Dagvognen Hjerting-Esbjerg af Karl Riber
Endnu i slutningen af forrige århundrede lå der mellem Sjelborg og Hjerting Byers Marker et stykke uopdyrket hede, gennemfuret af mange gamle veje. Her byggede enkefru Klindt i 1889 en gård, Klindtsminde, til minde om hendes afdøde mand. Det var store og solide bygninger. Min bror stod for byggeriet og Madam Klindt ville ikke spare. Så anlagde hun en stor og smuk have med mange sjældne planter. Det var alt sammen såre godt – men marken manglede!
Gården var anlagt på den bare hede, og lidt agerjord mod Øst, som hørte dertil, havde ligget udyrket så længe, at den var overgroet med lyng. Men Madam Klindt vidste råd. Hun lejede et stykke jord ved stranden, som græssede godt.
Denne gård købte jeg og overtog den 1. april 1895. Vi skulle give 12.000 kr. for den. De 7.000 stod i Kreditforeningen til 5 %, så lod Madam Klindt 2.000 stå til 4 %, og vi lånte 2.000 i Varde Sparekasse til 5 % og sluttelig betalte svigerfar 1.000 kr., som var min kones arvepart. Jeg havde også 1.000 kr., som jeg havde sparet sammen.
Lønnen var ellers lille dengang. Efter min konfirmation tjente jeg hos Købmand Vindfeld i Hjerting i 2 år, det første år for 45 kr., det andet år for 55 kr. Det kunne ikke give meget i overskud, når der skulle købes træsko og andre småting. Tøjet fik jeg hjemmefra, men herfor betalte jeg af på fars købmandsregning.
Jeg havde tjent i 14 år med undtagelse af min soldatertid og en vinter på Vallekilde Højskole. Højskolen tog lidt, soldatertiden kunne derimod nok bære sig selv. Mine 1.000 kr. beholdt jeg som driftskapital. Der skulle købes korn til sæd, høns, heste og svin, ligeledes lidt frø og gødning m. m. samt indbo og køkkenudstyr.
Papiromkostningerne blev mere end 300 kr. Jeg syntes, at stempeludgifterne var en underlig måde at tage skat på. Det var at tage af de fattige, som måtte låne. Det var bedre at tage en lille afgift af de renter, rige folk hævede i pengeinstitutterne.
Vi måtte ikke købe mere end højst nødvendig. Jeg købte en dobbeltseng til 14 kr.. Så lagde vi et lag halm i bunden. Jeg fik en dyne hjemme ved min mor, og min kone kom også med noget sengetøj, og hun kom med et bord og 4 stole, en væv og et klædeskab. Jeg havde også et skab, og i køkkenet var et bord og en fast bænk, og vi fik en seng med sengetøj til en hyrdedreng.
Min kone skulle tage hjem den foregående vinter for at lære at væve. Hendes mor vævede, men hun blev syg. Vi skulle have haft bryllup til april, men Johanne kunne ikke komme fra sin syge mor, så vi måtte vente. Jeg fik da kosten hos Fru Klindt, som boede i huset. Hun var altid flink og medgørlig og gav os mange småting eller overlod os dem til små priser.
Besætningen bestod af en hest, 2 plage, 6mMalkekøer, 4 små kreaturer, 5-6 får, 2 grise og 40- 50 høns. Der var 50 tdr. land, hvoraf 4 tdr. land god eng i Toftnæs. Dog fulgte den førhen omtalte lejejord ved stranden jo ikke med. Der var altså værdier nok for pengene, men landbrugets indtægter var usle i disse år. De havde lavet et Mejeri i Hjerting, noget af det dummeste, voksne Mænd havde fundet på. Der var ikke mere mælk til det, end én hest kunne slæbe sammen. Vi fik i reglen 10 øre pr. Kande (ca. 1,9 liter) for vores mælk og gav 4 øre for den skummede mælk, vi fik tilbage. Køerne gav meget lidt. Vi havde hverken roer eller kager. Vi kunne købe hvedeklid, men med den mælkepris kunne køerne ikke betale for det. Et fedt svin kunne koste 25 kr. Nu koster en lille gris over 100 kr.!
Ved gården lå nok megen hede pløjet, men den skulle bearbejdes med gødning og mergel. Det var hårdt arbejde at få mergelen kørt hjem fra Guldager, men det kostede også penge.
