I slutningen af juni 2026 bliver Ribe fyldt med leg, latter og oplevelser i børnehøjde, når Ribe Børnefestival for første gang slår dørene op. Festivalen finder sted den 27. og 28. juni og har ét klart mål: at sætte børnene i centrum.
Arrangementet henvender sig til børn i alderen 3 til 14 år og deres familier – både lokale borgere, turister og potentielle tilflyttere. Visionen er at skabe en festival, hvor hele byen bliver forvandlet til ét stort oplevelsesrum skabt på børnenes præmisser.
En festival skabt til børn
Ribe er Danmarks ældste by og kendt for sit stærke fællesskab, rige historie og aktive foreningsliv. Alligevel har byen manglet et arrangement, der udelukkende fokuserer på børnene. Det hul ønsker Ribe Børnefestival nu at udfylde.
Festivalen skal give børn følelsen af, at hele byen tilhører dem for en stund. Gader, pladser, kulturinstitutioner og butikker vil danne ramme om aktiviteter, hvor leg, fantasi og nysgerrighed er i fokus. Målet er at skabe gode barndomsminder og styrke fællesskabet gennem oplevelser, der samler familier på tværs af alder og baggrund.
Ambitionen er stor
Visionen bag Ribe Børnefestival er ambitiøs: Festivalen skal på sigt udvikle sig til Danmarks største børnefestival.
Planen er at kombinere store fælles oplevelser med lokale aktiviteter. Festivalens hovedscene forventes at præsentere kendte børnekunstnere for de yngste samt populære digitale rollemodeller og influencere for de større børn. Oplevelserne skal skabe fælles øjeblikke, som børnene husker længe efter weekenden er slut.
Der arbejdes samtidig på etablering af store legeområder med hoppeborge, aktivitetszoner og en omfattende høballelabyrint i samarbejde med lokale landmænd.
Festivalen lægger desuden vægt på inklusion og tilgængelighed, blandt andet gennem solsikkevenlige tilbud og aktiviteter målrettet børn med særlige behov.

Hele Ribe bliver en legeplads
Ribe Børnefestival bliver ikke samlet ét sted – hele byen skal være med.
Foreninger, sportsklubber og spejdere inviterer børn til aktiviteter og prøvetræning rundt omkring i byen. Museer og kulturinstitutioner åbner dørene for særlige børneoplevelser, mens byens kirker bidrager med musik, fortællinger, kreative værksteder og rolige rum til fordybelse.
Pakhuset forventes at danne ramme om børnediskotek med tilbud til både de mindste børn, større børn samt særligt tilpassede arrangementer for børn med handicap eller særlige behov.
Også byens caféer og restauranter bliver en del af festivalstemningen med børnevenlige menuer, søde overraskelser og masser af smag og duft, der understreger, at byen denne weekend tilhører børnene.
Et fælles projekt for hele byen
Festivalen bygger på stærk lokal opbakning fra både frivillige kræfter og erhvervslivet. Flere lokale virksomheder har allerede bidraget til at skabe fundamentet for arrangementet, som er tænkt som en tilbagevendende begivenhed.
Ambitionen er, at Ribe Børnefestival ikke blot bliver et enkeltstående arrangement, men en tradition der år efter år samler byen, styrker fællesskabet og sætter Ribe på landkortet som en attraktiv børne- og familieby.
Samarbejde med Esbjerg Kommune
Festivalens arrangører ønsker et tæt samarbejde med Esbjerg Kommune for at sikre høj faglig kvalitet og bred forankring. Fokusområderne omfatter børns trivsel, fællesskab, kulturtilbud og inkluderende fritidsoplevelser.
Samarbejdet skal samtidig bidrage til at styrke Ribe som en attraktiv del af kommunen for børnefamilier og understøtte udviklingen af festivalen som en bæredygtig, tilbagevendende begivenhed.
Ribe Børnefestival skal være en fest, hvor hele byen leger – og hvor børnene er hovedpersonerne.
