoffmann Fondens Pris, der i år blev uddelt for tredje gang, gik til ETACs venner.
Prisen er et tilskud på 15.000 kr. til en udvalgt handicapforening.

Om Frivillighedsprisen

Frivillighedsprisen gives som en påskønnelse af en forening eller en organisation inden for social- og sundhedsområdet, der har gjort en særlig indsats. Den uddeles hvert år i forbindelse med den årlige frivillighedsfest, der afholdes i forbindelse med den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag.

Tidligere modtagere af Frivillighedsprisen

2009: Pusterummets støtteforening
2010: Brobyggernes kontaktfamilie
2011: De Hjemløses Venner
2012: X-House
2013: 1. præmien: Mentornetværk i Esbjerg/Varde, 2. præmien: Frivillignet Ribe, 3. præmien: Røde Kors i Esbjerg
2014: 1. præmien: Multiklubben i Bramming, 2. præmien: De frivillige ved kvindernes krisecenter, 3. præmien: Børns Voksenvenner
2015: 1. præmien: Stafet for Livet, 2. præmien: Ungdommens Røde Kors, 3. præmien: Ældresagen i Esbjerg
2016: 1, præmien: Opgangsvenner, 2. præmien: Ung Kræft, 3. præmien: Hjerneskadeforeningen Sydvestjylland
2017: 1. præmien: Varmestuestrik.dk, 2. præmien: Aflastningstjenesten, 3. præmien: Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors

2018: 1. præmien: Recovery Bulls, 2. præmien: KFUM-Ballast, AURA-Esbjerg, Mødrehjælpens lokalforening Esbjerg

Tidligere modtagere af Johan Hoffmann Fondens pris

2017: Team Tvilling

2018: Sydvestjysk Handicapdans

Foto: Esbjerg Kommune

Fornem hæder til udstilling på Esbjerg Kunstmuseum

0

Hen over sommeren har man kunnet opleve kunstneren Jytte Høys tankevækkende og smukke solo- udstilling Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen lukkede for få dage siden på flottest tænkelige måde, da Statens Kunstfond valgte at præmiere projektet med følgende begrundelse:


Jytte Høy tildeles en præmiering på 50.000 kr. for sin fine retrospektive udstilling (med gæster) Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen består af suiter af både nye og tidligere værker, som her med stor præcision foldes ud i de både overraskende og indlysende iscenesættelser med værker fra museets permanente samling.

Tilsammen præsenterer udstillingens elementer og sammenstillinger en stringent og sanselig Jytte Høy poetik.
Præmieringer fra Statens Kunstfond kan ikke ansøges. Kunstfonden tildeler på eget initiativ denne aner- kendelse til kunstnere, som har skabt et værk eller en udstilling af særlig høj kunstnerisk kvalitet.

Foto: Kunstmuseet

Nærkontakt mellem studier og erhvervsliv er Esbjergs styrke

0

Med to universiteter i byen har Esbjerg gode muligheder for at levere stærke profiler til det lokale erhvervsliv. Gennem snart 20 år har der været tradition for, at erhvervslivet sammen med universiteterne uddeler Esbjerg Universitetspris og dermed hylder de allerbedste studerende på SDU og Aalborg Universitet Esbjerg. I år finder fejringen sted på SDU, og årets gæstetaler er topchefen for VIKING Life-Saving Equipment, Henrik Uhd Christensen.

Foto: Viking

”Virksomhederne i vores del af landet har meget fokus på at få uddannet unge lokalt og fastholde dem efter uddannelsen, så vi kan bevare kloge hoveder og hænder i området. Det er helt afgørende, at Esbjerg bevarer sin position som studieby og udbygger den med tiltrækning af flere unge og etablering af nye uddannelser med relevans for vores virksomheder”, siger direktør Susanne Nordenbæk, Esbjerg Erhvervsudvikling.

Rambøll: Vi skal dyrke talenterne
En af de store ingeniørarbejdspladser er Rambøll. Global Division Director i Field Development Jens Rebsdorf-Gregersen er chef for 425 medarbejdere i Esbjerg, Norge, Qatar, Indien og USA.

”Rambøll har ingeniører inden for alle discipliner, og det er helt centralt, at vi her i Esbjerg kan rekruttere lokalt. Det er dygtige folk, vi får fra Aalborg Universitet Esbjerg, som vi også har et samarbejde med om forskningsprojekter. I et lille land må vi dyrke alle talenter, fordi de er med til at skabe grundlaget for hele vores velfærd. Universitetsprisen bidrager til at synliggøre, at talentudvikling er ekstremt vigtig for Danmark – også lokalt”, siger Jens Rebsdorf-Gregersen.

Vinderbyer har stærke studier
Esbjerg har ca. 6.000 studerende fordelt på omkring 60 videregående uddannelser. Målet er at få flere studerende og udbygge studiemiljøet til gavn for både de unge, lokalsamfundet og erhvervslivet.

”Mange af fremtidens vinderbyer har stærke uddannelsesmiljøer på alle niveauer. Derfor er det så vigtigt, at Esbjerg bevarer og styrker sin position. Vi skal derudover positionere os på den stærke kobling mellem uddannelsessteder og virksomheder. Det glæder mig, at erhvervslivet igennem snart 20 år har bakket op om at hædre unge, der har taget deres uddannelse i byen og ønsker at bidrage til udviklingen i fremtiden. Esbjerg Universitetspris anerkender unge, der har gjort noget særligt, og skaber opmærksomhed om viden og kompetencer i Esbjerg-området”, siger Susanne Nordenbæk.

Gæstetaler: Esbjerg-dreng gik hele vejen
Uddelingen af Esbjerg Universitetspris har en mangeårig tradition for at tiltrække markante gæstetalere, ministre, topfolk fra nogle af landets største virksomheder og en EU-kommissær. Denne gang er det administrerende direktør og CEO i en af Esbjerg-områdets største og mest succesfulde virksomheder, VIKING Life-Saving Equipment, Henrik Uhd Christensen, der tillige vil overrække universitetsprisen.

Henrik Uhd Christensen er født, opvokset og uddannet i Esbjerg. Han viste sit ledelsestalent, da han i 1996 fik ansvaret for at opbygge VIKING’s datterselskab i Tyskland. Efter tre år i Hamborg vendte han hjem og blev i 2000 udnævnt til global salgs- og marketingdirektør. 1. marts 2010 efterfulgte han Kjeld Amann som topchef og har siden videreført forgængerens vækstkurs. I løbet af karrieren har Henrik Uhd Christensen udbygget sine danske uddannelser med en MBA fra Henley Business School i London. VIKING er en af verdens førende leverandører af maritimt sikkerhedsudstyr med datterselskaber i 37 lande og beskæftiger globalt 2.800 medarbejdere.

Fakta om Universitetsprisen
Esbjerg Universitetspris uddeles til fremragende studerende ved Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Universitet Esbjerg for at fremme erhvervsrettet forskning i innovation, kompetence og Internationalisering. Fondene under Claus Sørensens Fond, Danske Bank Fonden i Esbjerg, Esbjerg Erhvervsudvikling, Esbjerg Fonden samt Lida & Oskar Nielsens Fond stiller et kapitalgrundlag på op til 50.000 kr. til rådighed for universitetsprisen hvert år.