Fiskerne var dengang begyndt at eksportere fisk til Tyskland, men når vi kom hen til sidst i maj eller først i juni blev det i reglen for varmt at sende fisken, så tog de den hjem, hvor de saltede og tørrede og solgte den som tørfisk. Affaldet, hoved og indvolde, kogte de og blandede med mel. Det blev til et udmærket svinefoder, der fedede mange svin. Det gav også en del gødning, og det var noget, jeg kunne bruge til hedejorden. Her satte fiskerne kartofler, men jeg fik betaling for at køre gødningen ud og kartoflerne hjem til dem, og det kultiverede min hedejord.
Også svinene kørte jeg til Esbjerg for dem. Jeg fik 3 kr. for en tur, der kunne gøres en formiddag, og jeg var glad for hver en krone. Jeg blev mere og mere klar over, at gården ikke kunne give til renterne.
Jeg besluttede at køre en dag om ugen til Esbjerg og tage bud og personer med. Hjerting og Esbjerg havde fælles Interesser. Fiskerne begyndte at sejle deres både om i Esbjerg Havn. De første to, der prøvede, blev afvist. Da sejlede Hans Øllgård derind og gik op til havnemesteren. Resultatet blev, at hans båd blev liggende, og at han lod de andre fiskere vide, at nu kunne de godt sejle derom. Jeg tænkte også, at Posten med Tiden kunne komme over Esbjerg. Spidserne og købmændene ville ikke have med Esbjerg at gøre. Det var kun bosser og bisser!
Men Esbjerg var der nu engang. Og den 20. februar 1897 kørte jeg den første tur, efter at jeg havde averteret. Jeg tjente 10 øre. Det var en fiskers protokol, jeg havde med til toldforvalteren. Det var ikke meget lovende! Men næste dag tjente jeg 3-4 kr. Den første tid holdt jeg hos Købmand Pallesen i Kongensgade. Han havde en del landhandel, og der holdt vi altid ind, mens jeg tjente i Guldager Præstegård, og der var god staldplads.
Jeg skulle gerne skaffe ham flere kunder fra landet. Det var ikke så nemt. Hans priser lå gerne i overkanten, og samtidig var brugsforeningerne opstået.
Engang skulle jeg sælge noget smør for uddeleren i Tarp. Jeg falbød det til Pallesen. Han ville nok købe det, og de spiste af det til kaffen, og han roste det og spurgte, hvor det var kommet fra. Jeg vidste ikke, hvem der havde kærnet det, men jeg havde da fået det af uddeleren i Tarp.
»Ham, den karl!« råbte Pallesen, »han skader sin egen stand!« Og han kylede smørret hen ad disken og vedblev længe at skænde. Og smørret til kaffen fik jeg ingen betaling for!
Jeg handlede med mange ting, navnlig æg. Jeg havde undertiden 100-150 snese. Der var ikke ægpakkerier dengang, så jeg købte ved købmænd og brugsforeninger og solgte til købmænd og skibsproviantøre.
Vildt var også en god handelsvare. Det kunne jeg nok tjene lidt på, og jeg kunne næsten altid sælge det til private. Når jeg tog et bundt harer, vildænder, agerhøns eller duer og gik ned ad Kongensgade, kom folk og købte, andre bestilte. Vildgæs og ænder fik jeg især fra Langli. Jeg købte også skind. Det var jo om at lave penge. I starten kørte jeg med en Charabanc (hestevogn) til 6 personer. Men når jeg havde passagerer med, var der for lidt plads til gods. Jeg købte da en gammel hotelvogn fra Hotel Spangsberg, den første lukkede vogn, Esbjerg ejede. Jeg skulle give to læs hø for den. Jeg fik den malet og gjort i stand. Det var en stærk vogn. Jeg havde tit 2000 pund oven på den, mens passagererne i ro og mag tog sig et spil kort inde i vognen.
Den første tid kørte jeg altid gennem Sædding, men da jeg begyndte at køre to gange om ugen, kørte jeg efter Tarp Kro om tirsdagen. Det var lidt længere, men en bedre vej. Sæddingvejen var dårlig, især for den store vogn, som var meget vidsporet. Jeg skulle ind mange gange i gårde og huse. Når jeg havde bud med, så skulle jeg have penge. Undertiden ville de komme med dem næste dag, det kunne blive til 1-2 måneder. Jeg måtte næsten føre et helt bogholderi. Jeg havde en hovedbog hjemme, men jeg skulle også have en kladde med i tasken, så jeg kunne se beløbet og kvittere.