Ribe Børnefestival præsenterer stort navn til debutfestivalen
Når Ribe Børnefestival for allerførste gang afholdes den 27. – 28. juni 2026, bliver det med et markant hovednavn på scenen. Den 27. juni gæster den yderst populære YouTuber og entertainer Alexander Husum festivalen sammen medkæresten, Nellie til et eksklusivt talkshow og meet & greet for børn og unge med deres fælles projekt, Alex & Nellie talkshow. På Youtube har Alex & Nellie 129.000 følgere.
Med offentliggørelsen lægger den nye festival fra start et ambitiøst niveau for oplevelser i børnehøjde.
Et show i øjenhøjde med børnene
Med over 500.000 YouTube-følgere er Alexander Husum blandt Danmarks mest fulgte digitale indholdsskabere og har gennem en årrække underholdt især børn og unge med humoristiske videoer, udfordringer og personlige fortællinger fra hverdagen. Sammen med Nellie står han bag et energifyldt og nærværende liveformat, hvor der lægges op til at børnene og de unge er en aktiv del af showet.
Talkshowet på Ribe Børnefestival varer 45 minutter og tager udgangspunkt i de deltagende børn og unges egne spørgsmål. Allerede ved ankomst kan man skrive spørgsmål til Alexander og Nellie, som trækkes og besvares live på scenen. Undervejs vil udvalgte børn og unge dyste mod dem i sjove udfordringer, og showet rundes af med mulighed for at stille spørgsmål direkte fra pladsen.
Efterfølgende inviteres der til meet & greet, hvor det er muligt at møde Alexander og Nellie personligt, hilse på, få taget billeder og skabe minder fra en dag, der bliver noget helt særligt.
En stærk start på en ny festival
Festivalens formand, Gitte Laursen, understreger betydningen af at kunne præsentere et navn i den størrelse allerede i debutåret:
“At vi i Ribe Børnefestivals allerførste år kan tiltrække Alexander Husum og Nellie, er vi både stolte og taknemmelige over. Det sender et klart signal om, at vi mener det alvorligt. Vi ønsker at skabe en festival med kvalitet og gennemslagskraft helt fra begyndelsen – og her spiller et navn som Alexander en helt central rolle.”
Hun peger samtidig på, at festivalen bidrager til de bredere ambitioner i Esbjerg Kommune:
“Stærke kultur- og familieoplevelser er afgørende for at skabe en attraktiv kommune. Ribe Børnefestival er ikke bare en enkeltstående begivenhed – det er et bidrag til kommunens samlede fokus på kultur, fællesskab og oplevelser for børnefamilier. Vi investerer i de yngste borgere og i de vigtige fællesskaber, der binder os sammen.”
Store oplevelser skal også ske i Ribe
Næstformand og presseansvarlig, May-Britt Andrea Andersen, fremhæver et andet perspektiv:
“Det betyder noget, at børn og unge i Ribe og omegn kan få store oplevelser uden at skulle køre til de større byer. Vi vil skabe noget, man kan være stolt af lokalt, som samtidigt rækker langt længere ud og tiltrækker besøgende til vores by.”
Hun tilføjer:
“Samtidig lever mange børn i en digital virkelighed, hvor Alexander og Nellie allerede fylder meget. Når vi bringer dem til Ribe, bygger vi bro mellem den digitale verden og det lokale fysiske fællesskab – og det skaber en helt særlig energi og identifikation. Det er afgørende, at vi tager børn og unges interesser alvorligt. Ribe Børnefestival skal være en festival, hvor børn og unge kan spejle sig, blive inspireret og samtidig opleve styrken i at være sammen – ansigt til ansigt.”
Ribe Børnefestival afholdes den 27. – 28. juni 2026 i Ribe og bliver en ny, årligt tilbagevendende begivenhed med aktiviteter, leg og oplevelser for hele familien. Offentliggørelsen af Alexander Husum og Nellie er det første store programpunkt – og flere navne og arrangementer offentliggøres løbende.
Foto: Presse



