Home Tags Cykelløb

Tag: cykelløb

Cykelløb sender toppen af cykelsporten til Esbjerg Kommune

0

Til august er Esbjerg Kommune i fokus på hele to etaper af cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Mens den første etape slutter i Esbjerg, begynder den anden i Ribe, og det store cykelløb er med til at sætte kommunen på landkortet.Foto: Esbjerg Kommune

Når cykelløbet PostNord Danmark Rundt til august ruller ud på de danske landeveje, er Esbjerg Kommune i centrum på ikke mindre end to etaper. Allerede på den første etape den 10. august drøner feltet nemlig i mål i Esbjerg, mens starten til løbets anden etape den 11. august går i Ribe. Det betyder, at cykelentusiaster begge dage kan opleve cykelrytterne og hele løbets karavane på kommunens veje.

Et brag af et cykelløb

PostNord Danmark Rundt og Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort årets rute rundt i Danmark, og efter at cykelløbet sidste år blev aflyst på grund af coronavirus, er der i år lagt op til et brag af et cykelløb. 20 spændende hold deltager, og seks af dem er såkaldte World Tour hold, som før PostNord Danmark Rundt har kørt bl.a. Tour de France. Publikum kan derfor se frem til et cykelløb på højeste sportslige niveau.

Fra Struer sætter feltet på den første etapes 176 km kursen mod Esbjerg, hvor dagens vinder findes på rundstrækningen i midtbyen med opløb i Havnegade og mål ved Musikhuset Esbjerg. På dag to kører feltet samlet fra pladsen ved Ribe Domkirke og ud gennem Nordens ældste by, inden løbets anden etape for alvor bliver sat i gang i udkanten af byen, og målet for dagens 183 km er Sønderborg. PostNord Danmark Rundt har i alt fem etaper og slutter med en enkeltstart på Frederiksberg den 14. august.

Toppen af cykelsporten

Også sidste år skulle Esbjerg Kommune have lagt veje til PostNord Danmark Rundt, og borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at det i år er lykkedes at få både mål og start i kommunens byer.

”Det bliver spændende igen at mærke stemningen og suset, når toppen af cykelsporten samles her hos os. Vi har efterhånden en del erfaring med at skabe gode rammer om de store cykelløb, og hver gang oplever vi, hvordan det giver gode oplevelser og sætter vores kommune på landkortet, fordi vi får vist os frem og fortalt om alt det gode her hos os”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Optakt til festugen

PostNord Danmark Rundt var senest i Esbjerg Kommune i 2016, hvor Esbjerg var målby for en etape, og i 2019 blev DM i Landevejscykling afholdt i Esbjerg Kommune. I år ligger PostNord Danmark Rundt i dagene lige op til Esbjerg Festuge, så cykelløbet bliver en festlig optakt til festugens aktiviteter.

Video: Velkommen til PostNord Danmark Rundt i Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg er klar til DM

Kæden er smurt til DM i landevejscykling.

Det skal være en god oplevelse for alle, når Danmarks bedste cykelryttere i denne uge ruller ud på vejene i Esbjerg Kommune og dyster om titlen som danmarksmester. Under cykelløbet bliver trafikken begrænset, så sikkerheden er i top for både cykelryttere og tilskuere.

Foto: Esbjerg Kommune

Kæden er smurt og gearet sat på den store klinge, når Esbjerg Kommune, Esbjerg Cykle Ring og Danmarks Cykle Union sammen er klar til at tage i mod hele feltet af de bedste danske cykelryttere til DM i landevejscykling. Fra den 27. til den 30. juni går det løs med spændende cykelløb på vejene, og ruterne strækker sig rundt i det meste af kommunen.

Torsdag lægger de fire klasser, U19 Dame og Herre samt Dame og Herre Elite, ud med en enkeltstart med start og mål i Veldtofte, hvorfra ruterne strækker sig ud i området omkring Tjæreborg. Fredag hviler rytterne benene, inden programmet lørdag og søndag står på linjeløb. Ruterne for de fire klasser får alle en stemningsfuld start i Ribe og slutter festligt af på den ti kilometer lange rundstrækning i Esbjerg.

 

Udstillingsvindue til Danmark

Borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at Esbjerg Kommune er vært for årets store, nationale cykelevent.

“Vi håber, at cykelfeberen rammer hele kommunen og får en masse mennesker ud på vejene, så vi kan få skabt en god stemning, der giver cykelrytterne et ekstra skub i ryggen. Samtidig vil vi selvfølgelig drage nytte af den opmærksomhed, som DM trækker med sig. Når herrernes linjeløb bliver vist direkte på tv, er det et oplagt udstillingsvindue for os, og vi satser på at give hele Danmark det bedste indtryk af Esbjerg Kommune”, siger Jesper Frost Rasmussen.

 

Trafik begrænses

For at skabe de bedst mulige rammer om cykelløbet, etablerer arrangørerne i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.

 

Enkeltstart

– Torsdag kl. 14-19: Ruterne er afspærret.

– Passage er mulig ved Sønderbyvej-Vestre Strandvej og Sønderbyvej-Østerbyvej.

Linjeløb

– Lørdag kl. 14.30-18.00 og søndag kl. 11.30-18.30: Rundstrækningen i Esbjerg er afspærret.

– Fra fredag kl. 18.00 til søndag kl. 18.30: Hulvejen og Havnegade på strækningen fra Smedegade til Englandsgade er afspærret.

– Passage er mulig ved Skolegade-Englandsgade, Torvegade-Nørregade, Stormgade-Nørregade, Grådybet-Gl.Vardevej, Cort Adelersgade-Adgangsvejen.

– Fra fredag kl. 18.00 til søndag kl. 18.30: Standsning og parkering forbudt i Englandsgade, Nørregade, Strandbygade på strækningen fra Nørregade til Strandbyplads og på Gl. Vardevej.

– Ulovligt parkerede biler vil blive fjernet for ejerens regning.

Arrangørerne håber på forståelse og tålmodighed i trafikken og opfordrer trafikanterne til at følge trafikreguleringen.

Få mere information om DM i landevejscykling og ændringerne i trafikken på:

www.esbjergkommune.dk/dmlandevejscykling