Esbjerg var ikke så stor dengang. Kongensgade var landevej med grøfter ved siden, hvor der ingen huse var. Der var begyndt at komme husnumre, men dem tog jeg ikke hensyn til. Jeg kendte husene og vidste i reglen, hvem der boede der. En gammel kone, som boede i »Frihavnen« i Hjerting, havde tre døtre gift og boende i Esbjerg. Jeg havde tit bud for hende og fik en tiøre for det, hvis hun havde nogen.
Det kneb stadig for os med økonomien. Det første efterår måtte jeg sælge den største af plagene. Jeg fik 220 kr. for den. Så havde jeg dog fred for renterne et halvt år. Engang noget senere havde jeg fået pengene samlet sammen, så nær som 10 kr.. Jeg gik en aften ude ved granerne og spekulerede på, hvor vi dog skulle få dem fra. Jeg syntes ikke, vi havde noget at sælge, og næste dag var sidste dag. Jeg gik så ind til Johanne og talte med hende om det. Jo, hun havde et stykke vadmel liggende (Vadmel er et kraftigt, filtet, men porøst materiale og anses for at være det ældste almuestof.), som jeg skulle have haft tøj af. Det kunne jeg sælge til Fiskerne.
Vi havde selv får og uld, så vi kunne lave et nyt stykke vadmel igen – vi kunne jo selv væve det. Jeg blev glad. Næste morgen gik jeg til Hjerting med tøjet. Der var fiskere nok, som ville købe, men ingen havde penge nu sidst i marts måned. Jeg kunne tidligst få pengene, når de begyndte at fiske i april. Indtil da fik de deres forbrug hos Købmand Vindfeld, der så i fisketiden fik deres fisk til eksport.
Jeg traf også en gammel mand, Villumsen, som en tid havde haft Visselbjerg. Han ville gerne have købt tøjet, hvis han ikke netop havde bestilt et sæt hos skrædderen. Endelig i det sidste hus havde manden 15 kr., som jeg fik. Resten skulle jeg få, når fiskeriet begyndte.
Omme i Vesterbyen så jeg, at gamle Villumsen gik oppe på bakken og pegede ad vores gård med stokken. Jeg skyndte mig da hjem. Da havde hans husbestyrerinde været der med 10 kr., som jeg måtte låne. Engang en sommer havde jeg Dynweber, som dengang havde Brødfabrikken, og hans kone og et par mere med mig til Hjerting.
Jeg havde mange varer med til Brugsforeningen i Tarp, og det tog nogen tid at få det læsset af, og jeg skulle også have en del med til Hjerting. Jeg kørte så over til Kroen, hvor jeg også havde ærinde. Endelig var jeg færdig, sprang op på vognen og greb tømmen. Hestene kunne vel nok mærke, at jeg havde travlt og slog straks over i rask trav. Det var jo fine passagerer, jeg havde med. Da jeg kom omtrent til Højgårdene, mødte jeg en cyklist. Han råbte efter mig, at vogndøren slog op og i. Jeg kiggede ind i vognen. Ja, døren stod åben, og vognen var tom!
Det kan nok være, jeg fik skuden vendt og kørte tilbage. Mellem vogterhuset og Tarp Kro, mødte jeg selskabet. Jeg undskyldte, at jeg ikke havde set efter. Men Dynweber påstod, at det var deres fejl. De burde have sagt, at de stod af. De tog det alle med godt humør. Dynweber lo, så hans tykke mave rystede.
En vinter var jeg kørende i kane, da det satte ind med tøvejr. Det gik til Tarp Kro, hvor Vejen var godt banet, men efter Hjerting var den mere gruset. Og det endte med, at Hestene rykkede kindingerne af (trækarme på hestevogn nedfældet i forakslen, der danner en kløft, hvor vognstangen er placeret og fastholdes med en vandret jernbolt).
Jeg måtte da ind på en gård for at låne en vognkæde, som jeg fastgjorde inde under kanen. Men den sprang. Så lånte jeg en vogn. Den læssede vi alle varer op i. Men der var tre rejsende: to unge mennesker og toldforvalter Dyres frue. Hun var en ældre kone med et stift ben og kunne ikke komme op i den stive vogn. Hun ønskede så at blive i kanen. Når der ikke var andet læs i den end hende, gik det vel nok.
Jeg bandt så kanen bag efter vognen, men der var jo intet styretøj i den, og når det gik lidt nedad, rutsjede den i en fart ud til siden, til kæden blev stram, så gav det et ryk, og den for over til den anden side, til det atter gav et ryk. Sådan krydsede den, så det kan nok være, den gamle frue fik megen kørsel for pengene! Jeg var bange for, at kæden skulle springe og hun gå på hovedet i grøften, men den holdt.
Efter en tid flyttede jeg holdeplads om på Højskolehjemmet. Der fik jeg middagsmad og gennemgik mine bøger, og ordnede buddene, så jeg kunne tage det hele med en tur til hver side. Jeg havde tit mange penge med til banken fra de handlende. Ofte flere tusinde. Det var mest kassekreditbøgerne, jeg havde med at sætte penge ind på. Jeg sammenlagde da beløbene, så jeg havde det på rede hånd, når jeg kom i banken.
Det var mest Varde Bank, der dengang havde lejede Lokaler i den østlige ende af Kongensgade. En Dag stod en sagfører fra Varde ved kassen. Jag gav ham bøgerne og sagde, hvor meget der skulle sættes ind på hver bog. Da han var færdig, rakte han mig bøgerne og forlangte en sum, jeg straks var klar over var forkert.
»Passer det?« spurgte jeg. »Ja, gu’ passer det!« sagde han og tilkastede mig et skarpt blik. Jeg tog da tegnebogen frem, men Palludan, som havde hørt ordskiftet, sagde: »Aa, sagfører, må jeg ikke lige se? Den mand plejer ikke at regne fejl.«
Han fik bøgerne og nævnede det rigtige beløb. »Det passer«, sagde jeg og betalte. Mange steder gav man drikkepenge, men det brugte banken ikke, heller ikke ved denne lejlighed. Skønt jeg havde indbetalt over 2 millioner i Varde Bank, blev det det eneste sted, hvor jeg ikke havde fået en øre i gratiale.
På apoteket fik jeg julegave hvert år, og mange gav mig en krone, når jeg betalte regninger. Jeg mindes endnu gamle landinspektør Hvelplund. Når jeg kom og betalte ham en stor regning, gav han mig en daler. Mange så sådan på det, at det var en nyttig gerning for byen, jeg havde taget op. Selv kunne jeg godt have taget noget mere og endda have haft nok at køre med. Jeg havde tit 3-4 flasker medicin, kamfer eller kamferdråber. Jeg skulle da først om og bestille det, så hente det og betale det og så bringe det ind i hjemmene. Det fik jeg 10 øre for. Skal man nu have en flaske fra Esbjerg til Andrup, koster det 50 øre, selvom det bliver bragt på rutebilstationen.
Engang glemte jeg at indfri en veksel på 200 kr. for en mand. Jeg opdagede først forglemmelsen, da jeg var kommet hjem, og da jeg ikke skulle køre næste dag, tog jeg en hest og red på til Esbjerg. Der var endnu ikke mange cykler dengang. Den tiøre var også dyrt tjent. Jeg købte ofte tøj eller legetøj til børn eller damer og havde det held, at det næsten altid passede.
Engang skulle jeg købe et stykke amerikansk oksekød eller tøndekød. Et par dage efter kom manden med kødet igen og sagde, at det var lavet af mennesker, og det ville han ikke ha’. Jeg havde jo købt det, hvor han havde sagt, og derfor måtte han også tage det, som det var.
Ellers kom jeg godt ud af det med mine kunder. Engang havde jeg 1/2 tdr. kartofler (ca. 70 liter) i vognen og satte en barnevogn over den, så 2 hjul stod på hver side af sækken. I vognen lagde jeg så en mængde småting. Da jeg i Esbjerg ville trække kartoflerne ud, fik barnevognen overbalance og slog en kolbøtte ud over den nærmeste hest, der blev bange. Hestene satte i løb, og for ikke at blive klemt fordærvet mellem vognen og en husmur, måtte jeg give slip på tømmen. Hestene for afsted med køretøjet. Ved Havnegade drejede de ind mod byen. Her stod en murer øverst på en stige ved et hus på to etager. Hastigt skubbede han et par teglsten til side og greb fat i lægten og kom ind i huset, mens hestene ramte stigen. Vognstangen knækkede og stigen havnede på taget af vognen, hvor den blev liggende. I Vognen var der flere rædselsslagne damer. En efter en sprang de ud af vognen – den ene havde et lille barn med. Hun bøjede sig langt ud af vognen og lod barnet falde ned på vejen, hvorefter hun selv hoppede ud. I Stormgade drejede hestene om til Kongensgade, der blev fyldt med mennesker. En cykelreparatør kom op fra en kælder og kastede en frakke i hovedet på hestene, men uden resultat. Ved Kirkegade fik slagter Hans Jensen fat i tømmen, og ved Torvet fik han dem helt standset. To af damerne turde ikke tage med tilbage. Der var dog ikke mere noget at mærke på hestene.
I badetiden havde jeg tit badegæster med til Esbjerg Banegård. Og dagvognen gik nu sin sejrsgang. Trafikken voksede. Jeg måtte køre fire dage om ugen. Jeg havde nu tre kraftige heste, for ejendommen skulle jo også passes.
Jeg havde flere gange en samtale med postmester Sjønning og hjertingboerne om at få Hjertingposten over Esbjerg, men der var ikke nogen stemning for det. Da købte sagfører E. Hansen, Esbjerg, Marbækgård, og anlagde en god vej fra Tobøl til Marbæk, hvorefter han fik gennemført, at posten gik over Esbjerg. Så kom Strandvejen mellem Esbjerg og Hjerting. Det var også et plus i den rigtige retning.
Bilerne begyndte nu at komme frem, og jeg var nok klar over, at de blev fremtidens løsning. Men jeg kunne ikke magte at anskaffe bil. En forretningsmand i Esbjerg foreslog mig at danne et aktieselskab. Der var nok, som ville skyde penge til, så bilen kunne anskaffes. Men skønt min gamle hotelvogn ikke kunne klare det længere, turde jeg ikke give mig i lag med bilen, men købte en gammel dagvogn, lidt større end min tidligere. Da kom katastrofen!
En dag i Esbjerg blev jeg meget syg. Det var godt, jeg var velkendt, for jeg skulle hyppigt på wc. Men trods tiltagende smerter ville jeg gennemføre min tur. En nabo tog en del varer med over Tarp, for det gjaldt for mig snarest at komme hjem og i seng. Alligevel måtte jeg over Tarp, da jeg senere fik en pakke kød til Tarp Kro, hvor der skulle være spisning om aftenen.
I Hjerting fik jeg hjælp til aflæsningen og en mand til at hjælpe mig hjem. Jeg lå da inde på sædet i vognen og kunne ikke mere. Næste dag havde vi lægen. Det var blindtarmsbetændelse. Men der var ikke tale om operation. Det var sjældent dengang. Jeg fik smertestillende dråber og måtte intet spise de første dage. Efter en uges tid kom jeg op, men fik stadig tilbagefald. Efterhånden blev der længere og længere mellem anfaldene, og efter et års forløb hørte de helt op, og jeg har intet mærket til sygdommen siden.
Mens jeg var syg, måtte min karl, Jens Søndergård, køre dagvognen, og han var flink og dygtig. Jeg ville gerne have lejet ham til at fortsætte, men han ville ikke. Og lægen frarådede mig selv at køre. Jeg havde nemlig efterhånden fået alt for mange grovvarer at køre med, og det var et arbejde at få en 200 punds sæk op på vognen.
Den 1. november 1908 solgte jeg så ruten, vogn, seletøj og to gode heste til Jens Thorstensen for 1.800 kr., så der blev ikke meget i afståelse. Efter et par års forløb var det, posten kom over Esbjerg, og Thorstensen fik en lille bil, som stadig blev forstørret. Nu kører der i sommertiden hver halve time bil mellem Hjerting og Esbjerg, tit ret store rutebiler, to til tre efter hinanden. Den Tur, som begyndte med 10 øre, giver nu flere hundrede kroner om dagen.
